Velkommen til appelsinen.
Sådan sagde Louisianas museumsdirektør, Poul Erik Tøjner, da udstillingen Andy Warhol Tidlige tegninger åbnede i denne uge på Louisiana. For ligesom Aladdin i Adam Oehlenschlägers eventyrfortælling, der beviser sit held med at gribe appelsiner med sin turban, mener Louisiana at have fået appelsinen i turbanen. Det har, som det første museum i verden, fået lov til at vise tegninger fra den berømte pop art-kunster Andy Warhol, fra før han kaldte sig kunstner. Tegningerne er fra 1950erne, og det var først i 1960, at Andy Warhol erklærede sig som kunstner. Men at det er kunst, der nu hænger i råhvide rammer i Louisianas vestfløj 170 tegninger på groft papir med tegnestiftshuller, brunt tape og iturevne hjørner er museumsdirektøren ikke i tvivl om.
LÆS OGSÅ: Warhol som hvalp
Selvom Warhol ikke selv har vist tegningerne frem og først erklærede sig som kunstner i 1960, så har han jo alligevel gemt tegningerne af en eller anden grund. For mig at se er det her uden tvivl kunst. Det er en billedproduktion, som er stor og omfattende. Meget af det er kalkeret fra fotos, og det lever derfor ikke op til idealerne for frihåndstegning, men det er ligegyldigt, for motiverne får os til at tænke over ting på en måde, som vi ikke kunne gøre uden billederne.
Fingre på tangenter, hånden med blækpennen, legende børn, androgyne personer, machomænd, hattedamer og filmdivaer er nogle af de motiver, som Warhol har indfanget i en enkel og sommetider minimalistisk streg. Og de skitseagtige tegninger viser en ny side af Warhol, mener Poul Erik Tøjner.
Warhol er ellers kendt som den kommercielle popkunster med Coca-Cola-flasker, dollarsedler og ikonbilleder af Marilyn Monroe som en art varedeklaration på hans kunst. Han var iscenesætteren og den krukkede homoseksuelle kunstner, der bevægede sig i de kreative miljøer i New York, omringet af skuespillere, kunstnere og filmfolk. Men tegningerne her viser en mand, som også havde stort blik for det humane.
Gennem tegningerne får man et portræt af Warhol som et menneske med stor interesse for menneskelige væremåder, men også med en distant, lidt ulykkelig, melankolsk afstand, siger Poul Erik Tøjner, som mener, at popkunsten netop også handler om de menneskelige følelser, men ofte er blevet misfortolket og beskyldt for kun at behandle det overfladiske og kommercielle:
Ofte lyder det, at popkunsten kun handler om reklame. En kunst, som ikke har noget med den virkelige verden at gøre, og som kun koncentrerer sig om ikonerne, den kapitalistiske virkelighed og alle reproduktionerne. Men for mig at se handler popkunst også om menneskelige følelser. Måske om umuligheden af at formulere følelserne i andet end klicheer, fordi sproget er blevet så slidt og invaderet. Så nedenunder facaden var der en overvejelse over de her ting hos kunstnerne. Og det synes jeg faktisk, man får bekræftet i Warhols tegninger.
I de sort-hvide tegninger, hvor et par også har fået farvestrøg eller tegnet på farvet papir, er der ikke meget blik for reklamebranchen. Der er et par enkelte støvletter, sko og strømper og almindelig feminin æstetik, mener Poul Erik Tøjner, men ellers er det en gennemgående interesse for det menneskelige udtryk. Hvordan mennesket ser ud oppefra og nedefra, når det hænger, når det står, eller når det drømmer.
Tegningerne er som et udfoldet katalog over menneskers forholdsmåder som et lægestudie i, hvad mennesket er, inden det bliver et billede. Hvis det overhovedet findes, inden det bliver billede. Det kommer de her tegninger helt suverænt rundt om, jo mere jeg kigger på dem. De berører spørgsmål som, hvad er forskellen mellem at være et isoleret individ og så en gruppe? Hvad betyder det for eksempel for opfattelsen af mennesker, at de alle sammen kigger på noget fælles i stedet for at kigge på deres eget? Alle de her spørgsmål viser Warhol som en meget sensibel fætter, hvad man ikke kan sige, han ellers er som kunstner, siger Poul Erik Tøjner.
Det er den tyske gallerist Daniel Blau, som ved et tilfælde fandt de 300 tegninger i et arkiv, og som nu har udlånt 170 af dem til Louisiana, som ikke i et splitsekund var i tvivl om, at de skulle udstilles. For alt, hvad Warhol har lavet, er interessant, mener direktøren. Selvom der er tegninger, som i sig selv kan fremstå uinteressante, så skal det hele med, fordi det siger noget om Warhol som kunstner. Den mand, om hvem man troede, man vidste det hele.
Og så er mange af tegningerne altså bedre end de dårlige kunstneres på deres gode dage, som Poul Erik Tøjner formulerede det på pressemødet.
Den kunstner, om hvem det ofte har lydt, at han kan tegne hvad som helst, bare der er nogen, der fortæller ham, hvad han skal tegne. Tegningerne giver et indblik i drengen, der drog fra det grå, regnfulde Pittsburgh til New York for at blive til noget. Og drengen blev til anerkendt reklametegner og siden til kunstner med noget på hjerte. Men hvad det er op til den enkelte at finde frem til.
Warhol var gennem hele sit liv en observatør. Han er kendt for aldrig at engagere sig i noget som helst han svarede ikke på det, man spurgte ham om. Det betyder, at han lægger et materiale frem, som du kan bruge, som taler til dig, men det er ikke ham, der taler til dig, og det er derfor, man aldrig har kunnet finde ud af, om han var kritisk over for det kapitalistiske samfund, eller om han bare syntes, det var fedt? Og det var fuldstændig overlagt fra hans side, for det må du jo finde ud af selv.
