Da Elly var fire år, fik hun en kanin forærende af sin storebror, fordi hun skulle have en rigtig ven. Elly er hovedperson og jegfortæller i Sarah Winmans debutroman: Da Gud var en kanin, der består af to dele. Den første begynder i 1968, hvor Elly blev født, og følger det meste af hendes barndom, anden del springer frem til 1995 og frem til 2001, hvor Elly forsøger at slå igennem som journalist i London.
LÆS OGSÅ: En forfatters blik på sig selv
Første del er i øjenhøjde med barnet og bevæger sig ind i dets magiske univers, hvor meget sanses og erfares, men ikke altid kan gives ord. Det bidrager den voksne, tilbageskuende fortæller med uden at spolere magien. Der er megen smerte og dæmoni i Ellys verden, men også eventyr og kærlighed.
Forældrene er middelklasseforældre, men moderen kæmper med eftervirkningerne af chokket over pludselig at have mistet begge forældre ved en trafikulykke, og også faderen er på mange måder fastlåst af noget fortidigt.
Deres egne problemer er medvirkende til, at de ikke ser overgrebet på datteren, der forbliver en hemmelighed mellem storebroderen og Elly. Til gengæld har forældrene blik for Jenny Pennys barske liv. Hun er Ellys veninde og lever med en forvirret og alkoholiseret mor. Som forsvar udvikler hun sin egen lille verden af fantasi og mening, hvor Elly lukkes ind, og hun elsker sin veninde.
Da forældrene pludselig vinder en formue, køber de et stort, gammelt hus i Cornwall, og Elly må forlade Jenny til stor sorg for dem begge. I det nye hus leves, leges og fabuleres, og tilsyneladende har alle rum til at udfolde sig, også Joe, der endelig har vedgået sig sin homoseksualitet.
Alligevel har både Joe og Elly problemer med at finde sig selv, da vi i anden del møder dem som voksne. Ingen af dem har rigtig held med kærligheden, og Elly bliver, som en ven formulerer det, én, der skriver om livet i stedet for at leve det. Kærligheden er forankret i barndomsuniverset, knyttet til Joe og Jenny og forbundet med skyldfølelse og smerte.
I det hele taget er der megen dramatik i romanen, der viser, hvor hurtigt og voldsomt begivenheder kan bryde ind i menneskers liv.
Det kan skyldes tilfældigheder, men også fejltagelser, uansvarlighed og egoisme. Det er ikke mindst denne indbyrdes afhængighed af hinanden, romanen skildrer, både når det gælder lykke og ulykke, og især er børn jo prisgivet en verden, der kan være farlig.
Denne filosofiske indsigt, som for en dansker fører tanken hen på K.E. Løgstrups etiske fordring, viser sig i romanen som en vemodig grundtone. Samtidig er der humor, fantasi og et vitalt sprog, der giver overskud og spændvidde. Ikke dårligt af en debutroman.