Inden for billedkunsten er det almindeligt at bruge retrospektive udstillinger til at kaste lys over en enkelt kunstners karakter og udvikling. Samme tradition findes ikke inden for filosofien, men en ny , Filosofiske udspil af Aarhus-filosoffen Hans Fink, viser, at systemet har nøjagtig de samme kvaliteter her.
I Filosofiske udspil har Fink samlet en række artikler fra det seneste kvarte århundrede. Hovedparten af artiklerne har ganske mange år på bagen, og mange af dem har et vist ry fra andre udgivelsessammenhænge. Alligevel giver det god mening at samle artiklerne på tværs af tider og emner, for i denne helhed bliver Hans Finks særegne perspektiv ganske tydeligt.
Man kunne måske frygte, at en udgivelse af denne karakter kunne få et vist musealt præg. Finks artikler forener dog på fineste vis den vitalitet, der ligger i, at skrifter er prægede af deres tid med den mere varige kvalitet, der ligger i, at de alligevel også er hævede over tiden.
Nogle af artiklerne nærmer sig endda det monumentale. Det er således glædeligt at erfare, at Finks mere end 20 år gamle artikler om kulturbegrebet på ingen måde virker antikverede. Her skriver han sig smukt ind i den strid imellem kulturrelativisme og universalisme, der stadig udgør rammen for diskussionen. Siden 1990 har styrkeforholdet i den strid nok i almindelighed forskudt sig til fordel for universalismen, men netop fordi Fink nægter at tage parti, bliver han hverken her eller andre steder et offer for verdenshistoriens domstol.
Bogens gennemgående filosofiske pointe viser sig i det hele taget hurtigt at være en principiel afvisning af den forestilling, at modstridende forklaringer nødvendigvis udelukker hinanden. Fra Niels Bohr låner Fink den vigtige idé, at man må betragte modstridende forklaringer som komplementære. I stedet for at se dem som kombattanter i en udryddelseskrig skal man hellere se dem som tolkninger, der tilsammen fuldstændiggør kundskaben.
LÆS OGSÅ: Der er stadig plads til Kritik
Hans Fink er virkelig ikke nogen krigens mand. Selv om det egentlig ikke er hans anliggende at forsone modstridende positioner, mærker man tydeligt, at i det mindste det uforsonlige er ham inderligt imod.
Dette temperament fører ham flere gange til en overdreven nedtoning af enhver radikalitet. Således er det en noget kastreret udgave af oplysningsbevægelsen, der kommer ud af en artikel, hvor det med hjælp fra Løgstrup lykkes Fink at bisætte den store, kritiske mester Kant i mild, dansk præstegårdsmuld.
I de fleste tilfælde er det begreber, der er genstanden for Finks undersøgelser. I stedet for at søge begrebernes arketyper eller at afgrænse dem analytisk søger Fink hellere betydningerne i sprogbrugens historiske glidninger.
Etymologier er altid rasende spændende, og Fink er da også leveringsdygtig i nogle særdeles smukke eksemplarer. Med etymologien som redskab viser Fink et utal af nuancer og forskydninger i begrebernes brug. Omkostningen ved disse nuancerede fremstillinger, der insisterer på at bruge hele paletten, bliver dog indimellem, at alting ender med at blive brunt. Nuanceringer skaber nok et større og mere sandt billede, men også ofte et billede uden klare konturer.