Kom ud, eller vi smadrer huset.
Sådan husker Avshalom Sapir sine soldaterkammerater råbe mod et hus i Hebron, hvor det israelske militær havde fundet frem til, at en palæstinenser mistænkt for terrorisme boede. Det er et par år siden, og Avshalom Sapir var 21 år. Han sad inde i den bulldozer, som skulle rive huset ned, hvis manden ikke kom ud. Og det gjorde han ikke. I stedet begyndte han at skyde mod soldaterne, som havde omringet huset. Efter ni timers kampe fik Avshalom Sapir besked på at rive huset ned.
LÆS OGSÅ: Værnepligt-strid splitter israelsk regering
Først skubbede vi bare lidt til huset for at skræmme ham. Men han kom ikke ud. Så destruerede jeg huset med ham indeni. Det var lidt underligt. Det er ikke noget, jeg fortæller til alle. Det er ikke noget, man skal være stolt af, siger Avshalom Sapir.
Den 23-årige mand sidder i aftensolen på Israel-museet i Jerusalem, hvor han arbejder som vagt. Han er høj og iført en mørkeblå uniform med et navneskilt på brystet. Om en time begynder hans 12 timer lange nattevagt. Han er glad for sit arbejde, for når vagten er slut, kan han gå hjem og holde fri uden at tænke på arbejdet. Sådan var det ikke, da han aftjente sin tre år lange værnepligt. Dengang tænkte han på militæret hele tiden, også når han hver anden uge havde et par dage fri og besøgte sine forældre.
Det var hårdt, for jeg var bare et barn, siger Avshalom Sapir.
Som mange andre unge israelere glædede han sig som 18-årig til at begynde i hæren. Hans mor var meget bekymret, men også stolt over, at Avshalom Sapir klarede sig godt i militæret.
Det er noget, alle glæder sig til. Uanset om man er nervøs eller spændt, så glæder de fleste sig til at komme i hæren, fordi man gerne vil gøre noget for sit land, siger Avshalom Sapir.
På gågaden i Jerusalem en torsdag eftermiddag sidder Yaakov Binder og snakker med tre kammerater på en café. De har ens tøj på: sorte lædersko, sorte bukser, hvide skjorter, kort hår og en sort kippa i velour. Yaakov Binder er 25 år, er gift og bor sammen med sin kone i en lejlighed i Jerusalem, som er så lille, at hans kone ikke engang vil have familien på besøg, fordi hun synes, det er flovt.
Yaakov Binder studerer Toraen på fuld tid. Som barn gik han i en religiøs privatskole, og da han var 13 år begyndte han i en yeshiva, en skole for torastudier. Der er ingen mødepligt, for de religiøse studier er en sag mellem den enkelte og Gud, så Yaakov Binder og hans venner kan sagtens tage en pause denne eftermiddag. Men normalt er han i yeshivaen fra syv om morgenen til elleve om aftenen, fortæller han. Han betegner sig selv som en moderne ultraortodoks.
De helt ultraortodokse ville aldrig sidde her på en café og drikke kaffe og tale med en journalist, fortæller Yaakov Binder.
Han har ikke været i hæren. Som ultraortodoks yeshivastuderende er han som 114.000 andre unge israelere fritaget fra den værnepligt, som ellers er obligatorisk for alle mænd og kvinder i Israel.
Vi har brug for en hær til at forsvare os mod vores fjender, som omgiver os. Men min religion og militæret passer bare ikke sammen, siger Yaakov Binder.
Hans venner nikker. De er enige om, at militæret er en nødvendighed for landet, men ikke en mulighed for dem. Det giver for mange problemer.
Militæret er ikke egnet for os på grund af mange ting, for eksempel maden og kontakten med kvinder, og fordi man ikke kan holde sabbat i militæret. Det kommer let i strid med min religion og min måde at leve på, fortæller Yaakov Binder.
Et andet problem er at skulle tage imod ordrer fra overordnede i hæren. Som ultra-ortodoks jøde kommer Guds og rabbinerens ord altid først, forklarer Yaakov Binder. Og rabbinerens og militærets synspunkter vil måske ikke altid være de samme, og derfor ville han få problemer med at adlyde ordrer i militæret.
Yaakov Binder kan godt forstå, at sekulære israelere gerne vil have ham og andre ultraortodokse til at tage i militæret. Men det er en kompleks diskussion, mener han.
Selvfølgelig vil en familie, som lige har mistet deres søn i militæret, undre sig over, at jeg sidder her og drikker kaffe. Men det er svært, for spørgsmålet om militæret er meget følelsesladet, og mit svar til de sekulære er jo irrationelt, siger Yaakov Binder.
Verden bliver holdt i gang ved, at jøderne studerer Toraen og lever efter religionens regler, mener Yaakov Binder. Derfor er formålet med livet at hellige sig Toraen, og det kan han ikke svigte for militæret skyld.
I løbet af det forløbne år har en debat om de ultraortodokse israelere og militæret kørt på højt blus i Israel. En lov, som gav de ultraortodokse fritagelse fra hæren, udløb den 1. august. Forsøget på at finde ud af, hvad der så skulle ske, endte med, at det liberale parti Kadima trådte ud af regeringen.
Kritikere af de religiøses særstatus mener, at det er et problem for retsstaten, at en gruppe i samfundet er fritaget fra at følge landets love. Problemet er så stort, at sagen bliver afgørende ved morgendagens parlamentsvalg i Israel, vurderer Menachem Friedman. Han er professor i sociologi ved Bar-Ilan-universitetet og mener, at sagen om militæret er blevet så stor, fordi det er forbundet med mange følelser og ikke mindst spørgsmålet om liv og død.
Folk er rent faktisk i kamp, når de er i hæren. Det er ikke som i Danmark, hvor der er fred. Her er vi truede, og fra tid til anden har terroristerne succes, og så dør folk. Det har en kæmpe indflydelse på folks liv, og det skaber en kløft i samfundet: Hvilke forældre kan sove trygt om natten, og hvilke forældre kan ikke? Det er sagens kerne, fortæller Menachem Friedman.
Avshalom Sapir er glad for, at han har ydet noget for sit land, og det mener han, at alle bør gøre. Derfor bliver han vred, når han ser en fyr på sin egen alder i religiøst tøj, som sikkert ikke har været i militæret.
Det lyder måske hårdt, men hvis de ikke vil bidrage til samfundet, kan de godt forlade landet for min skyld, siger Avshalom Sapir.
Debatten om militæret er blevet dækket tæt i ugeavisen Mishpacha, som bliver læst af ultraortodokse jøder både i Israel og uden for landet. Moshe Grylak er rabbiner og chefredaktør på avisen, og han fortæller, at militærtjenesten er en opgave, som de ultraortodokse aldrig kommer til at tage på sig.
Det her er den sidste front. Vi vil ikke tillade, at unge yeshivastuderende skal i hæren. Det her er den røde linje, som vi ikke kan overskride. Folk vil ikke i hæren, om de så bliver smidt i fængsel, siger Moshe Grylak.
Han forstår, at det kan være svært for sekulære forældre at sende deres børn i hæren, imens religiøse forældre ikke behøver. Men i hans øjne er de unge, som studerer Toraen en uundværlig del af hæren, og de ultraortodokse ønsker lige så meget at beskytte Israel, som de sekulære gør, fortæller Moshe Grylak.
De sekulære råber op om, at det er ikke fair, at min søn skal dø i hæren, imens din søn bare sidder og læser. Men mit svar til dem er det modsatte: Måske vil din søn overleve, netop fordi der er nogen, som læser Toraen. Det giver en ekstra beskyttelse til de soldater, som er i kamp, siger Moshe Grylak.
Den israelske hær har lavet en særlig enhed for religiøse, hvor militærtjenesten kun er på et år og fire måneder. Her er maden kosher, soldaterne har mulighed for at bede i løbet af dagen og har ingen kontakt til kvinder. Men kun 2500 ultraortodokse mænd gør i dag tjeneste i enheden. Den nedsatte værnepligt ændrer da heller ikke på noget, mener Moshe Grylak. Han er træt af, at de sekulære israelere ikke forstår de religiøses argumenter.
Det er ikke et spørgsmål om tid, selv én dag er for meget. Vi mener, at troen er den vigtigste del af hæren, og derfor er det vigtigt, at nogen studerer Toraen. De sekulære beder os om bare lige at droppe vores religion i nogle år, og så kan vi vende tilbage til den efter militæret. Men sådan fungerer det ikke, siger Moshe Grylak.
Han mener, at de sekulære ikke er interesserede i et kompromis, men kun vil acceptere, at de ultraortodokse retter ind og følger de sekulære love. Eneste løsning på konflikten er, at de får større forståelse for de religiøse, mener han.
Det sekulære samfund må lære at have mere respekt for de jødiske traditioner og forstå, at de også selv stammer fra dem. Og så skal de have respekt for dem, der læser i Toraen, også selvom de ikke forstår betydningen af det. Sådan har det jødiske folk gjort i 3000 år, og sådan fortsætter det med at være. Det kommer også de sekulære til gavn, siger Moshe Grylak.