Til søs med den litterære super-tanker Herman Melville

Flertydighed og eksistentiel absurditet er i højsædet i tre af amerikanske Herman Melvilles mesternoveller, der nu udkommer på dansk i Flemming Chr. Nielsens store oversættelsesprojekt

Herman Melvilles bedst kendte roman er ”Moby Dick”, der handler om en kaptajns jagt på den store hval af samme navn. Men næsten alle Melvilles romaner og noveller – som i den nye bog på dansk, ”Billy Budd og Veranda-fortællinger” – skildrer livet til søs. Moby Dick er malet af James Edwin McConnell (1903-95). –
Herman Melvilles bedst kendte roman er ”Moby Dick”, der handler om en kaptajns jagt på den store hval af samme navn. Men næsten alle Melvilles romaner og noveller – som i den nye bog på dansk, ”Billy Budd og Veranda-fortællinger” – skildrer livet til søs. Moby Dick er malet af James Edwin McConnell (1903-95). –. Foto: .

For kunstnere har der altid været noget stærkt tillokkende ved havne og skibsfart. Som forfatter eller filminstruktør får man en stor mængde stof og dramaturgiske muligheder forærende ved at stå til søs. For eksempel er det nærliggende at se livet på et skib som et mikrokosmos, der afspejler det omgivende samfund. Derudover ligger de tilspidsede dramaer ligefor, for længsler og drifter træder tydeligere frem i det snævert afgrænsede liv på et skib. Og den afmålte tid, som et skibstogt tager, forærer kunstneren en ramme for værket med naturligt indbygget spænding: Bliver mytteriet slået ned, inden skibet når i havn? Hvad sker der i de 24 timer, sømanden er i land?

LÆS OGSÅ: Mellem kirken og trafikskiltet med sort sne

Læg dertil de uopslidelige eksistentielle kvaliteter, som skibsfarten historisk indeholder: længslen efter frihed på det åbne hav, floden som metafor for livet, drømmen om den fantastiske handel i kolonierne og rejsen mod det ukendte og potentielt destruktive, ind i Mørkets hjerte, som en af de store søfartsforfattere, Joseph Conrad, kaldte sin klassiker.

Mange er de forfattere, der i sikker havn bag skrivebordet har drømt om at bruge pennen som harpun og sætte spidsen i menneskets drift mod havet én gang for alle. Hemingway skrev om den gamle mand og havet, Mark Twain sendte Huck Finn og slaven Jim ned ad Mississippi-floden på en tømmerflåde, Tom Kristensen længtes mod skibskatastrofer, hærværk og pludselig død, Peter Høeg lod Smilla sejle af sted på Kronos mod Grønland på eksistentiel søgen, og folkene bag Forbrydelsen 3 lod for nylig den succesrige tv-serie udspille sig med rederiet Zeeland og en mørkelagt forbrydelse på et containerskib som omdrejningspunkt.

Og så har vi slet ikke nævnt Noas ark, der overlevede verdens undergang, og Titanic, alletiders største skibsforlis, som for længst har bevæget sig fra virkelighedens verden over i kunstens frugtbare knopskyderi med utallige kulturprodukter i slipstrømmen.

Alle moderne forfattere blegner dog i sammenligning med Herman Melvilles besættelse af skibe og havfart. Denne store amerikanske forfatter fra USAs litterære guldalder i midten af 1800-tallet skrev den ene farverige søfartsroman efter den anden.

Melville levede i de store opdagelsers tid, hvor de sidste hvide pletter på landkortet blev indkredset af flåder af slave- og handelsskibe på mission mellem kontinenterne.

I tidens stil skrev han ramasjang-romaner om farverige fremmede på eksotiske øer, men hans værker rummer altid også dybere lag intet sted så komplekst fremstillet som i hvalfangerromanen Moby Dick om kaptajn Ahab og den hvide hval, der iscenesætter og legemliggør så mange af menneskets drømme om havet og alletiders store fangst, at professorer og læsere har været beskæftiget med den, siden den udkom i 1851. Eller rettere sagt: Siden den blev genopdaget i 1920erne, for romanen var en fiasko i sin samtid, og Melville døde glemt og forgældet i 1891. Men som et stykke vraggods dukkede Moby Dick op på litteraturhistoriens kyster og er i dag en af de største klassikere i amerikansk litteratur.

Takket være oversætteren Flemming Chr. Nielsen er danske læsere nu ved at genopdage Melville igen. I en næsten kaptajn Ahabsk målrettethed har Nielsen sat sig for at oversætte alle Melvilles romaner til sprudlende dansk, så vi, når bedriften er overstået, og Nielsen er i havn, har en komplet og opdateret udgave af Melville på dansk. Tidligere er udkommet Pierre eller Flertydighederne (2003), Bondefangeren (2004), Israel Potter (2006), Mardi og en rejse dertil (2007) og Redburn hans første rejse (2009). I 2011 udkom kraftanstrengelsen Moby Dick eller Hvalen, og nu er turen kommet til novellesamling, Billy Budd og Veranda-fortællinger.

Man kunne måske tro, at vi nu skal om bord i de mindre robåde i Melvilles litterære flåde, men samlingen rummer hele tre mesterfortællinger, som alle indgår i den amerikanske kanon. Ud over den gådefulde titelnovelle om et justitsmord på fortopsgasten Billy Budd, hvis uskyld får det værste frem i modparten, banjermesteren John Claggart, er mesterstykkerne i samlingen Skriveren Bartleby og Benito Cereno.

I førstnævnte er vi på et advokatkontor i New Yorks havn, hvor fortælleren beskæftiger tre kopister eller skrivere, blandt dem Bartleby. Han er, som så ofte hos Melville, forlenet med både realistiske og symbolske træk. Bartleby er nøjsom mand, som i begyndelsen passer sit arbejde, indtil han en dag på sin chefs anmodning om udførelsen af en simpel arbejdsopgave siger: Jeg vil helst ikke.

Da afvisningen gentager sig med samme ordlyd og uden begrundelse, stiger advokatens desperation, for hvad gør man med et menneske, der blot nægter? En af glæderne ved at læse Melville er, at man kan fortolke hans figurer på mange måder er Bartleby en helt og model for senere militærnægtere? samtidig med at man på et realistisk plan føler med fortællernes frustration og afmagt over ikke at kunne håndtere verden og forstå den. Det er absurd, humoristisk og sært urovækkende, at Melville sådan fanger det moderne menneskes magtesløshed på kornet.

Den sidste novelle på klassikerniveau er Benito Cereno, som handler om en slaveopstand på at spansk handelsfartøj ud for Chiles kyst, og som Steven Spielberg brugte som forlæg til sin film Amistad fra 1997. Alt på skibet er iscenesat til at udtrykke normaltilstand, da en amerikansk kaptajn fra et nærliggende skib går om bord, men langsomt dæmrer det for den godtroende fortæller, at han er kommet til den omvendte verden, hvor de sorte har taget magten.

Denne Melville-novelle er et mesterstykke i antydninger, fordrejninger og gådefulde udsagn, og kun langsomt går pråsen op for kaptajnen og den gysende læser, som i et spejl og i en gåde fornemmer, at novellen også handler om det evigt komplicerede forhold mellem sort og hvid og om et af de sidste tabuer i vestlig civilisation: kannibalisme.

Sagt på en anden måde: Billy Budd og Veranda-for-tællinger er lastet med de store eksistentielle dramaer. Man kunne være fristet til at anbefale samlingen som den berømte at medbringe på en øde ø, hvis ikke det var, fordi Melville er så social en forfatter. Hans værker handler nok om enere, der skal finde mening i en moderne, sløret og gådefuld verden, men det er altid i kraft af de andre, at fortællerne og hovedpersonerne kommer i land.

Intet menneske er en ø, som John Donne sagde. Men vi er, lærer Melville os, stedt i farefuldt farvand, hvor understrømmene gør det svært for os at navigere og komme i havn.