2. februar 2006
Kyndelmisse er en fordanskning af det latinske candalarum misa, der betyder lysenes messe. Det er en katolsk højtid, som man vedblev med at fejre i Danmark til længe efter, dagen blev afskaffet som fridag i 1770.
Kyndelmisse, der holdes i dag, falder 40 dage efter Jesu fødsel, og det er ikke tilfældigt. Man fejrer nemlig kyndelmisse, fordi det er dagen, hvor det lille Jesus-barn blev fremstillet i templet. Det er dermed også dagen for Mariæ renselse og altså den dag, hvor hun igen kunne komme i synagogen. På Jesu tid var en kvinde nemlig uren efter en fødsel og måtte først betræde de hellige steder 40 dage efter forløsningen.
I den katolske kirke blev og bliver kyndelmissen fejret med lysprocessioner, hvor man indvier alle de lys, som skal bruges i kirken i løbet af året. Enkelte private lys kan også finde vej til den særlige kyndelmisse-velsignelse.
I de seneste årtier er højtiden gået i glemmebogen i Danmark, men enkelte kirker har fundet dagen frem igen og bruger den til lysgudstjenester eller til at døbe kommende konfirmander. I Vor Frelsers Kirke i København har man for eksempel i flere år ved kyndelmisse haft en speciel dåb af kommende konfirmander, som plejer at være et tilløbsstykke med deltagelse af forældre, søskende, bedsteforældre, venner og alle de barnedøbte kammerater fra konfirmandholdet.
bock@kristeligt-dagblad.dkwww
Læs mere om kyndelmisse og andre kirkelige højtider på
www.kristendom.dk/ hoejtider
Lysets børn døbes ved kyndelmisse
Kyndelmisse varsler lysere tider
Det festlige år