Forster blev en gammel mand, født 1879 og først død 1970 som 91-årig. Efter hans død udkom hans tilståelsesroman Maurice (1971), hvori han vedgik sin homoseksualitet.
Anne Mette Bruun har tidligere skrevet om Virginia Woolf og hendes søster fra Bloomsbury-gruppen i England; en gruppe, som også Forster tilhørte, der dyrkede den frie intellektualitet og seksualitet i et miljø af kunstnere og videnskabsfolk. Hendes nye om Forster er en regelret biografi, der går fra livsoplysninger (breve, dagbøger) til værkerne og forklarer dem derudfra.
LÆS OGSÅ: Kan Gud tilgive? Rystende bog om Pol Pot-styret
Bogen er skrevet som en sammenfletning af oplysningerne, der findes i sekundærlitteraturen om Forster med stærk understregning af den homoseksuelle tendens i Forsters liv. Ja, den er ikke meget forskellig fra tidligere tiders biografi om for eksempel Drachmann, der blev faseopdelt efter sine damer. Som sådan er den en hyggelig og grundig , der tager en gennem alle skjulthederne i Forsters liv i de første 70 år af 1900-tallet og deres intellektuelle engelske miljøer.
I forhold til andre medlemmer af Bloomsbury-gruppen var Forster en meget tilbageholdende mand. Han var i mange år stærkt afhængig af moderen, og blandt andet af hensyn til hende udviklede hans romanskriverier sig til fiktive skjulemanøvrer for den seksualitet, der kun kunne udsiges skævt i heteroseksuelle dækhistorier.
Anne Mette Bruun sammenfatter sit billede af Forster således: Midt i sin frie tankegang og sit udsyn var Forster hæmmet og lukket omkring sin egen situation. Det er, som om han bestandig befinder sig i et spændingsfelt mellem en offentlig og en skjult verden. Ud af dette spændingsfelt træder en forfatter, der på den ene side var bange for at vise, hvem han selv var, og på den anden side følte det som en eksistentiel nødvendighed hele tiden at gøre det i sit forfatterskab.
Bogen er i sine plausible redegørelser et godt argument for den påstand, at kunst udspringer af privatliv som en forvredet sand tale, ja, at kunst er det eneste sted, hvor hjertet kan tale sin sandhed, men altid i fiktionens gåseøjne. Det kunstneriske arbejde, der ligger i opfindelsen af fiktioner, lægger den biografiske metode sjældent vægt på og det kan godt blive en smule trættende hele tiden at blive ført tilbage til den ene sandhed: seksualiteten. Men som model for ud af skabet-handlinger vil Forsters historie uden tvivl være givende for mange indespærrede.