En februaraften i Vejleåparken i Ishøj er mørk. I lighed med de fleste steder en dansk februaraften.
Men i Vejleåparken er der særlig opmærksomhed på mørket, for dunkle stier og passager kan skabe utryghed for nogle af de omkring 5000 beboere. Og når man tager de mørke stisystemer og tilføjer det ghetto-prædikat, som området fik med VK-regeringens ghettoliste i oktober 2010, skal der ikke megen forestillingsevne til at fremtrylle billeder af unge lømler med knive gemt i baglommen og biler i flammer.
LÆS OGSÅ: Gåture skaber tryghed i udsatte boligområder
Men de billeder er grebet ud af den mørke aftenluft.
Vejleåparken røg af ghettolisten efter tre måneder, og omtrent samtidig var historiens største renovering af et socialt boligbyggeri færdig. Op mod to milliarder kroner var skudt i Vejleåparkens boligblokke, som udgør en sand labyrint af gule og røde sten i fire etager omtrent 20 kilometer fra Rådhuspladsen i København.
Trods den massive indsats for at løfte Vejleåparken er der dog stadig ting at gøre. Eksempelvis at øge trygheden. Det skal tryghedsvandringer hjælpe med.
Derfor troppede 20 beboere onsdag aften op for at gå en runde mellem de mange boligblokke. Sammen med ejedomskontoret og kommunale socialmedarbejdere skulle beboerne udpege de steder i Vejleåparken, som kan skabe utryghed. Siden 2010 er der gennemført 29 tryghedsvandringer i udsatte danske boligområder, og en undersøgelse fra Center for Boligsocial Udvikling viser, at vandringerne kan være med til at øge beboernes tryghed.
På en tryghedsvandring er lokalpolitiet oftest til stede, men denne aften var der gået kuk i kommunikationen. Næste gang ville den lokale sherif helt sikkert deltage, forsikrede Pia Voel, daglig leder af ejendomskontoret i Vejleåparken.
I løbet af de 45 minutters vandring rundt på små veje som Strandgården og Ågården og på flisebelagte stier over store græsplæner var der dog ikke megen utryghed at spore. Godt nok kæmpede små og store gadelamper en til tider håbløs kamp mod mørket på lange dystre strækninger, men beboergruppen af midaldrende og pensionister brugte mere krudt på hyggesnak og glatte fliser end på den utryghed, som nogle måske ville opleve. Tilbage i kulturhuset på Vejleåparkens butikstorv var beboerne dog glade for vandringen.
Blandt dem 65-årige Wagn Jensen, som har boet i Vejleåparken i to år og arbejder frivilligt med unge. For tryghed er mange ting og er en svær størrelse at måle, så en simpel gåtur er en god ting, mener han.
Det kan gøre nogle utrygge at høre, at Vejleåparken skulle være en ghetto. Jeg taler med mange ældre herude, som siger hvordan tør du dog gå ude om aftenen?, men så svarer jeg, at de selv skulle prøve at gå lidt ud og hilse på de unge. Så ville de se, at de unge faktisk bare siger god-aften.
47-årige Annie Dybing har sammenlagt boet i Vejleåparken i 13 år og nikkede bekræftende til Wagn Jensens ord i kulturhuset.
Jeg har mange veninder, som ikke kan lide Ishøj, men de kender det heller ikke. Sådan er det ofte, tror jeg. Det er det ukendte, der gør en utryg, siger hun.
På den måde har tryghedsvandringerne en forebyggende og skræk-afmonterende effekt: Når man lærer sit område at kende ved aftentide, er det ikke længere utrygt. Derfor var Pia Voel fra ejendomskontoret også tilfreds med vandringen, men havde samtidig en opfordring til beboerne.
I siger, at Vejleåparken i udgangspunktet er et trygt sted at bo, og I er mest opmærksomme på huller i vejen og løse fliser. Det er rigtig godt, men for at gøre Vejleåparken til et endnu bedre sted at bo har vi brug for, at I gør os opmærksomme på at løse de problemer, der kan opstå, og de steder, som kan gøre jer utrygge, sagde hun.
At beboerne denne aften ikke råbte op om angst og skumle stisystemer forringede ikke tryghedsvandringens værdi, mener Pia Andersen, som er socialfaglig hot spot-medarbejder i Vejleåparken.
Tryghed er individuel, og måske kan mange ting virke små, men de fylder hos beboerne. Med tryghedsvandringerne får beboerne et ejerskab til deres lokalområde og bliver knyttet til det. Det gør det hele mere trygt.