Sjæle-sorgens figurer

Med ét kunne de to tale sammen igen, og det blev til en samtale om fysisk placering. Hvor langt væk var Gud? Var han fem meter væk eller helt ganske tæt på? Hvordan sad patienten i forhold til Gud? Med siden til, ryggen til eller front mod?

– Jeg syntes egentlig, at det var grænseoverskridende, men af den oplevelse kom ideen om, at det måske ville være mindre grænseoverskridende, hvis vi brugte figurer, så patienten selv kunne stille sig op i forhold til Gud, Kristus og andre mennesker, siger hun.

Helle Møller Jensens ph.d.-afhandling hedder "Sjælesorg mellem teori og praksis. Et studie i sjælesorg under hensyntagen til Søren Kierke- gaards brug af krops- og bevægelsesmetaforer i fire opbyggelige taler". Kort sagt handler det om, hvordan mennesker fortæller om deres følelser gennem kroppen. Arbejdet på afhandlingen har været tæt forbundet med hendes arbejde som sjælesørger.

– Jeg har lært af Kierkegaard, at det indre beskrives af det ydre. Kierkegaard beskriver kroppens positioner, og hvilke følelser de hænger sammen med, og der er ingen historisk distance. De emner, jeg møder i sjælesorgen i dag, er også dem, Kierkegaard skriver om, siger hun.

En figur får hængende skuldre og nedbøjet hoved. Den er deprimeret – eller tungblodet, som Kierkegaard sagde det, og Helle Møller Jensen giver Kierkegaards budskab til de deprimerede videre:

– At trænge til noget er en hædersbevisning. Jo mere man mærker sin trængsel, jo større er muligheden for at mærke Gud, siger hun.

Figurerne kan være en genvej, så mennesker mærker de følelser, som ellers ville komme meget langsomt op til overfladen.

– De er til nødsituationer, hvis vi ikke kommer nogen vegne. Som sygehuspræst må man nogle gange gøre lidt vold på situationen. Jeg har ikke et halvt år til rådighed. Tiden er knap, når folk er døende, og figurerne er et redskab, når man skal være effektiv, siger hun og tilføjer, at hun også stiller figurer op for sig selv, når patienterne gør.

– Jeg er et menneske sammen med et andet menneske, og vi taler om Gud, siger hun.

Kierkegaard har inspireret til meget mere. Hans såkaldte opbyggelige taler, der er dialoger mellem en fortvivlet og en hjælper, har hun omskrevet til hverdagsdansk for at bruge dem – først på sygehuset og nu som foredragsaftener, hvor hun og billedkunstneren Sophie Raben-Levetzau fremfører dem.

– På Amager Hospital havde jeg et forklaringsproblem i forhold til sygeplejerskerne. De spurgte: Hvad kan du? Og jeg svarede, som Tidehverv ville have gjort, at jeg kunne ingenting. Det faldt ikke i god jord. Senere prøvede jeg at formulere noget med, at jeg kunne lytte, men det blev til luftige flødebolleord. Så skrev jeg dialogerne om til nutidssprog, så sygeplejerskerne kunne forstå dem, og vi mødtes til oplæsninger, hvor en var fortvivlet og en hjælperen. Tit blev der helt stille bagefter. De følte sig ramt, og jeg følte, at jeg havde introduceret en stor teolog. Det åbnede døre, og de kunne forstå mit fag, fortæller Helle Møller Jensen.

Både figurer, dialoger og Kierke-gaards beskrivelser af kroppen er med i ph.d.-afhandlingen, som har en meget praktisk side, fordi teorierne er afprøvet på sygehuset.

– Meget blev også kasseret, fordi det ikke duede i praksis. Jeg har skrevet hele kapitler, som aldrig kom videre, fortæller Helle Møller Jensen.

Helle Møller Jensen forsvarede sin ph.d.-afhandling den 13. januar i år.

korsholm@kristeligt-dagblad.dk