Bekymrende brug af medicin

Piller må ikke være eneste behandling

Liv&Sjæl-redaktør
Liv&Sjæl-redaktør.

Verdens lykkeligste folk er på medicinske krykker. Som det fremgår af Kristeligt Dagblad i dag, er forbruget af antipsykotisk medicin vokset markant de seneste fem år, fordi antallet af patienter er steget i perioden. Det danske forbrug overgås kun af USAs i en ny international undersøgelse af 14 vestlige lande. Også det danske forbrug af antidepressiv medicin er i front, og hver 12. dansker får det, der misvisende kaldes lykkepiller. Blandt ældre over 80 år gælder det hver fjerde.

LÆS OGSÅ: Ung læser: Del din psykiske sygdom på Facebook

Det er positivt, at der i dag findes lægemidler, som kan hjælpe og lindre problemer for mennesker, der har psykiske lidelser, hvad enten det drejer sig om svært psykotiske patienter eller mennesker, der kæmper med en depression. En af årsagerne til, at der i Danmark begås færre selvmord i dag end tidligere, er sandsynligvis gode medicinske behandlingsmuligheder mod psykisk sygdom. Men når så mange får udskrevet en recept, som tilfældet er i Danmark, er der noget galt.

Svært psykotiske som skizofrene og maniodepressive skal naturligvis have professionel hjælp. Til det hører medicin, men alt for mange patienter får for meget medicin og i for lang tid. Der er tale om stærke og vanedannende lægemidler, der skal omgås med respekt og varsomhed, idet der er alvorlige bivirkninger. Blandt andet vægtøgning og søvnbesvær, men i psykiatrien har der også været flere uforklarlige dødsfald blandt yngre mennesker. Det skal tages alvorligt, og derfor er det også bekymrende, at forskeren bag den internationale undersøgelse har en mistanke om, at der er sket et skred i udskrivningsmønsteret, så medicinen sidder lidt løsere hos lægerne end før.

LÆS OGSÅ: Dansk rekordbrug af anti-psykotisk medicin

Psykiatrien har i mange år været sundhedsvæsenets stedbarn, og selvom der i de senere år er sendt mange penge ind i systemet, er de ikke nødvendigvis gået til mere terapi. Derimod er der med rette investereret mange penge i enestuer. Det er godt, for man bliver ikke rask af at være indlagt på en stue i længere tid med andre psykotiske. Men når patienten bliver udskrevet, er der en risiko for, at han eller hun kommer til at sejle i sin egen sø, og at den praktiserende læge eller speciallæge ukritisk fornyr recepten uden at komme med andre tilbud.

Til god behandling hører ud over løbende justering af medicinforbruget også samtaleterapi og sociale tiltag. Den syge skal have relevant uddannelse eller beskæftigelse, som han eller hun kan klare. På den måde føler man sig brugbar og undgår ensomhed.

Lægerne gør naturligvis deres bedste, men i et effektivt sundhedsvæsen, hvor patienterne hurtigt udskrives, er der en risiko for fejl- og overmedicinering. Det er et svigt at spise vores svageste og mest syge af med en recept. kdh