Nu er det officielt: Europa får brug for nødhjælp

Røde Kors har netop erklæret Europa for kriseområde. Situationen vurderes flere steder til at være så ekstrem, at nøden vil resultere i uro og opstand. Hvad betyder det for europæerne, og hvad betyder det for udviklingstankegangen?

Man skønner, at omkring 120 millioner europæere lever under EU's officielle fattigdomsgrænse, og EU-Kommissionen har foreslået en såkaldt fattigdomsfond, der skal afhjælpe den situation, som Europa befinder sig i.
Man skønner, at omkring 120 millioner europæere lever under EU's officielle fattigdomsgrænse, og EU-Kommissionen har foreslået en såkaldt fattigdomsfond, der skal afhjælpe den situation, som Europa befinder sig i. Foto: Jakob Dall Denmark.

Her i begyndelsen af det nye år har Røde Kors officielt erklæret Europa for kriseområde. Det betyder i praksis en omlægning af organisationens strategi, der for første gang i nyere tid skal ruste især Røde Kors i Sydeuropa til at håndtere dyb nød og konflikter på et hidtil uset niveau, som det formuleres.

Det er ikke mindst erfaringerne fra Nordafrika og Mellemøsten de seneste par år, der får Røde Kors til at tage det relativt drastiske skridt. Man ved og det har de arabiske oprør mindet os om at en veluddannet arbejdsstyrke uden job kombineret med ulighed, fattigdom og nød er opskriften på problemer.

Man skønner, at omkring 120 millioner europæere lever under EUs officielle fattigdomsgrænse, og EU-Kommissionen har foreslået en såkaldt fattigdomsfond, der skal afhjælpe den situation, som Europa befinder sig i.

LÆS OGSÅ: Danske nødhjælpsorganisationer ser vigtigere mål end fattige i Sydeuropa

Store indkomstforskelle i Europa er ikke nyt i sig selv, men to ting er anderledes nu: På rekordtid har mange oplevet et massivt fald i deres indkomst og levestandard, hvilket har ført til en eksplosion af antallet af borgere under den officielle fattigdomsgrænse. Det andet nye er, at krisen, særligt i Sydeuropa, har resulteret i en fattigdom, som man ikke har kendt i Europa i mange år. I Spanien anslår Røde Kors eksempelvis, at ud af de flere millioner, der får hjælp lige nu, er omkring 300.000 så ekstremt udsatte, at de ingen chance har for at klare sig selv.

Det rejser naturligvis spørgsmålet om, hvordan fremtidens bistands- og udviklingspolitik ser ud.

Vi er vant til at tænke Nord over for Syd eller i-lande over for u-lande. Men den inddeling er under opbrud. I 1990 levede 93 procent af verdens fattigste i lavindkomstlande, hvor det i 2010 havde ændret sig radikalt, så 75 procent af klodens virkeligt fattige nu skulle findes i såkaldte mellemindkomstlande.

Min påstand er, at mange organisationer ikke mindst de danske tøver med at erkende denne nye virkelighed, da det også betyder en fundamentalt anden måde at skulle henvende sig til befolkning og donorer på. Budskaber om en sultkatastrofe i Afrika eller mangel på rent drikkevand et sted i Latinamerika er trods alt nemmere at kommunikere end det komplekse billeder, der tegner sig nu.

Sagt kort, og dermed pr. definition noget forenklet, kan vi konkludere: Fattigdom er ikke længere et resultat af underudvikling, men af en skæv indkomstfordeling. Ser man på 2012, der netop er overstået, og hvilke lande der klarede sig godt, og hvilke der ikke gjorde, er billedet også relativt klart. Der er flere afrikanske lande på top 10-listen over højeste økonomiske vækst det forgangne år, og det har stået klart et godt stykke tid, at Indiens og Kinas økonomier vokser nærmest eksplosivt.

Betyder det, at der ikke er fattigdom i for eksempel Asien og Afrika længere? Nej, på ingen måde. Desværre. Ligesom Europas relative velstand for relativt velstående er vi trods alt stadig ikke betyder, at vi er forskånet for fattigdom.

Den beslutning, som Røde Kors har taget, understreger, at vi med al sandsynlighed er på vej mod en ny verden, hvor ekstrem fattigdom og nød også kan ses i Europa. Hvis altså vi ikke gør noget, vel at mærke.

For selvom det kan forekomme dystert, er det stadig de beslutninger, vi træffer i dag, der bestemmer, hvordan vi lever i morgen. Og som berørt indledningsvis er der to grunde til at reagere: Den første bør være den etiske altså, at mennesker lider. Den anden er, at fattigdom har det med at resultere i oprør og uro, som igen har det med at avle endnu mere fattigdom. Det er blandt andet derfor, at Røde Kors råber vagt i gevær, og derfor at EU tager initiativ til fattigdomsbekæmpende foranstaltninger.

Det er ikke noget nyt, at udviklingshjælp også handler om at undgå konflikt og flygtningestrømme, hvorfor det ud over de etiske aspekter altid har givet god mening at støtte skrøbelige og fattige lande i eksempelvis Afrika og Asien. Det skal vi stadig gøre for deres skyld og for vores egen. Men vi skal også gøre mere end det.

De humanitære organisationer bliver simpelthen nødt til, hvis ikke før, så i hvert fald nu, at angribe fattigdomsproblemet på en ny måde. Nød, sult, elendighed og fattigdom findes desværre stadig, men ikke på en måde, hvor det forekommer i en eller flere verdensdele, mens det er fraværende i andre.

Det er ikke og må aldrig blive et enten-eller, men et både-og. Nød og elendighed, også i vores egen baghave, er ikke grund til at kaste håndklædet i ringen og give op, men det modsatte. Det bekræfter blot det, vi har vidst et godt stykke tid, at verdens fattigdomsproblem er under voldsom forandring. Det kan forekomme voldsomt, når det rykker så tæt på, men opgivenhed må aldrig være svaret.

Brian Esbensen er cand.scient.soc. med speciale i udviklingsstudier og internationale politiske forhold. Han kommenterer aktuelle udviklingspolitiske problemstillinger for Kristeligt Dagblad