Det er på tide at gøre op med forestillingen om, at kunst altid skal være oprørsk og provokerende for at blive betragtet som god kunst. For i virkeligheden er det gammeldags, når nutidens kunstnere vil være i evig opposition med resten af befolkningen ligesom avantgardisterne var det i 1930erne og 1960ere.
Det mener forfatteren Jens Christian Grøndahl, der er på trapperne med essaysamlingen Den sibiriske måne, der handler om hans eget blik på kunst og litteratur. Men bogen kan også ses som et angreb på modernismens holdning til, at kunsten i sin form skal være vild og kaotisk for at afspejle samfundets kaos. For på den måde kommer man faktisk reelt til at lægge sig i forlængelse af et kunstsyn fra 1800-tallet, hvor kunstens idealform også skulle afspejle samfundet, mener han:
LÆS OGSÅ: Kunstneren, der venter på Gud
I 1800-tallet havde romanen en kunstnerisk form, der bar et helhedssyn på samfundet. Det var de store sammenhængende udviklingsromaners tid, siger Jens Christian Grøndahl og fortsætter:
I det 20. århundrede kom modernismen, der gjorde op med den form ud fra en oplevelse af, at verden var sprængt efter Nietzsche og 1. verdenskrig. Det fik de modernistiske forfattere til at mene, at der ikke længere var basis for noget helhedsblik eller en større mening med noget. Og det mente de, at litteraturen skulle afspejle ved selv at være sprængt og fragmenteret.
LÆS OGSÅ: Rørpost fra oven
Den holdning mener den danske forfatter er forældet:
I dag hylder den litterære offentlighed stadig den såkaldt eksperimenterende kunstner, der skiller alting ad for at afspejle alt det kaos, der omgiver os. Men måske er det på tide, at forfatteren i stedet forsøger at samle fragmenterne og finde bare en lille smule sammenhæng, trods alt, siger Jens Christian Grøndahl, der ærgrer sig over, at avantgardismen stadig er det herskende ideal, mens kultureliten efter hans mening ser med tilsvarende skepsis på de forfattere, der arbejder i en mere klassisk form. For der er brug for, at man i højere grad dyrker litteraturen som eksistentielle mødesteder frem for kamppladser for provokationer, mener han.
LÆS OGSÅ: Kunst på kanten i nyt museum i Oslo
For selvom man fødes alene og dør alene, ligesom man skriver alene og læser alene, handler livet og teksten altid om at nærme sig fællesskabet, mener han. Og som forfatter handler det derfor altid om at oversætte sit eget jeg til en tekst eller en historie, som andre ikke alene kan genkende, men optimalt set også kan blive genkendt af.
Samme holdning går igen i hans essay(op)samling, der hovedsageligt består af essays han tidligere har skrevet til danske og især udenlandske medier over en periode på 14 år. Men da Jens Christian Grøndal satte de forskellige essays om litteratur, liv og kunst sammen, opdagede han - til sin egen overraskelse, at de forskellige essays dannede et forløb, som kunne ses som en forlængelse eller et supplement af hans tidligere selvbiografi. For de enkelte essays indfanger på hver deres kalejdoskopiske måde, hvordan han har udviklet sit blik på kunsten, tilværelsen og sin egen rolle som kunstner, fortæller han, da vi mødes på hans danske forlag Lindhardt og Ringhof.
Man kan læse en del af dine essays i forlængelse af digteren Søren Ulrik Thomsens tidligere kritik af outsideridealet. Føler du et slægtsskab med ham?
Ja, det har du ret i. Søren Ulrik og jeg tilhører samme generation og debuterede begge i 1980erne. Vi har også reageret på nogle af de samme ting, der var dominerende, da vi blev voksne i 1970erne. Noget af det vi sammen med mange andre af vores generationsfæller opponerede parallelt imod, var politiseringen af kunsten i 1970erne. Det er ved at være en gammel historie. Men noget, som jeg også synes, at jeg har til fælles med Søren Ulrik, er ganske rigtigt reaktionen mod oprørskheden som en ny tids gode tone. At der er vendt op og ned på tingene i en grad, så det er blevet normen, at man skal være grænseoverskridende. Alle vil være avantgarde, alle vil være provokerende. Der er ikke nogen, der vil stille sig i midten og sige jeg er i traditionen. Det er ikke sexet.
Man kan alligevel få indtryk af, at du selv opfattede dig lidt som en outsider, når du for eksempel skriver om, hvordan du som ung foretrak Brahms frem for rockmusik
Ja, det må jeg nok se i øjnene. Da jeg var helt ung i 1970erne, havde jeg det faktisk sådan, at jeg hellere ville høre Brahms end rockmusik. Jeg syntes simpelthen, at jeg fik mere ud af det. Og det blev der set på med hovedrysten, men jeg reagerede også imod den nye norm, hvor man for alt i verden ikke måtte udvise selvdisciplin. Det handlede jo om at lade det hele hænge ud. Der var nærmest et krav om at være henført og i sine følelsers vold, for eksempel når man dansede.
Men det skulle vel stadig være henført på den rigtige måde?
Ja selvfølgelig. Alt er jo kultur, selv den postulerede naturlighed, som man dyrkede på det tidspunkt. Der var en norm for frigjorthed, deraf paradokset: man burde være fri. I 1980erne, da jeg debuterede, var tidsånden ændret. Nu skulle man være sur, sort og konfronterende.
Mange af mine generationsfæller dyrkede en holdning til samfundet, der på mange måder lagde sig i forlængelse af avantgarden i 1930erne, og som blev gentaget i 1960erne: Forestillingen om, at kunsten altid skulle være oprørsk og gøre nar ad borgermusikken. Konfrontere os alle sammen, fordi vi var nogle feje småborgere. Her kom kunstneren og viste, hvordan tingene hang sammen! Men man kan med rette spørge, hvad det er, den konfronterende kunstner ved om tilværelsen, som du, jeg eller fru Larsen ikke ved. Der ligger en latent bedrevidende holdning i avantgarden, som jeg oplevede den i 1980erne. Hele den dér konfronterende stil er i bund og grund intimiderende. Og dét er jo en mærkelig måde at møde sit publikum på. Jeg mener i hvert fald ikke, at min rolle som forfatter er at intimidere mine læsere ved at være bedrevidende eller konfronterende eller ved at tryne dem med min kunstneriske særhed.
Dén holdning til kunstneren bygger på den romantiske kunstnermyte om, at kunstneren er et beåndet væsen, der har privilegeret adgang til en erkendelse, som vi andre dødelige ikke kan erfare, med mindre vi underkaster os den kunstneriske oplevelse. Og det ligner jo underkastelse, hvis man inderst inde sidder tilbage med den følelse, Philip Roth beskriver i en af sine romaner, hvor en ung pige står lige så andægtig over for Picassos gnidrede små kubistiske billeder i brunt og gråt. Hun gav Picasso mere, skriver han, end Picasso gav hende.
Et nærmest overbærende smil overtager Jens Christian Grøndahls ansigt, idet han tilføjer:
På et eller andet tidspunkt, når man bliver voksen, går det op for de fleste af os, at vi ikke ved alt. For mig er det i hvert fald blevet mere frugtbart at have et sokratisk udgangspunkt. Dele min undren over tilværelsen med læserne. For mig er litteraturen en måde at reflektere over livets store spørgsmål og en måde at dele dem på. Finde ud af, at man ikke er alene med de spørgsmål.
Den bemærkning vækker mindelser om sidst Deres udsendte så Jens Christian Grøndahl. Det var under et åbent forfattermøde for en halv snes år siden. Dengang rejste en ung kvindelig læser sig op under spørgetiden og spurgte: Hvordan kan du vide, hvad jeg føler?
Jens Christian Grøndahl smiler, da han hører historien, som han selv havde glemt.
Man kan kun håbe på sådan en reaktion. Jeg får somme tider det spørgsmål, og jeg synes, det viser, hvad litteratur kan, når det lykkes. Når teksten bliver et mødested mellem læser og forfatter.
Men hvordan bliver den det?
Jeg prøver altid at åbne et rum, hvor læseren også kan være. Hvor vi på en måde er sammen, selv om man både skriver og læser i ensomhed. For der foregår en kommunikation i det øjeblik, læseren tilegner sig en tekst. Og den kommunikation er blevet vigtigere for mig med tiden. Da jeg var yngre, gik jeg mere op i at udtrykke min egen personlighed.
Du skriver alligevel meget om dit blik på verden i din bog, og at blikket på verden interesserer dig mere end selve historien
Ja, for litteraturen lever af det individuelle blik. Det vil altid være gennem den personlige indfaldsvinkel, at ting bliver synlige. Med de begrænsninger, den synsvinkel har. Spillet mellem, hvad man ved, og hvad man ikke kan vide. Det mærkelige er, at man i fiktionens rum pludselig får øje på sig selv gennem en anden. Der er ting i min egen erfaring, som jeg kun kan nærme mig ad fiktionens vej, måske fordi det ville være for pinagtigt at gøre det direkte. Man forestiller sig, at man er en anden, og sådan genopdager man sig selv. Og der sker noget tilsvarende for læseren. Det udvider jo éns horisont at blive inviteret til at se livet fra de nye perspektiver, man kan møde i en roman.
Den rutinerede romanforfatter hælder kaffe op og giver sig tid til at nyde en af de små chokolader, som hans forlægger af stillet frem til os, inden han fortsætter sine formfuldendte sætninger:
Jeg har altid elsket at fortælle historier. Det begyndte, da jeg som 3-4 årig sad på en skammel foran en dragkiste, der stod i mine forældres stue. Jeg forestillede mig, at nøglehullet var en maske, og at der inde i kisten boede et væsen, som jeg henvendte mig til. Jeg fortalte historier ind gennem nøglehullet, og det har jeg egentlig gjort lige siden. I det øjeblik, man begynder at digte, henvender mig sig til en ukendt, siger Jens Christian Grøndahl, der selv kæder sit kunstnergen sammen med sin tidlige ensomhedsfølelse:
Alle børn oplever på et tidspunkt ensomheden, men jeg tror, at det er forskelligt, hvor stærkt man føler den. En af mine egne sønner, der nu er en voksen mand, sagde, da han var 4-5 år, at indeni er man alene, og udenpå er man sammen med andre. Sådan havde jeg det også. Jeg tror, at en af grundene til, at jeg tidligt begyndte at digte og skrive små historier var, at jeg følte mig ensom. Mine historier var både en måde at dyrke ensomheden på og en måde at slå bro til forestillingen om et fællesskab. Er sproget egentlig andet end forestillingen om et fællesskab? Om at erfaringer kan deles?
Fra begyndelsen havde Jens Christian Grøndahl en meget visuel tilgang til at skrive. Bedstemoren var kunstner og moren fotograf, så han fik tidligt et forhold til billeder, mens kunst dengang virkede mere abstrakt for ham. Og ad snørklede veje endte han senere med at blive optaget som instruktør på Den danske Filmskole:
Efter gymnasiet læste jeg filosofi. Dengang var jeg for længst begyndt at skrive digte, og jeg kom til at opfatte den rationelle, argumenterende filosofi og følelsernes sprog i digtene som uforenelige størrelser. Så jeg droppede mit flyvske akademiske studie til fordel for den endnu mere flyvske tanke om at blive digter. Efter et ophold i Israel, hvor jeg boede sammen med nogle jødiske venner, gik det op for mig, at jeg altid havde været fascineret af film, så jeg besluttede at søge optagelse på filmskolen. Dengang var der ikke nogen manuskriptlinje, men man kunne til gengæld blive optaget som instruktørelev, hvis man skrev et manuskript. I mit ungdommelige overmod skrev jeg et filmmanuskript baseret ¨på Forførerens Dagbog af Søren Kierkegaard. Og til mit held sad Jørgen Leth i optagelsesudvalget. Dét tema havde han jo meget sans for.
Jens Christian Grøndahl gennemførte uddannelsen, men kom aldrig til at lave flere film end sin afgangsfilm. En filmide blev i stedet til hans første roman i 1986.
Til gengæld lærte uddannelsen ham kolossalt meget om fortælleteknik, og hans romaner er derfor stadig meget filmisk opbyggede med hyppige klip.
Oplevelsen af selv at sidde og klippe film gav mig en fysisk oplevelse af, hvad rytme er. Film, musik og litteratur har som lineære kunstarter det til fælles, at de grundlæggende handler om rytme. Samtidig spørger enhver filminstruktør sig selv, hvor kameraet skal stå, og hvilken optik, man skal bruge. Det spørgsmål - hvad skal med i billedet, og hvad skal være udenfor? - har fulgt mig siden. Alt hvad jeg har skrevet, overholder meget strengt en bestemt synsvinkel, hvor der derfor altid er noget, man ikke kan se. Der er altid en hemmelighed tilbage, noget ukendt. Det får fortællingen til at leve, og det gør personerne nærværende.
Hvordan har dit blik på verden ændret sig gennem tiden?
Jeg tror, at jeg er blevet mindre optaget af at udtrykke min egen personlighed og mere interesseret i samtalen. Jeg er nok også blevet mindre skråsikker på nogle punkter, for eksempel i forholdet mellem tro og tvivl.
I forhold til kristendommen er jeg agnostiker. Hvis jeg var ateist, ville jeg jo være lige så skråsikker som de troende. Forleden hørte jeg en anekdote om Niels Bohr. En af hans gæster undrede sig over, at professoren havde en hestesko hængende over sin dør. Jeg troede ikke, at De var overtroisk, sagde gæsten. Det er jeg skam heller ikke, svarede Bohr, men jeg har hørt, at det også virker for dem, der ikke tror på det. Jeg har fået børn over to omgange, og det første hold børn blev ikke døbt ud fra den opfattelse, at de selv skulle have lov til at bestemme. Det andet hold børn er blevet døbt. Selv for en agnostiker virker det stærkt at høre skriftstedet lad de små børn komme til mig, dem må I ikke hindre. Det er lettere for børnene at være indenfor og sidenhen træde ud, end det er at stå udenfor og træde ind. Og uanset hvad jeg mener og synes, er kristendommen uadskillelig fra den historie, jeg selv er en del af. Når jeg tænker nærmere efter, går det op for mig, at den har mere at sige om mig, end jeg har at sige om dén.