Finanskrise var ikke et stærkt nok ord, da kong Frederik den 6. gik ind i det nye år 1813. Danmark var stadig i krig mod de mægtige englændere, der havde bombet København og ødelagt den danske flåde i 1807 af frygt for, at de danske krigsskibe skulle blive brugt på Napoleons side. Forinden havde den danske konge ellers forsøgt at holde sig udenfor den europæiske fejde.
LÆS OGSÅ: Økonom anfægter mål om lavere skat og løn
Men situationen tvang nærmest den danske konge til at holde med Napoleon, hvis hær samtidig truende havde nærmet sig den danske grænse sydfra. Og efter bombningen af København valgte den danske konge endegyldigt side til fordel for Napoleon.
Set i bakspejlet var det en stor fejl. For krigen, der blev definitivt tabt i 1814, kom både til at koste Norge og ruinere den danske statskasse. Før krigen havde Danmark en statsgæld på 66 millioner rigsdaler, i 1820 var gælden vokset til 120 millioner. Men allerede den 5. januar 1813 stod det klart for Frederik den 6., at landet ikke kunne betale sin gæld, så han erklærede Danmark bankerot gennem en pengereform.
Det forklarer professor emeritus ved Syddansk Universitet, Hans Chr. Johansen, der selv har skrevet artiklen om den danske statsbankerot i Gyldendals åbne encyklopædi.
Man kan sammenligne Danmarks situation dengang med den gældskrise, som Grækenland oplever i øjeblikket. Man havde brugt alt for mange penge, og så gik det pludselig galt. Gælden var eksploderet, og i perioden op til statsbankerotten var inflationen helt enorm. For i den periode havde man simpelthen betalt landets regninger ved at trykke flere pengesedler, men nu gik det altså ikke længere, siger Hans Chr. Johansen.
Han forklarer den danske gældskrise i 1813 med, at det havde været dyrt for Danmark at opruste, og at landet samtidig havde mistet en del af sine told- og handelsindtægter, efter englænderne ødelagde flåden og senere blokererede handelsvejene i Østersøen og Kattegat og oven i købet beslaglagde den danske handelsflåde, der vovede sig ud på havene. Indtægterne var kort sagt krympet, mens udgifterne var løbet løbsk. Men i 1813 begyndte den danske konge for alvor at spænde livremmen ind.
Selve pengereformen betød ikke så forfærdelig meget ud over, at man på den måde kunne slippe for en del af sin gæld. Den egentlig sygdom var at få stoppet underskuddet på statsfinanserne, og det lykkedes først i 1820erne efter kraftige statslige besparelser, der slet ikke kan sammenlignes med dem, vi ser i øjeblikket, siger Hans Chr. Johansen.
Op gennem 1820erne var Danmark et fattigt land. I dag kan man glæde sig over mange af de dejlige salmer, der blev skrevet i perioden. Men dengang var det ikke sjovt at være dansker. Mange købmænd og landmænd gik fallit, indtil tiderne blev bedre i 1830erne, hvor de gamle fjender i England begyndte at åbne for kornimport fra Danmark, ligesom resten af Europa begyndte at komme sig oven på krisen.