God gennemlysning af Jørgen Leths forfatterskab

Ny antologi giver Jørgen Leths skriftlige arbejder den opmærksomhed, de fortjener, og lidt til

Iben Holk (red.): Lethland. Lyrikeren og essayisten. 420 sider. 350 kroner. Museum Tusculanums Forlag.
Iben Holk (red.): Lethland. Lyrikeren og essayisten. 420 sider. 350 kroner. Museum Tusculanums Forlag.

Iben Holk er i akademiske kredse kendt for sine udmærkede antologier om store danske forfattere som Ole Sarvig, Inger Christensen, Per Højholt og Peter Seeberg. Nu er han vendt tilbage til en gammel praksis og har redigeret en god antologi om Jørgen Leth. Der er tilsyneladende ingen ende på udgivelser af og om Jørgen Leth i disse år.

Bogens titel er, lidt søgt, Lethland, og undertitlen lyrikeren og essayisten vækker undren. Er Jørgen Leth essayist? Det må være i genrens bredeste forstand. For godt et halvt år siden udsendte Dan Ringgaard en fremragende monografi, Stoleleg, om Jørgen Leths digtning og film med et samlet synspunkt og en konsistent terminologi. Begge dele savnes nødvendigvis i en antologi, hvor forfatterne er mange.

LÆS OGSÅ: Mangel på religiøs selvhjælp og på kirkens rolle i verden

Til gengæld præsenterer antologien udfoldede nærlæsninger af de enkelte værker og en mangfoldighed af tilgange til forfatterskabet.

Antologiens første og væsentligste del behandler den lyriske produktion fra den modernistiske debut Gult lys (1962) over pop-digtsamlingen Sportsdigte (1967) frem til de mere selvbiografiske digte i Det gør ikke noget (2006). Skribenterne er fortrinsvis universitetsansatte, og de holder et højt fagligt niveau.

Generelt virker det, som om hver enkelt skribent har fået det rigtige værk til analyse, det vil sige det værk, den pågældende har de bedste forudsætninger for at analysere. Bedst er de bidrag, der rokker ved de forventede konklusioner, og som analyserer på en klar, sikker og overbevisende måde.

Eksempelvis leverer Bo Hakon Jørgensen et upåklageligt forsvar for kvaliteterne i de to første og ofte udskældte digtsamlinger. Mens Peter Stein Larsen ganske selvstændigt påpeger en modstrøm i Jørgen Leths postmoderne poetik, hvor især digte fra Det går forbi mig (1975) præges af en senromantisk tillid til skabelsens magi.

Allerbedst er Frederik Stjernfelts gennemgang af Lykken i ingenmandsland (1967), som med en sproglig veloplagthed, der aldrig kammer over, og et udsyn, som ikke er demonstrativt, blandt andet karakteriserer samlingen på følgende måde: sprog og poesi som sætstykker; inddragelsen af mediefraser som readymades; fokus på medieoverflade, betydningsløshed og antimetafor; udskiftelighed og horisontalitet; sammenflyden mellem iscenesat medieverden og privatliv med digterens egen person som indsats; fokusering på sete, iscenesatte, filmede scenarier uden dybere plotbetydning. (side 55).

Til de mindre imponerende bidrag hører Lars Bukdahls villet utraditionelle behandling af Sportsdigte. Det er ikke særlig givende at læse en rent statistisk analyse af sportsdigtene uden nogen vægtning af iagttagelserne, og den sammenlignende analyse af Sportsdigte og Peter Seebergs debutnovelle, Spionen virker for det første kunstig, idet Spionen ikke handler om sport, og for det andet banaliserende i sin stærke favorisering af sportsdigtenes avantgarde-tekstualitet (s. 44).

Den største svaghed ved Stefan Kjerkegaards analyse af Billedet forestiller (2000) er, at det netop ikke er en værkanalyse, men snarere en overflyvning af hele forfatterskabet, som, hvis læseren læser antologien kronologisk, blot repeterer de foregående bidrags pointer. Dertil kommer en påfaldende usikkerhed eller overdreven forsigtighed, som giver sig udtryk i et overforbrug af biordet måske.

Antologiens anden del omhandler Jørgen Leths såkaldte essayistik, men betegnelsen dækker mere præcist over jazzartikler, tekster om cykelsport og film, og så de to første af de tre bind erindringer af forfatteren kaldet scener fra mit liv. Flere af de omhandlede værker hører til i marginen af Jørgen Leths samlede produktion, og skribenterne har da også ofte besvær med at holde sig til værklæsningen. Ligesom i ens første del er der højde- og lavpunkter.

Højdepunktet er Søren Birkvads nøgternt-kritiske analyse af skandalesuccesen Det uperfekte menneske (2005), som ikke forfalder til hverken tilbedelse af eller væmmelse ved Jørgen Leths valg i livet.

Anderledes tvivlsom er Bo Tao Michaëlis på én gang letfærdige og famlende håndtering af Friedrich Nietzsches musikfilosofi i en analyse af Jørgen Leths ungdomsinteresse for jazzen.

Endelig afsluttes antologien af et umådelig langt interview med Jørgen Leth ved ens redaktør, Iben Holk. Ikke overraskende svarer Jørgen Leth godt for sig, men intervieweren glemmer den kritiske distance, og man føler sig hensat til en venskabelig samtale mellem en beundrer og en beundret.

Museum Tusculanums forlag har leveret en grafisk smagfuld og en ualmindelig dygtig korrekturlæsning.