Hvor kommer ondskaben fra? Den kommer fra religionerne. Det er dem, der fostrer vor tids massemordere, hvis man ellers vil tro på en række af de seneste års mest solgte krimier.
Det gælder Liza Marklunds Røde ulv, Henning Mankells Inden frosten og Jussi Adler-Olsens Flaskepost fra P. Skurken i de tre romaner har alle en baggrund i en yderligtgående religiøs gruppering.
LÆS OGSÅ: Jussi Adler-Olsen: Empati er den vigtigste evne
I Marklunds roman er en international terrorist med rødder i en radikal maoistisk celle i 1960ernes Sverige på spil. Han er en fanatisk klassekæmper og en hensynsløs dræber. Sin ekstremisme har han fra sin opvækst i et strengt læstadiansk præstehjem i Nordbotten. For at forstå ham tyer Marklund til psykologen Alice Miller, der ser en sammenhæng mellem terrorisme og streng protestantisk opdragelse.
I Mankells roman er kriminalkommisær Wallander og hans datter på jagt efter en massemorder, der af religiøse grunde har set sig tosset på kvinder, som har fået foretaget en abort. Som skuffet og vildfaren voksen er han blevet vækket af en amerikansk religiøs fantast, hvis menighed rejser til Guyana for at skabe et religiøst samfund fra grunden. Lederen tager dog livet af alle sine disciple med undtagelse af romanens skurk, som flygter og laver sin egen lille menighed i al hemmelighed. Med den i ryggen vil han bane vejen for Guds rige ved at rense ud blandt de kvindelige syndere og sprænge de svenske domkirker i luften.
I Adler-Olsens roman er skurken opdraget i et strengt religiøst hjem med en voldelig og ukærlig præstefar. Han sætter sig først op mod sin far, der så dør af et hjerteanfald, og senere tager han livet af sin mor og stedfar. Allerede fra barnsben er han blevet til et forkrøblet og ødelagt menneske, der senere i sit liv slår sig på en hel serie af afpresninger og mord. Han kender til de religiøse sekters lukkethed om sig selv og deres regler for udstødelse, og det benytter han sig af. Han kidnapper to børn fra en børnerig familie og kræver løsesum. Det ene barn slår han ihjel, det andet leverer han tilbage med trusler om flere drab, hvis ikke forældrene tier. Og det gør de så, og det kan de, netop fordi de befinder sig i små lukkede parallelsamfund.
Ondskaben opstår i religiøse samfund og sekter af fundamentalistisk tilsnit. Det er her, kimen lægges til det moderne samfunds død og ødelæggelse. Og det er i forestillingen herom, at krimierne henter deres angstprovokerende mareridt og bidrager til at holde dem ved lige.
Går man og tror, at religion også kan være et værn mod ondskaben eller kan give nogen trøst for dens tilhængere, så må man tro om igen. I disse bøger er det religiøse en bloc under anklage, for det religiøse findes kun i én form: den perverterede. Her findes kun fundamentalister og sekteriske fantaster og ikke skyggen af nogen normal religiøs følelse eller adfærd. Her er ingen jævne troende og almindelig kirkegang. Religion fremstår kun i dens mest ekstreme form.
Heller ikke krimiernes helte går ram forbi. En kvindelig hovedperson som Elsebeth Egholms Dicte, som man ikke bare kan læse om, men også se på TV 2 i denne tid, har en traumatisk fortid i en familie tilknyttet Jehovas Vidner. Hun er udstødt af familien og for så vidt også et offer for en ubarmhjertig religion. I romanen Nærmeste pårørende bliver hendes sårbarhed udstillet, da hendes naturlige pårørende netop har slået hånden af hende.
Er det et problem, at litteraturens underholdningsafdeling giver sådanne stereotype billeder af det religiøse? Og har de trods alt ikke fat i den lange ende, når de ser en sammenhæng mellem politisk radikalisme og religiøs fanatisme? Jo da, for man har jo set masser af eksempler på ondskab, der optræder i skinhellige gevandter, og som hævder, at målet helliger midlet.
Men det er dog stadigvæk kun en ganske, ganske lille del af troende mennesker, der griber til vold og drab for at fremme deres religiøse og politiske mål. Det er det stereotype, der er problematisk. Ingen, hverken troende eller ikke-troende, kan være tjent med en sådan klichéfyldt fremstilling, der ikke bare fremsættes én gang, men igen og igen og lige netop i den litteratur, som folk læser allermest af.
I denne klumme skriver litteraturanmelderne Liselotte Wiemer og Lars Handesten på skift hver lørdag om forbindelserne mellem bøger og eksistens både historisk og aktuelt