Billedserie: Kunstfotograf Per Bak Jensen skaber nye billeder af den gamle kirkehistorie

Kunstfotograf Per Bak Jensen ønsker med sin nye fotobog at skabe en mulig åbning til et religiøst rum men ikke på den klassiske kirkemåde

Det udgåede træ ved Tårnborg Kirke er et af de motiver, Per Bak Jensen fotograferer igen og igen. Se en række af hans billeder ved at bladre i denne billedserie
Det udgåede træ ved Tårnborg Kirke er et af de motiver, Per Bak Jensen fotograferer igen og igen. Se en række af hans billeder ved at bladre i denne billedserie. Foto: Cæciilie Philipa Vibe Pedersen. Foto af træet nederst: Per Bak Jensen fra bogen ”Øjets Stemme”.

Foran et dødt afbarket træ, standser Per Bak Jensen op og gør tegn. Her er et af de motiver, han har fotograferet allerflest gange. Stående på en lille sneklædt høj ved siden af Tårnborg Kirke og cirka en halv kilometer fra Per Bak Jensens hjem i Halseby ved Korsør og lige over for vandet Korsør Nor, en indsø, der er forbundet med Storebælt. Den 63-årige kunstfotograf har boet på egnen de seneste 15 år og kalder området her sine jagtmarker. Hvad træet angår, har det været dødt lige så længe, som han har boet her og formentlig endnu længere tid tilbage. Og det er det fascinerende, forklarer Per Bak Jensen.

LÆS OGSÅ:
Højt til loftet og frisk luft til lungerne

Selve motivet ser underligt ud. Der er ingen blade på, og det ser næsten ud, som om det vender på hovedet. Nu ved jeg ikke, hvordan dets rodnet ser ud, men jeg kunne forestille mig, at det var nogenlunde sådan her. Og der er noget smertefuldt over måden, det strækker sine grene mod himlen.

I en plasticpose har han sin netop udkomne fotoudgivelse, Øjets Stemme, med ud til det udgåede træ for at vise, hvordan træet også kan tage sig ud.

SE 17 AF PER BAK JENSENS BILLEDER VED AT BLADRE I SERIEN OVENFOR

I bogen er det fotograferet på en sommerdag med turkis himmel bag sig og grønt buskads foran sig. I dag er det hvidt i hvidt. Sne på jorden og sne fra himlen. Vi går og halvsnubler videre ned ad kirkestien, hvor sneen dækker over vandfyldte hjulspor beklædt med tynd is. Han udpeger flere ting på vejen, som kunne blive motiver: grene, der titter op fra sneen, et industrielt fodertrug til kvæg, en pudsig samling af gule plastikhåndtag på et elektrisk hegn, der træder kraftigt frem i den hvide sne. Eller en plastikpose, som i en storm blæste rundt, indtil den landede i et træ. Det er aldrig de objektivt smukke motiver, der får ham til at klikke på udløserknappen.

Det kan blive for æstetisk smukt. Det er fint med skønhed, men det er ikke altid nok, siger han og peger på dyrespor i sneen.

Det er også lige noget for mig, det der. Dyrespor har jeg fotograferet mange gange.

Per Bak Jensen, en af Danmarks mest anerkendte kunstfotografer, er konstant på jagt efter det, han kalder sprækkerne i motiverne, hvor noget pludselig får et andet lag og en anden mening. Hvor der i hvert fald inden i ham selv bliver åbnet til det, han definerer som et religiøst rum, som det andet.

Alle billederne er udtryk for en tilstand, hvor jeg er løbet tør for ord, forklarer han.

Han fortalte om det lige før, da vi sad hjemme i den lune præstegård i Halseby, og han og hustruen, Susanne, der er præst, serverede hvid tempelte og hjemmebagte boller, og betragtede havens hierarki ved foderbrættet. Per Bak Jensen er fugleentusiast og fik hurtigt indviet sine gæster i, hvordan spurvehøge cirka tre gange dagligt dykker ned efter havens småfugle, som uvidende pikker korn. En del af virkeligheden. Og lige præcis virkeligheden er den, Per Bak Jensen er optaget af fotografisk. Således også i Øjets Stemme.

Det er en god idé at vise, hvad man tror på. Jeg tror, der er brug for sådanne billeder. Billeder, som bare forestiller det, det er. Normalt, når jeg er i den ganske almindelige hverdag, så tænker jeg ikke over, at virkeligheden og verden skulle være noget særligt. Men er jeg et sted, hvor jeg har god tid, kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvad meningen er med livet og med det hele. Er der mere end det liv, som vi alle sammen tager del i, funderer han.

Det er også derfor, han altid arbejder alene og stort set altid undgår at have mennesker på sine billeder. De er vanskelige.

Den følelse, vi taler om, opstår sjældent, når jeg er sammen med andre. Det er noget, der finder sted, når der ikke er for meget støj, siger han og prøver at sætte ord på, hvad det er, der sker, når han finder det motiv, han ubevidst har ledt efter.

Det er, som om vi ikke er alene, det er ligesom, at der er flere lag i den her virkelighed. Det er ikke, fordi virkeligheden ikke er nok, den er skam mere end nok, men det er, som om der er flere lag i virkeligheden, og man kan komme til at se en sprække. Det, man ser, er ikke, at tingene ser anderledes ud, men det virker, som om man bliver klar over, hvordan tingene ser ud, som om der falder et slør væk. Det kan ske når som helst til en middag eller under en gåtur i skoven. Man kan se det, der er, på en ny måde. Det er derfor, bogen hedder Øjets Stemme, for når man ser sådan noget, får man lyst til at fortælle andre om, at man har set det. Når jeg så taler med folk, så siger de, det kender jeg da også, det er da ikke noget særligt, Per. De fleste kender det udmærket.

Jeg synes nu, det lyder lidt kompliceret. Kan du ikke prøve at give et eksempel?

Det kan være, når nogen oplever, at deres forældre bliver gamle og dør. Og pludselig er de ikke længere nogens søn eller datter. Noget, som man har været uundgåeligt og i lang tid, holder pludselig op. Mange taler om satori, en særlig indsigt, en slags afklarethed, en åbning af en erkendelse, som man ikke får benyttet sig af til daglig. En slags opvågning. Kristendommen er vel et udtryk for, at man bliver noget mere end den, man var før. At man bliver den, man virkelig er.

Bogen Øjets Stemme er bygget op om 19 billeder fra forskellige steder i verden. Der er både billeder fra Korsør-området, Rom og Jerusalem. Følelsen af det religiøse rum kan altså komme forskellige steder. Det første billede i bogen er taget i Rom, en by fyldt med katolske symboler, men det var naturligvis ikke på Peterspladsen, at Per Bak Jensen fandt sit motiv. Han tog i stedet ud til EUR-byen, en del af Rom, som Mussolini byggede i begyndelsen af 1940erne. I dag er det en by med mange universiteter, kontorer og fabrikker, men der er stort set ikke nogen beboelse. Så om sommeren ligger den bydel næsten øde hen. Her blev han fanget af en hvid statue af en vandringsmand.

Han har en stav i hånden. Det ser ud, som om han er ude at lede efter et eller andet. Det er derfor, det er det første billede. Det passer til, at jeg leder efter tegn, og jeg leder efter sprog. Jeg tror, jeg tog billedet, fordi det lignede mig selv. Det lignede noget, jeg kendte. På en måde er det næsten et selvportræt. Her er én, der står midt i naturen og lidt i kulturen og leder efter noget.

Statuen er det tætteste, man kommer på et menneske i Øjets Stemme, og Per Bak Jensen tror da også, at mange som udgangspunkt vil sige, at det er nogle kedelige billeder, som ikke umiddelbart siger dem noget. Men han håber, de vil give billederne lidt tid.

Hvis man kunne tvinge folk i et par minutter til at kigge på billederne, så kan ens fantasi alligevel ikke holde sig i ro. Jeg mener, der er lagt et guddommeligt billede ned i os alle sammen. Vi længes alle efter at finde det et eller andet sted at blive forenet med det. Det er også det, som langt de fleste teologer taler om. De taler om, at kroppen er en slags tempel, og at det egentlig er der, det foregår. Det er ikke så meget oppe i kirken. Dermed ikke sagt, at alle, der ser på billederne, vil få den samme religiøse følelse. Men derfor synes jeg, man skal lave dem alligevel, siger han.

Et af billederne i bogen forestiller en højttaler på en hvidkalket væg. Det er den højttaler, der hænger i Tårnborg Kirke og dermed formidler hans kone, Susanne Jensens, ord ud til menigheden.

Meningen er, at der i alle billederne er en højttaler, selvom den ikke er der fysisk. Det er tænkt sådan, at alle billederne skal råbe ad os, så vi netop får set det, der ikke er på billederne, siger han.

Og indtil videre er billederne blevet ved med at råbe til ham.

I løbet af sin lange karriere har han aldrig oplevet en krise.

Det strejfer mig da nogle gange, om kilden løber tør. Jeg har det jo, som om noget kalder på mig, men det kan jo være, at der pludselig bliver helt stille.

Spørger man Per Bak Jensen, om han er kristen, er svaret et klart ja. Han fortæller, at han sidder på kirkebænken i Tårnborg Kirke hver søndag og holder særligt meget af salmerne, som også kan have de omtalte flere lag, han også altid leder efter i sine billeder. Troen er kommet med tiden.

Han voksede op på Nørrebro i København i en baggård med udsigt til skraldespande og rotter. Kristendommen var ikke en del af opvæksten, men som dreng fik han tidligt interesse for at tage hen i Zoologisk Have og fotografere. Ikke nødvendigvis dyrene, men oftere de tomme grotter. Sneg der sig et dyr ind i linsen, så det ofte lidt hjælpeløst ud.

Jeg har altid haft det sådan, at der er noget, der gør mig urolig. Som om jeg har vitaminmangel og går og leder efter noget min medicin. Der er for mig en del terapi i det at tage billeder.

Er det også din religiøse praksis?

Ja, det kan man godt sige, det er. Ja, det er det helt sikkert. Jeg er løbet ind i det, når jeg har været ude i skoven. Igennem fotografierne er jeg blevet sporet ind på det efterhånden. I begyndelsen ledte jeg bare, men jeg vidste ikke efter hvad. Men når jeg så så noget, var jeg ret sikker på, at det var det, jeg ledte efter. Jeg har ikke altid været så bevidst omkring, hvad det var for et kald. Men for mig bliver det mere og mere klart, at det hænger sammen. Det passer på en eller anden måde, at man ikke er alene.

Men selvom han altså er kristen og kunstfotograf, understreger han flere gange, at han ikke ser sig selv som en religiøs kunstner, og det vil han helst heller ikke klassificeres som.

Kristendommen er et mysterium, og det skal den have lov at være. Jeg kan frygte, at man gennemgår alle krogene med en lygte, så mysteriet bliver mindre eller går helt ud ad døren. Problemet er, at vi ikke har et rigtigt sprog til at tale om det der, vi kan kalde det det andet. Så snart man kalder det Gud eller det guddommelige, er man begyndt at give det en form og at personliggøre det. Det mener jeg er meget farligt, for så snart man kalder det det guddommelige, iklæder man det en form, som bliver mere og mere fremtrædende. Man kan risikere, at mennesket ligefrem er medskaber af det guddommelige. Det bliver en slags forankring i, at sådan ser det guddommelige ud, siger Per Bak Jensen.

Så når kunstnere laver udsmykninger til landets kirker og vælger de klassiske motiver som nadveren eller opstandelsen, er det ofte begrænsende for kristendommen.

Ofte ender deres kunst som illustrationer, der skal passe til lejligheden og stemme sindet i en bestemt retning. Den slags kunst ender ofte som en slags bevisførelse for, at det rent faktisk fandt sted. Billederne på Gud er skam fine nok, men de ender som illustrationer, mener Per Bak Jensen.

Inden vi tager afsked, står vi en tid i sneen ved mundingen til Korsør Nor og kigger ud over vandet. Ænder duver som små sorte klatter på vandoverfladen uvidende om, at det er jagtsæson.

Se, nu kommer der blus på lampen, siger Per Bak Jensen.

Solen er netop brudt igennem den ellers snegrå himmel og kreerer lyse stråler på en måde, som børn ville tegne dem. Eller som kristne kunstnere ville lave dem på et kobberstik, påpeger fotografen. Et oplagt opstandelsesmotiv, måske? Men det er lige præcis det, der er hans pointe, at det er et billede, han ikke skal lave, fordi det vil være alt for illustrativt. Det vil passe alt for godt ind i folks på forhånd definerede billede på opstandelsen.

Problemet med meget af den religiøse kunst er, at den beskriver kristendommen, som den var engang. Det er de samme motiver, der bliver lavet igen og igen, og det er, som om fortællingen nu er slut og færdig, men det mener jeg ikke. Faktisk er den kun lige begyndt. Jeg synes, det handler om at turde det, som mange stejler over. Vi skal lave nogle nye billeder på den gamle historie. Billeder, som passer ind i vores virkelighed.