Hvor går grænserne for dødshjælp?

Det er skræmmende, at blinde og døve nu ombringes af staten

Aktiv dødshjælp baseret på tab af sanser åbner helt nye døre til døden i den principielle debat om livets værdi. Sædvanligvis er det terminalt syge eller fysisk lidende patienter, der får lov at afslutte deres liv i Schweiz, Belgien og Holland, hvor dødshjælp er tilladt.
Aktiv dødshjælp baseret på tab af sanser åbner helt nye døre til døden i den principielle debat om livets værdi. Sædvanligvis er det terminalt syge eller fysisk lidende patienter, der får lov at afslutte deres liv i Schweiz, Belgien og Holland, hvor dødshjælp er tilladt. Foto: Brian Rasmussen.

I Kristeligt Dagblad i dag fortælles om to døve tvillinger i Belgien, der ikke ville leve længere, fordi de fik at vide, at de også snart ville blive blinde. De modtog dødelige indsprøjtninger den 14. december 2012.

Det er let at forstå, at livet har været svært for de to brødre, der altid havde boet sammen og ikke ønskede en fremtid uden at kunne se hinanden. Men aktiv dødshjælp til handicappede er alligevel en forkert vej at gå.

LÆS OGSÅ: Belgien tester grænserne for aktiv dødshjælp

Aktiv dødshjælp baseret på tab af sanser åbner helt nye døre til døden i den principielle debat om livets værdi. Sædvanligvis er det terminalt syge eller fysisk lidende patienter, der får lov at afslutte deres liv i Schweiz, Belgien og Holland, hvor dødshjælp er tilladt.

Ifølge Belgiens kommission for aktiv dødshjælp kunne brødrene få lov at dø, fordi deres lidelser var alvorlige og uhelbredelige. Det kriterie ville også tillade drab som følge af ulykkelig kærlighed. Man savner et gennemtænkt principielt synspunkt på, hvor langt udviklingen kan drives. Belgiske politikere ser lige nu på, hvordan man kan legalisere dødshjælp til syge børn og demente.

Vi lever i individets tid. Menneskerettigheder er blevet højeste fælles norm, og deres forudsætning er netop, at det enkelte menneske har maksimal værdi. Paradoksalt bliver det enkelte liv samtidig mindre værd. Grænserne for, hvornår et liv regnes for værd at leve, er historisk lave. Mennesker med Downs syndrom er ved at forsvinde fra det danske samfund af den grund.

Forklaringen er, at det ikke er det enkelte menneskes liv, der vinder autoritet i disse år, men den enkeltes selvbestemmelsesret, altså magt over eget liv. Vi stilles mere og mere fri til at gøre med os selv, hvad der passer os.

Alle, der har oplevet at blive elsket, for eksempel som barn af en forælder, vil vide, at kærlighed netop ikke er at blive fritstillet til at gøre fuldstændig, hvad man lyster, inklusive selvdestruktion.

Værdi-liberalisme har været svaret på livets svære spørgsmål fra mange vestlige regeringer, herunder vores egen, der på en række værdipolitiske punkter mener, at danskerne selv må bestemme, hvad der er op og ned. Relativismen svækker i disse år ikke bare livets værdi, men selve moraltænkningen i Europa.