Hvor finder kunstneren sin inspiration? Hvornår bliver det banale genialt? Det er spørgsmål, der til alle tider har optaget folk, men som der næppe nogensinde er givet et entydigt eller fyldestgørende svar på.
Således heller ikke i Dedikeret, der i ord og billede og med 25 danske kunstneres hjælp forsøger at indfange inspirationens og genialitetens væsen. Som måske, som foreslået i forordet med opfinderen Thomas Edisons ord, er genialiteten i virkeligheden blot en enkelt procents inspiration og 99 procent transpiration.
LÆS OGSÅ: Det er ingen kunst at se på kunst
Journalist Jørgen Schlosser og fotografen Mingo har sat sig selv på et Sisifos-arbejde. Hver gang der fra en af de skabende kunstnere kommer et kvalificeret bud på, hvorfra inspirationen opstår, bliver det punkteret. Skuespiller Birgitte Hjort Sørensen citerer sin gamle vejleder Joen Bille for udtrykket rørpost fra oven, når der sker noget, som man ikke rigtig kan forklare og som kunne være inspiration. Men den køber hovedparten af de portrætterede ikke.
Skuespiller Ghita Nørby har altid fundet inspiration i de meget håndgribelige skideballer, mens forfatter Jussi Adler-Olsen tvinger inspirationen frem, når han sætter sig ned og tager sin fars gamle hat på, der markerer, at nu skal der arbejdes. Den ubevidste skabelsesproces og den guddommelige inspiration er der således ikke mange, der tror på: Filminstruktør Susanne Bier ligefrem hader de filmiske epifanier, hvor inspirationen er sendt fra himlen, og det samme gælder for manuskriptforfatter Anders Thomas Jensen: Det er vigtigt, at man er bevidst om sine virkemidler. Men det handler om at få det pakket ind på en måde, så det ikke virker så bevidst. Det er kunsten.
Jørgen Schlosser har valgt en meget kort spørgsmål-svar-form til sine interview, og det bliver desværre aldrig til andet end smagsprøver på de respektive kunstneres tanker, som man gerne ville have foldet ud, for det er tydeligt, at de sagtens kunne bære det. Det kræver en rap replik og et snurrigt hoved at blive foldet ned i den faste og spinkle form, men sine steder lykkes det, som for eksempel i tilfældet Erling Jepsen: Jeg skal lade være med at få så mange idéer. Den der inspiration er noget, som fanden har skabt. Som kunstner kan man ikke bruge det til noget. Man skal prøve at undgå at blive inspireret, siger Erling Jepsen, der er sat dystert i scene i et af Mingos ekspressive portrætter, der fungerer bedst, hvor de ikke drukner i staffage, men blot indfanger kunstneren og gør læseren nysgerrig på personen.
Dedikeret er næsten blevet en parodi på en coffee table book med sit lødige, interessante, men ikke helt forløste emne, sit enorme og næsten uhåndterlige format, lækre indbinding og glittede papir.
Men den overbeviser ikke æstetisk med de voldsomt oppumpede portrætter og citater, der snarere synes at overskygge end at spille sammen med den pixi-lille brødtekst, der står og ligner lidt en undskyldning for sig selv.