Konger og dronninger for en stund

Flot festskrift til dronning Margrethe om polarforskning og Grønland

Man bliver meget klogere på mange forhold af læsningen. Den foregår i et smukt redigeret værk med flotte billeder og en god opsætning. Et værk, der er en dronning værdig og som kaster glans over de forskere, der trods stor specialviden kan tale til almindelige læsere.
Man bliver meget klogere på mange forhold af læsningen. Den foregår i et smukt redigeret værk med flotte billeder og en god opsætning. Et værk, der er en dronning værdig og som kaster glans over de forskere, der trods stor specialviden kan tale til almindelige læsere.

Hvad giver man til kvinden, der har alt? Det har Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab besvaret ved udgivelsen af det flotte festskrift til dronning Margrethe i anledning af hendes 40-års regeringsjubilæum.

Festskriftet er resultatet af et symposium, hvor en række fremragende forskere formidlede viden om og fortolkning af emner inden for det grønlandske. Både naturvidenskabeligt og historisk.

Man kunne da tro, at værket er blevet meget svært at gå til. Det er det så sandelig for de fleste artiklers vedkommende. Men det afhænger selvfølgelig af den forudsætning, man som læser bringer med sig. Det lykkes overordentligt godt for geologerne at levere fortællinger.

LÆS OGSÅ: Boganmeldelse: Bibelske stemninger

Minik Rosing tager os på en herlig tur rundt i mineralernes verden og langt ind i kunstens og kulturens, mens Vagn Fabritius Buchwald fortæller en historie, som nok kun de færreste havde anelse om. Nemlig om jernet i Grønland.

Det undrede tidligere rejsende, at grønlænderne havde jern. Det havde tre kilder til det. Dels som naturlige aflejringer i jorden, dels i form af meteoritter og endelig som følge af handelssamkvem. Det er dog meteoritternes historie, der er den mest fascinerede.

Arkæologerne og etnograferne kan fortælle om landskab og verdensbillede, hvordan nordboernes verden var fast forankret i det kristne Europa, mens inuits udgjordes af en kosmologi, der forudsatte, at landskabet var besjælet. Hvor mange misforståelser kan der ikke komme ud af mødet mellem så forskellige verdensbilleder?

Kongehuset og dets forhold til Grønland er emnet for historikeren Knud J.V. Jespersen og Signe Lindskov Hansen fulgt op af en herlig billedserie fra kongehusets egne samlinger. Efter artikler om de tidlige videnskabelige beskrivelser af land, flora og fauna går linjen til antropologen Kirsten Hastrups overvejelser over et Grønland i forandring som følge af klimaændringer.

Alt i alt et værk, der forsøger at henvende sig til en dannet læser med en forsvarlig række forudsætninger. Det vil sige Dronningen. Det lykkes langt hen. Med nogen koncentration kan man følge argumentationerne og udfoldelserne.

Man bliver meget klogere på mange forhold af læsningen. Den foregår i et smukt redigeret værk med flotte billeder og en god opsætning. Et værk, der er en dronning værdig og som kaster glans over de forskere, der trods stor specialviden kan tale til almindelige læsere. Så bliver vi alle konger og dronninger for en stund.