Revolutionen mellem rus og rædsel

Fremragende bog om fænomenet revolution

Revolutionen mellem rus og rædsel

Da den franske revolution i 1790erne var på sit højeste, kunne den ellers altid besindige tyske filosof Immanuel Kant længe ikke snakke om andet. Revolutioner har evnen til at begejstre. Men ikke alle. Mens Kant gik rundt i revolutionær rus i Königsberg, kaldte Goethe i Weimar den samme revolution for den skrækkeligste af alle begivenheder. En sådan splittelse har revolutionsbegrebet lige siden ofte fremkaldt også inden for den sidste menneskealder.

I dag er det heldigvis muligt at behandle revolutionen på nøgtern vis som det væsentlige historiske fænomen, den er. Det demonstreres på smukkeste vis i denne . Bertel Nygaard har en, for en historiker, ganske dristig tilgang til sit emne. Det er ikke hans mål at give udførlige skildringer af historiske begivenheder. Hans interesse gælder selve begrebet revolution som sådant.

Det kan måske lyde ganske abstrakt, men Nygaard er i besiddelse af sjældne elementære formidlerkvaliteter. Netop fordi hans analyse alligevel altid forholder sig rimelig tæt til konkrete historiske begivenheder, lykkes det ham fornemt at behandle emnet på en måde, der er appetitlig og let tilgængelig, men samtidig teoretisk ganske avanceret.

Det er forståeligt, at det volder Nygaard visse vanskeligheder at få defineret sin genstand, for hvordan adskiller revolutionen sig lige fra alt det, der ligner den, men alligevel er noget andet: opstand, oprør, krig, reform? Overvejelserne er dog frugtbare, selv om man sagtens kan komme med indvendinger imod Bertel Nygaards afgrænsning. Det er svært for ham helt at slippe den gængse forestilling om, at revolutioner nødvendigvis må komme fra venstre. Ret beset er det slet ikke indlysende hvorfor nazismens revolution ikke må kaldes sådan, men i stedet skal henføres til kategorien kontrarevolution. Hitler gjorde jo ikke op med nogen revolution, han lavede selv en.

LÆS OGSÅ: Rousseau har mange lig i lasten

Lige så påfaldende er fraværet af 1989-revolutionerne i en. Vi der er gamle nok til at huske det kunne her sagtens genkende Kants revolutionsrus. Hele den overrumplende og uforudsigelige udvikling, som ingen havde planlagt, men som pludselig tog magten fra alle, inklusive politikere i både øst og vest, synes ellers at være et smukt, og historisk rimeligt nærværende laboratorium for studiet af revolutionens forunderlige mekanismer.

Denne indvending bør dog ikke skygge for den overordnede vurdering af Bertel Nygaards . Grundlæggende er en imponerende, ikke mindst i sit udsyn, der udmærker sig ved ikke at være afgrænset af sædvanlige faggrænser.

At en også må ses som en del af en bølge, der i disse år leverer et tiltrængt opgør med den nationale orientering i historieskrivningen, der i gennem generationer har begrænset vort udsyn, gør den kun endnu mere velkommen.