Hvornår er man antisemit? Man har vel lov at kritisere Israels politik. Jo, men ofte runger antisemitismens gamle stereotyper med. Sådan skændes man i Tyskland

Den iranske præsident Mahmoud Ahmadinejad tager anden pladsen på Simon Wiesanthal Centerest liste over antisemitter
Den iranske præsident Mahmoud Ahmadinejad tager anden pladsen på Simon Wiesanthal Centerest liste over antisemitter . Foto: BEHROUZ MEHRI Denmark.

I TYSKLAND BEGYNDTE man det nye år med en dramatisk debat i alle medier. Den angår det kendte spørgsmål om, hvorvidt stærkt kritisk fokus på Israel kan have en lille antisemitisk motivation. Spørgsmålet får et vrid dernede, for her kan man også diskutere, om landets specielle historie betyder, at tyskere skal være særligt overbærende over for Israel.

Det er man dog langtfra. Målinger viser, at den tyske opinion er temmelig Israel-kritisk. Men ved årsskiftet eksploderede temaet på dramatisk vis, fordi to af landets mest kendte journalister stod over for hinanden, og fordi Simon Wiesenthal Center blandede sig.

Den ene af de to er Jakob Augstein, hvis faste klumme i SpiegelOnline ofte kredser om Israel og altid med skarp kritik. I det andet ringhjørne står Henryk Broder, en slagsbror af rang Augstein har han kaldt sin yndlings-antisemit og salon-antisemitten.

LÆS OGSÅ: Opflasket med had. Muslimske børn bombarderes med antisemitisme

Broder får lang line, for begge hans forældre er holocaust-overlevende jøder. Derfor kunne han også tillade sig at kalde sin seneste bog Glem Auschwitz!. Opfordringen er motiveret af hans lede ved de mange højtidelige mindedage i Tyskland, hvor man markerer sin hengivenhed over for de døde jøder for så meget bedre at kunne hengive sig til spanking af de eksisterende.

MEN SÅ SKETE DET, som lod denne knitren mellem Broder og Augstein vokse til et enormt brag i debatten. Simon Wiesenthal Center i Los Angeles offentliggjorde sin årlige top 10-liste over antisemitisk/anti-israelsk bagvaskelse. Og hvem figurerede på niendepladsen andre end Jakob Augstein for sine Spiegel-klummer.

Han var i grimt selskab. Nummer et var lederen af Det Muslimske Broderskab i Egypten, nummer to Irans præsident, Ahmedinedjad. Augstein lå ligefrem foran Nation of Islam-prædikanten Louis Farrakhan.

Forargelsen i de tyske aviser og magasiner var betydelig. Broder må have presset Wiesenthal-centeret til dette helt urimelige karaktermord, lød det. Sludder, svarede Broder, der findes også i Los Angeles dem, der kan læse tysk, og Simon Wiesenthal Center følger selv med i alverdens medier.

Vandene har delt sig i debatten, men de allerfleste bakker Augstein op, herunder også Jødernes Centralråd i Tyskland. Vi er meget langt ude, hvis Israel skulle være den eneste nation, man ikke har lov at kritisere, anføres det. I så fald misbruger man på det skammeligste erindringen om holocaust til taktiske formål.

Ingen vil fraskrive Augstein retten til at kritisere Israel, svarer Broder og hans støtter. Vi påpeger alene, hvordan kritikken af Israel ofte trækker på stereotyper, som altid har præget antisemitismen. Augstein, og utallige med ham, påstår, at Israel er en trussel mod verdensfreden, mens man aldrig hævder det samme om Hamas, Iran eller nationer i andre brændpunkter. Og Augstein trækker på den gamle kliché om, at verdensopinionen danser efter jødernes pibe.

For eksempel skrev Jakob Augstein, idet der også henvises til tysk våbeneksport til Israel: Med komplet rygdækning fra USA, hvor en præsident før valget altid er nødt til at sikre sig støtte fra de jødiske lobbygrupper, og fra Tyskland, hvor bearbejdelsen af historien efterhånden også har fået en militær komponent, fører Netanyahus regering hele verden i sin svulmende krigssangs ledebånd. Eller andetsteds: Når Jerusalem ringer, bøjer Berlin sig for dens vilje. Og: Atommagten Israel bringer den i forvejen skrøbelige verdensfred i fare.

Antisemitismen er konstant, hævder Broder, og den viser sig i en påfaldende fiksering på jøderne frem for alle andre grupper og i urokkelige forestillinger om deres gådefulde, skjulte magt. Men dens former skifter med tiden. Antisemitter er ikke længere grove SA-mænd, men mere subtile, lyder det fra Broder. Og når man fra alle sider danner vognborg om Jakob Augstein, er det, fordi man jo, hvis Simon Wiesenthal Center havde ret, så også selv var antisemit.

En, som kommer Broder til undsætning, er forfatteren Matthias Mattusek, der i Die Welt skriver under overskriften Min stund som antisemit. For 10 år siden anså han, som de fleste, Israel for at være Mellemøstens skurk og palæstinenserne som uskyldige ofre. Mattusek har nu skiftet holdning. Det forekommer mig, at man i dagligstuerne i den tyske komfortzone er langt borte fra jødernes overlevelseskamp i en af verdens farligste regioner, skriver han nu i Die Welt. Augstein er naturligvis ikke antisemit, skriver Mattusek, men det er vigtigt, at vi har Broder til at ruske op i os og vores flokholdninger.