Endelig er jul og nytår overstå-et ... Sådan sagde Vera til mig forleden. Hun fortsatte: Jeg ved ikke, hvor længe jeg kan blive ved. Det har været sådan i mange år: usikkerheden, utrygheden, børnenes flakkende blikke. Faderen, der er glad, gavmild og hjælpsom ved udsigten til endnu en julefrokost. Dagen derpå irritabel, og han lugter frygteligt. Skælder ud, råber og går somme tider bare sin vej, og så ved vi ikke, hvornår han kommer tilbage, og hvordan humøret er.
LÆS OGSÅ: Regeringen kan stoppe danskernes drikkeri, hvis den vil
Så kommer den næste frokost eller familiekomsammen, og det hele gentager sig. Hvor andre mennesker glæder sig til at være sammen omkring jul og nytår, så står jul og nytår for mig som en periode, hvor alle går på listefødder, og glæden er erstattet af utryghed.
Men til hverdag er der ikke noget kun når vi får en invitation; han kan gøre alle sammenkomster til en fest. Men tiden op til og bagefter er altid det samme. Vi er ligesom forberedte på det resten af året, så det har vi klaret. Jeg tror, min tålmodighed er ved at være opbrugt. Hvad skal jeg gøre? Hvordan kan jeg støtte børnene? Og hvordan kan jeg få ham til at drikke mindre, for han vil ikke høre tale om professionel hjælp. Han har ingen problemer, det er mig, der er blevet nærtagende, siger han.
Som alkoholkonsulent i 13 år har jeg hørt ovenstående historie mange gange. Skønsmæssigt bliver fem personer pr. person, der drikker for meget, følelsesmæssigt negativt påvirket. Det er næsten hele Danmarks befolkning, der i større eller mindre grad påvirkes negativt af alkohol.
Følelsesmæssige negative påvirkninger giver dårlig stemning. Især børn reagerer intuitivt på dårlige stemninger med usikkerhed og utryghed. Børn registrerer i princippet ikke, om der bliver drukket én genstand eller 10 genstande. Vi er nødt til at fjerne fokus fra antallet af genstande til påvirkningen af de menneskelige relationer. Vi er alle nødt til at tage en dialog med os selv, inden vi udtaler os om dette eller hint i relation til alkohol. Alkohol er et organisk opløsningsmiddel. Det virker, som om det også opløser sund fornuft. Hvor længe vil vi finde os i det?
Den 3. januar 2013 forsøgte Özlem Cekic (SF) i programmet Cordua & Steno på Radio24syv at retfærdiggøre den kampagne, man er i gang med på Østerbro i København. En kampagne, der retter sig mod de såkaldt velstillede familiers alkoholvaner.
Programværternes udgangspunkt var (citat fra programmets hjemmeside): Juleriet og nytårsfesten er overstået. Danskerne har ikke givet den for lidt. Heller ikke hvad angår indtagelse af alkohol. I København er man i gang med at sætte en indsats ind over for velstillede familier, hvor der bliver kigget lidt for dybt i blandt andet rødvinsflasken. Men er der ikke grænser for, hvad det offentlige skal blande sig i? Vi tager debatten med sundhedsordfører Özlem Cekic (SF) og Liberal Alliances politiske ordfører, Simon Emil Ammitzbøll.
Desværre for Özlems situation var der tre af hankøn mod én af hunkøn, og Özlems argumentation druknede en smule. Jeg vil her støtte op omkring de faktuelle omstændigheder ved at citere fra en undersøgelse af voksnes alkoholvaner og holdninger fra 2008.
Den viser, at mænds gennemsnitlige forbrug er næsten dobbelt så stort som kvinders, og at de 16-20-årige drikker mere end de øvrige aldersgrupper. Aldersgruppen 50-64 år følger godt med. Desuden fastslår rapporten, at Region Hovedstaden har det højeste gennemsnitlige alkoholforbrug, og at i alt overskrider 9,5 procent de maksimalt anbefalede genstandsgrænser (14 for kvinder og 21 for mænd om ugen) i denne undersøgelse. Hvis dette resultat generaliseres til hele den danske befolkning, vil det svare til, at cirka 430.000 danskere i alderen 16 år og opefter overskrider genstandsgrænserne. Det må dog formodes, at det reelle antal er større, idet der ikke er taget højde for bortfald i disse beregninger, og personer, der afslår at deltage (i undersøgelsen, red.), har formentlig et større alkoholforbrug end personer, der vælger at deltage.
Rapporten er udarbejdet af Center for Alkoholforskning, Statens Institut for Folkesundhed og Sundhedsstyrelsen. En anden undersøgelse fra Hvidovre Hospital viste, at hver femte indlagte patient på hospital har en alkoholrelateret lidelse. Vi har altså rigtig megen viden om alkohols betydning for relationer og for sundhed og sygdom.
Denne kronik forsøger på ingen måde at tale for, at danskerne skal stoppe med at nyde alkohol på ingen måde. Derimod forsøger den at opfordre os alle til at udfordre alkoholmonsterets magt, så vi undgår en familiesituation som Veras.
Hvad kan Vera gøre anderledes?
Først og fremmest undgå at pådutte far problemer, for eksempel ved at sige: Du drikker for meget jeg tror, du har brug for hjælp, og jeg ved, hvor vi kan få hjælp ... måske du bare kan drikke vand hver anden gang. Og så videre. Alkoholen påvirker hjernen på en sådan måde, at den forhindrer en vis grad af selvindsigt og situationsfornemmelse.
Det såkaldte sociale kørekort forsvinder med indtaget af alkohol. Samtidig øges trangen til at bagatellisere og retfærdiggøre sig selv og sin adfærd ved at angribe eller bare forsvinde (straffe). Alkoholmonsteret demonstrerer sin magt som mobber.
I et interview med Stine Reesen kalder hjerneforsker Peter Lund Madsen den tilstand, at krybdyrhjernen har overtaget. Det er ikke muligt at tale fornuft med en sådan hjerne.
Alkoholmonsteret har psykolog Birgit Trembacz skrevet om i blandt andet publikationen Min familie har et alkoholmonster (dpf.dk). Den udmærker sig ved at skille tingene ad: det er i orden at tage afstand fra far plus alkohol og samtidig elske far minus alkohol. I praksis vil det betyde, at når far forandrer sin adfærd, så skal man øve sig i at sige: Nu virker det, som om alkoholmonsteret er i gang med at tage kontrol, og hverken jeg eller børnene kan eller vil have med monsteret at gøre. Derfor må du gå og tage monsteret med dig.
Hvis faderen ikke går, så må beskeden være: Derfor tager børnene og jeg til .(venner eller familie). Vi kommer igen i morgen, og så må vi vurdere, hvor stor magt monsteret har. Det er en kendt sag, at budskaber skal gentages mange gange. Og der er ingen garanti for den ønskede effekt. Men det sender et tydeligt signal, også til børnene, nemlig det, at det er o.k. at sige nej til monsteret (som gør, at far bliver uforudsigelig) og samtidig elske far.
Det lyder nemmere, end det naturligvis er. Og det kræver mod at gøre noget andet, end man plejer. Især fordi der er så lidt forståelse for pårørende til en, der drikker for meget. Vi er tilbøjelige til at gå alkoholmonsterets ærinde med argumenter som: Hallo, selv om hr. og fru Danmark deler en flaske vin hver dag, så er de jo ikke fulde, og børnene bliver jo ikke omsorgssvigtede.
Nej, men de fleste af os ved, at vi ændrer adfærd efter bare nogle få genstande. Det betyder, at de regler, der gælder, når alkoholmonsteret er fraværende, ændrer sig, når det er til stede. Ofte kan det svinge fra time til time, og det gør børn utrygge. En pige på 12 år fortalte mig engang, at hun vidste før far og mor, hvornår monsteret begyndte at bestemme. Hun havde opdaget, at far så kom med blomster eller gaver til mor.
Måske er det også sådan i Veras familie. Og tusindvis af andre familier. Hvis vi undlader at gøre noget andet end det, vi plejer, så bliver der én vinder, og det er alkoholmonsteret.