Mit ideal er en vis kølighed, har filosoffen Wittgenstein skrevet, og de ord citerer forfatteren Jens Christian Grøndahl i sit motto for den essaysamling, han udsender i dag. Min risiko er en vis luftighed, kunne man supplerende sige, for det er den evige fare, der lurer på genren forfatteressay, ikke mindst hos en elegant skribent som Grøndahl. Det hele kan blive lidt højtravende og atmosfærisk tyndt, hvis man skal læse for mange udsagn af typen Et sted mellem historie, fortælling og myte bliver et menneske til.
LÆS OGSÅ: Tigerdyret i os alle
Alligevel er Den sibiriske måne blevet en læseværdig , og den rummer, trods enkelte knap så oplagte indslag, en fin indre dynamik i betragtning af, at langt de fleste essay har været optrykt før over en periode på 14 år.
Grøndahl er som bekendt en af de mest oversatte og internationalt etablerede danske forfattere, og næsten lige så bekendt har han savnet anerkendelse fra det hjemlige danske litteraturmiljø, som han med ond træfsikkerhed beskriver som et kollegiekøkken. Han dvæler dog ikke ved miskendelsen, men udforsker mere konstruktivt oversættelsens perspektiv. Som man har defineret poesi som det, der går tabt i en oversættelse, definerer han det gode i en prosatekst, som det, der altid vil overleve, selv i en oversat form. At han i andre lande møder læsere, der er dybt fortrolige med hans romaner, selvom de kun kender dem på et fremmed sprog, er øjenåbnende for ham. For det viser jo meget konkret, at romanformen har en særlig evne til at udforske den fællesmenneskelige eksistens, som også Milan Kundera har pointeret.
Men lige så interessant er der også en modgående bevægelse, hvor de fremmede læsere kan se noget særligt dansk eller nordisk i Grøndahls romaner, som han ikke selv umiddelbart havde øje for, men som han efterhånden har valgt at tage til sig. En ung forfatter prøver jo altid at skrive sig ud af sin sammenhæng og lægge noget til traditionen, der ikke er der i forvejen, men med tiden må han erkende, at han er led i en lang kæde af, også dansk, litteratur.
Grøndahl, som er født i 1959, har nået den alder, hvor man interesserer sig både for store forgængere og for det egne eftermæle, og et strømførende lag i en er hans forskellige forsøg på at finde sig til rette i litteraturhistorien. Helt nemt er det ikke, for der er temmelig meget, han ikke kan lide, for eksempel ånden fra tidsskriftet Heretica, hvor han ukritisk giver sig hen i samtlige klichéer fra traditionen for tåbelig Martin A. Hansen-bashing.
Men han kan heller ikke lide Rifbjerg og de modernister, der afløste Heretica, eller den Højholt, der for mange 1980-profiler blev et alternativ til Rifbjerg. Avantgardismen kan han slet ikke lide, for man kan kun sprænge traditionen i luften én gang. Han er født gammel og har altid været konservativ på det kunstneriske område (hellere Brahms end videokunst).
Som ung følte han afsmag for ungdomsoprøret uden dog senere at knytte an til en udpræget kulturkonservatisme. Han foretrækker den litterære realisme frem for eksperimentet, men har det tydeligvis skidt med den traditionelle romans dramaturgiske hersen og alvidende fortæller. Det er imidlertid netop romanens syntetiserende kraft, han sætter op imod tidens dårligdomme, som han ser som narcissisme og fjernsynsdemokrati. Blot fordi verden er kaotisk, behøver romanen ikke at være det, siger han med en slags postmodernistisk overvindelse af modernismen (selvom han heller ikke kan lide postmodernismen). Men summa summarum: Derfor kan Grøndahl skrive læselige og fortællende romaner, selvom hans tidlige litterære valg-slægtskab egentlig var den eksperimenterende franske nouveau roman og Claude Simon.
Bogens længste essay er en vældig hyldest til Jørgen Leth, som både er ven og en slags forbillede for Grøndahl. De har fælles interesse for det filmiske og for blikket (Grøndahl er meget visuel i sin romanform), og de er vel også fælles om at udstråle en levemandsagtig præference for kvalitet.
Men derudover er der mange forskelle: Grøndahl virker mere borgerlig, han er født gammel, hvor Leth er evig ung; han har ikke Leths stærke interesse for sær-verdener som sport, erotik, mediekultur, Haiti og så videre, men fremstår mere som en melankolsk eksistentialist, international bevares, men ellers ikke så forskellig fra de 1950er-forfattere, han harcellerer over. Jørgen Leth ses beundrende som den rigtige 1960er-modernist, helt fri for Martin A. Hansen; han skrev dengang lige så godt som Rifbjerg, men tog til Haiti i stedet for til Rungstedlund (Det Danske Akademi) og ville måske være endt som en Fluxus-tosse, hvis han ikke havde haft sine særlige interesser, der åbnede verden og verdenerne for ham. Jørgen Leth er også den rigtige ungdomsoprører, så erotisk frigjort som nogen, dog med en passende dosis melankoli og helt uden formløshed, infernalsk rockmusik og partisantørklæde.
Som man kan fornemme, er der en del forskellige ting på spil her. Grøndahl har ikke nemt ved at lægge sig til rette i traditionens store kæde. Han virker mere som en mand, der har svært ved at slå et telt op, han falder over pløkkerne og vikler sig ind i bardunerne, og til sidst opgiver han og forlader trodsigt pladsen for at gå alene ud i skoven. Sagt med andre ord: Grøndahl er nok endnu for ung og selvbevidst til det ærværdige projekt med at falde på plads i litteraturhistorien, som han har indladt sig på. Han lytter høfligt til de fremmede læseres ord om det danske, men det virker ikke, som om han helt tror på det. Og hvad angår de litterære forgængere, gør han det lidt nemt for sig selv ved at bunke dem sammen i kliker og grupper (noget, han netop har kritiseret avantgardismen for at gøre med traditionen), mens han selv promenerer rundt blandt andre ensomme majestæter.
Nå, hvad kan man forlange? Det er de færreste, der troværdigt kan se det almene og det historiske i deres egen individualitet. Som kun et par år ældre end Grøndahl kan jeg genkende en del af hans sym- og antipatier.
Der er noget generationsmæssigt på spil, og det kunne være interessant ved lejlighed at sammenstille Jens Christian Grøndahl og Søren Ulrik Thomsen. Jeg tror ikke, det har været gjort, og jeg har heller ikke indtryk af, at de har forholdt sig til hinanden i nævneværdig grad, ud over det, som Grøndahl sagde om Thomsen i interviewet her i avisen forleden. Der er mange ligheder i holdninger og temaer og sikkert også nogle forskelle, der kunne være interessante at forfølge i en kortlægning af generationen, der som den første skulle prøve at være ung efter ungdomsoprøret.