Den er så velproportioneret, så fingerfermt skåret til, denne seneste roman af den efterhånden legendariske islandske forfatter Kristín Marja Baldursdóttir, at det næsten er for meget. Man surfer igennem, underholdt, tidsfordrevet, moret. Og selv, da slutningen viser sig at være ret vild og alt andet end psykologisk korrekt og romantisk forudsigelig, er også den smurt i fortællingens syrlige piskefløde. Så det glider ind og glider ud og glider af på én og samme tid.
Fra hus til hus er en humoristisk historie om at finde rundt i sig selv. Vi følger den snart 30-årige arbejdsløse Kolfinna Karlsdóttir, der er blevet forladt af sin kæreste og er flyttet hjem til mor hvilket bestemt ikke er nogen succes. Og nu har hun midlertidigt overtaget sin højgravide venindes sorte rengøringsarbejde.
Fra hus til hus går hun rundt i Reykjaviks velhavende kvarterer med kost og spand og alle antenner ude. For hvad kan man dog ikke snuse sig frem til i alle de private hjem. Alene lugten! Af snavs og urin og støvede bøger i forskeren Flosis lejlighed. Af roser og dyrt undertøj i operasangeren Sigurdís Daníelsdóttirs. Af pertentlighed, akkuratesse og sikker moderne kunst i arkitektens bolig. Og af et langt liv levet i kærlighed i den gamle Listalín Jónsdóttirs rødbrune hus.
Hele mit liv har været smukt, siger den gamle kone og er nok det nærmeste, vi kommer et ægte menneske i romanen.
Det udsagn sætter en lavine af spørgsmål i gang i den unge kvinde. For hvad er et smukt liv? Og hvorfor er hendes eget så elendigt? Hvad er det, hun mangler? Et talent, måske, som operasangerinden påstår fra sit ophøjede dronningestade. Men du skal allerførst finde din type og en ny hårfarve. Og Kolfinna styrter til frisør.
LÆS OGSÅ:Hverdagslitteratur skyder idealer om den kernesunde familie ned
En smule almen dannelse og en opsparing, gnækker arkitekten patriarkalsk og bedrevidende, mens han samtidig søger at nedlægge sit bytte der altså nu ikke længere er dramatisk sorthåret, men sporty og blond.
Har jeg aldrig været god til noget?, spørger hun fortvivlet sin mor. Men mor er en karikatur på en mor og ret ligeglad. Hvad skal der blive af mig?, tænker hun. Du er en loser, siger veninderne.
Men vinden vender. Kolfinna med det blonde hår begynder at spare op. En lille butik vil hun åbne. Og hun kommer med til fine forretningsmiddage og operapremierer og bliver snart bestormet ikke bare af arkitekten, men af både forskeren og den småpimpende operasangerinde.
Således kunne det, der startede som et sort vikarjob, være blevet en eklatant social løftestang. Men det viser sig at være en rusten undervandsbåd. Og kun med nød og næppe, en sund natur og en massiv portion opsparet aggression får Kolfinna til sidst reddet sig delvis tørskoet i land.
Som man kan ane, lever de fleste af personerne op til allehånde fordomme om mænd, kunstnere, overklasse, arbejdsløse, mødre og veninder. En stivhed i verdensbilledet, kunne man sige, som indimellem også resulterer i et sært anakronistisk sprog. I hvert fald i den danske oversættelse. For helt ærligt: bruger en ung islandsk pige udtrykket frisk og fro? Læser hun i computeren, og sætter hun penge ind på sin bank? For slet ikke at tale om, at hun kigger videofilm.
Men skidt pyt. Det hele er skrevet med et godt glimt i øjet og fuld fart frem, så man næsten glemmer det undervejs. Vær dig selv, synes konklusionen at lyde. Og det er ikke ringe.