Åh nej, tænkte jeg, da Dansk Folkeparti i sidste uge blæste til kamp for kernefamilien med indkaldelse af flere ministre til forespørgselsdebat i Folketinget.
Mit dybe suk var ikke et nej til familien, for den er bestemt værd at kæmpe for som samfundets mindste, men vigtigste byggesten. Det var derimod et rungende nej til, at det er at statens og Folketingets opgave at sikre familieværdier. Det er vores personlige ansvar.
Familien kan antage mange forskellige former, hvortil kommer, at turbulens i familielivet ikke nødvendigvis svækker de centrale værdier, der kendetegner et stærkt familieliv. Det har jeg lært af min farmor og min mor.
Farmor var en kvinde med et særdeles skarpt intellekt og en enestående fortrængningsevne. Min familie har gennem tiderne været præget af modgang og medgang, sorger og glæder, tab og triumfer, skilsmisser og bryllupper.
Når talen i min barndoms familie faldt på de mere problematiske sider af tilværelsen, og dem var der en del af hos os, var farmors standardreplik: Der er noget i enhver familie!
Det var et klart signal om, at nu ville hun ikke høre mere om alt bøvlet. Og at vi da endelig ikke skulle bilde os ind, at vi var den eneste familie, der havde problemer. I stedet for at falde hen i selvmedlidenhed, måtte vi handle ud fra en konkret vurdering af, hvad der var rigtigt og forkert. Og vel at mærke selv tage ansvaret for de konsekvenser, valgene afstedkom. Også for andre.
Hun havde så inderligt ret. Der er noget i enhver familie. Ingen lovgivning kunne have reddet vores families forliste ægteskaber eller gjort nogen lykkeligere, end de var. Jeg kender bogstaveligt talt ingen familier, der lever op til Dansk Folkepartis idealbillede af et helt igennem harmonisk familieliv med far, mor og to yndige, begavede og velopdragne børn. Med tilhørende lige så lykkelige bedsteforældre, onkler, tanter, fætre og kusiner, der på rosenblade danser gennem livet i strålende solskin, helst med hænderne over dynen. Enhver kan tænke lidt over sin egen familiehistorie, der er garanteret masser af dramatik og mangfoldighed.
Så vidt vi i min familie kan finde ud af, blev min farmor født uden for ægteskab, og oldemor fik først oldefar med i kirke, da barn nummer to var undervejs, hvilket var særdeles usædvanligt på den tid. I familiens anden gren insisterede min bedstemors missionske søster til gengæld på, at hun aldrig havde haft fysisk omgang med en mand trods det faktum, at hun blev mor til en lille pige. Min familie har dermed muligvis præsteret vor tids eneste jomfrufødsel. Hvem kan slå den?
I næste generation blev mine egne forældre skilt, da jeg var 16 år, og min far nægtede herefter at se og tale med min mor, hvilket var mildt sagt besværligt, da jeg har fire yngre brødre. Vi har også haft familiemedlemmer, der har levet i dybt ulykkelige ægteskaber i årevis, til stor skade for deres børn. I mine børns generation oplever vi til gengæld den glæde, at vores ældste datter er gift med en anden kvinde, og den lille familie har netop fået deres tredje barn. Det er en af de mest velfungerende familier, jeg kender.
Sådan kan andre familier sikkert også berette om dramaer og mangfoldighed. Jeg tror faktisk, at det mest usædvanlige i min familie er, at min mand og jeg i år kan fejre 35-års bryllupsdag. Jeg mødte min udkårne, da jeg var 17 år, og at han fortsat er min udkårne, har absolut intet med lovgivning eller emsige politikere at gøre. Jeg vil på det bestemteste bede mig fri for, at lovgiverne kravler ind i mit ægteskab for at sikre, at jeg lever op til et statsautoriseret idealbillede. Ligesom lovgiverne skal holde sig helt og aldeles fra at blande sig i, hvem mine børn gifter sig med eller skilles fra.
Jeg fandt det nærmest morsomt, at Dansk Folkepartis Christian Langballe fra Folketingets talerstol i dyb alvor hævdede, at homoseksuelle ægteskaber vil ødelægge den traditionelle familie, da ægteskabets formål er forplantning. Hallo! Homoseksuelle ægteskaber kan på ingen måde true hverken mit eller Langballes ægteskab (tror jeg da), og hvad skal vi sige til de stakkels kvinder, der gifter sig efter overgangsalderen? Ja, jeg spørger bare.
Når vi i dag ser flere opløste familier og serielle parforhold, hvor man skifter partner flere gange i livet, skyldes det ikke, at familieliv og parforhold er blevet mere besværligt end tidligere. Det skyldes derimod, at vi er blevet mere optaget af os selv end af fællesskabet. At vi sætter vore egne behov over børnenes, og at vi overlader mere og mere ansvar for de nære omsorgsopgaver til samfundet. Hvis den udvikling skal drejes i en anden retning ,må vi gribe i egen barm, i stedet for at gribe til lovgivning.
Familielivet er farverigt, mangfoldigt og ubegribeligt besværligt, nu som tidligere. Vi oplever både højtidsstunder og dybe huller på vejen. Det handler ikke om, hvordan man falder, men om, hvordan man rejser sig igen, og hvilke valg man træffer i de vanskelige situationer. Det handler om, hvordan man drager omsorg for sine nærmeste. Og om, hvilke kampe man er rede til at udkæmpe for familien.
Min mor, der selv har været gennem to ægteskaber med tilhørende skilsmisser, har været enestående til at knytte familiebånd, også i den brede familie. Hun har passet mine gamle bedsteforældre og min kræftsyge moster hjemme, til de døde.
Og på den mere glædelige side tog hun for mange år siden initiativ til, at hun og hendes fire søskende på skift tog tørnen med hvert år at have alle os 17 fætre og kusiner samlet i en uge på sommerlejr. De øvrige forældrepar havde så en skøn uge uden børn, mens vi unger opbyggede et herligt sammenhold.
Da vi blev voksne, blev sommerlejrene afløst af, at vi også på min mors initiativ hvert år udgiver en familiekrønike, hvor alle fem børn, 17 børnebørn og efterhånden en del oldebørn af mine bedsteforældre, skriver en side om familielivets gang det forløbne år.
20 udgivelser er det blevet til, en fantastisk familiehistorie. Alle skriver hudløst ærligt, og jeg skal da lige love for, at alle livets aspekter har sat spor i vores familiehistorie. Vi kender familiens værdier og besværligheder, og vi deler dem med hinanden. Vi bor fortsat fire generationer i samme sogn, vi har fået udlændinge ind fra sidelinjen, mens andre er flyttet til udlandet. Og én ting ligger fast: Familiebåndenes styrke har intet at gøre med lovgivningen.
Efter et år i Folketinget er jeg blevet bestyrket i, at politikernes vigtigste opgave hverken er at moralisere eller skabe mere lovgivning. Opgaven er tværtimod at gøre lovgivningen enklere, så borgerne får større frihed og mere ansvar. Også for familielivet. Uden frihed, intet personligt ansvar. Jo flere paragraffer, des mindre moral. Det mest betydningsfulde i livet klares allerbedst uden statens indblanding. Det går som hovedregel galt, når vi forsøger at tvinge vore egne normer ned over hovedet på andre for at få dem til at leve, som vi selv gør.
Familier kan være sammensat på mange måder. Den trygge barndom kan også opleves med en enlig forælder eller med to forældre af samme køn, ligesom der findes dybt ulykkelige og utrygge børn i traditionelle kernefamilier. Garantier kan ingen give, og slet ikke staten. Men vi kan hver især gøre os umage, også mere umage end vi gør i en selvoptaget tid, hvor vi gerne siger jeg, før vi siger vi.
Hverken fornyet debat om homoseksuelle ægteskaber eller vanskeligere adgang til at blive skilt kan redde noget som helst, måske lige bortset fra et par ekstra stemmer til Dansk Folkeparti. Værsgo, tag dem bare. Men hold venligst jeres reguleringsiver uden for både mit og andres familieliv.
Der skal først og fremmest tre nøgler til at sikre den stabile familie, uanset hvordan den ser ud: vilje, kærlighed og en lille smule held.
Mette Bock er medlem af Folketinget for Liberal Alliance