Stilhed er mere end fravær af larm

For biskop Peter Skov-Jakobsen handler stilhed også om at give plads til eftertænksomhed i livet. Selv hører han sjældent musik. Men derfor kan voldsom festlarm godt være god larm

Der må indimellem være pauser, så musikken kan klinge af, og samtalerne kan klinge ud, mener 53-årige Peter Skov-Jakobsen, biskop over Københavns Stift. –
Der må indimellem være pauser, så musikken kan klinge af, og samtalerne kan klinge ud, mener 53-årige Peter Skov-Jakobsen, biskop over Københavns Stift. –. Foto: Leif Tuxen.

Som biskop i København kender Peter Skov-Jakobsen udmærket til den larm, der lever i en storby. Alligevel er der overraskende og betryggende stille her i bispeboligen midt inde i København, skråt over for domkirken.

Udenfor høres bilernes beroligende summen, mens stilheden i stuen dannes af radiatorernes stille, pibende susen og den taktfaste tikken fra et lille, sort, rundt ur i vindueskarmen. Tavsheden brydes indimellem af biskoppens latter gennem døren fra hans kontor ved siden af.

LÆS OGSÅ: Vi savner stilheden

I et debatindlæg i Politiken kort før jul brokkede Peter Skov-Jakobsen sig over al støjen i samfundet. Han følte sig snart nødsaget til at gå rundt med ørepropper, skrev han.

Men han har intet imod storbyens lyde, forsikrer han, da han få minutter efter er trådt ind i stuen, i slet skjult frygt for at lyde som en gammel sur biskop, der forskanser sig bag kirkens mure og mest af alt ønsker sig tilbage til tidligere tiders stilhed.

Jeg synes, det moderne samfund er meget spændende, og jeg ville nødig leve i en anden tid eller være kustode i nogen kulisse, siger han, ofte efterfulgt eller afbrudt af små afløb af varm latter.

Med debatindlægget ønskede han dog at kritisere den hensynsløse privatiserede lyd, som mange åbner for fuld sluse for i det fælles offentlige rum, eksempelvis via mobiltelefonen.

Du får kun det halve af samtalen, og er du almindeligt begavet, kan du ikke lade være med at forsøge at gætte på, hvad den anden siger. Du leder efter den manglende del af samtalen.

Nogle lyde hører naturligvis med til det moderne samfund og til livet i en storby, medgiver biskoppen, men ikke alle.

De trygge rammer i bispeboligen rystes hvert år af musikfestivalen Distortion, der finder sted i indre København, og som meget lakonisk beskriver sig selv som en fest-tsunami, når musikken buldrer på fuldt tryk ud af højttalerne opstillet langs de små gader.

De begynder hver dag klokken 15 og fortsætter til 23. Larmen er så voldsom, at hele det gamle hus her står og hopper, så man håber, at alle mursten lander rigtigt oven på hinanden igen. Det er ikke den form for musik, jeg naturligt lytter til, og derfor er det også larm i mine ører. Men det er en god larm, siger biskoppen og uddyber:

For jeg kan ikke lade være med at se, at det er en mægtig fest, hvor mennesker er glade, og der bliver båret nogle glade branderter med hjem. Og sådan nogle gode fester må man ikke forstyrre med sin surhed, og det kunne jeg heller ikke drømme om.

Han giver et eksempel på en negativ form for larm, mens han gestikulerer videre med hænderne, der har svært ved at holde sig i ro.

Det er for eksempel larm, når der er aggressioner i luften herude på gaden en almindelig fredag eller lørdag, hvor man kan høre, at mennesker slås eller råber ad hinanden.

I overført betydning drejer larm sig nemlig ikke blot om hørbare lyde, men også om alle de indtryk, vi modtager, og det er vigtigt indimellem at stoppe op og reflektere, mener Peter Skov-Jakobsen.

Det er i disse pauser, at vores refleksion kan begynde, og som giver os en anden bevidsthed. Jeg tror, det binder noget sammen i ens tilværelse. Ellers risikerer vi at blive mennesker uden samling, der blot farer forvildede rundt og siger lyde hele tiden uden at give rum til stilhed, samtaler og følelser.

Det gør han selv hver morgen ved morgenandagten i domkirken og ved den personlige andagtstid, han selv holder om aftenen. Denne stilhed kan han også møde i løbet af dagen i fordybelsen af gode samtaler, under læsningen af en bog eller sågar når han vandrer igennem en larmende storby som København.

For mig har stilhed med fordybelse at gøre, selvom stilhedens rum også kan være dér, hvor der skal udtrykkes noget, der skal være præcist. Jeg vil tro, mange digtere vil beskrive det som stilhedens rum, når de sidder og skriver, for her får de lejlighed til dyb koncentration.

Som tidligere sømandspræst har Peter Skov-Jakobsen brugt mange timer alene i bil på vej til og fra skibene. Men oftest med bilradioen slukket. På den måde fik samtalerne lov til af klinge ud, som han formulerer det. Faktisk hører han sjældent musik i løbet af en dag. Medmindre han skal skrive en prædiken. Så hører han alt fra jazz over kormusik til Bach på den sorte Sony-ghettoblaster, der står i et hjørne af hans kontor. Og nu vi er ved det: kirkeklokkerne.

Kirkeklokkerne er ikke larm, men en elskværdig måde at blive kaldet til live på og en kær lyd til mennesker om, at nu står solen op, og at den senere går ned. Det er nødvendigt med sådanne højtidelige lyde i løbet af en dag. Det minder os om, at tiden går og får os til at reflektere over, om vi bruger vores liv på det væsentlige i tilværelsen.