Når det handler om liv eller død

Afrikas befolkning kæmper en sej kamp for at overleve tørke, klimaforandringer og krige. Danmarks Indsamling er en håndsrækning til afrikanernes egne bestræbelser på at holde sig på den rigtige side af grænsen mellem liv og død

I byen Kayonza i Rwanda har SOS-Børnebyerne bygget en skole for de midler, der kom ind ved Danmarks Indsamling. –
I byen Kayonza i Rwanda har SOS-Børnebyerne bygget en skole for de midler, der kom ind ved Danmarks Indsamling. –. Foto: Lars Just.

De hedder Jama, Aline og Abuk, Lokwang og Kahaso. De er spredt ud over det kæmpemæssige afrikanske kontinent, fra Mozambique og Uganda til Somaliland og Niger. Fælles for dem er daglige levevilkår på grænsen til det menneskeligt uudholdelige. Men også en vilje til at kæmpe. Og endelig at de kæmper denne kamp med danskernes støtte.

Danmarks Indsamling 2013, som har løbet hele januar og kulminerer i dag med et storstilet tv-show, går som tidligere år til Afrika.

LÆS OGSÅ:
Danmarks Indsamling nytter. Rwandas pygmæer bør have en stor hånd

Hensigten er at hjælpe Afrika med at nå FNs Årtusindmål om at bekæmpe for eksempel fattigdom, sult og børne- og mødredødelighed og få alle børn i skole. Og selvom der sker fremskridt, er der stadig millioner af mennesker, der kæmper for de mest elementære levevilkår. I Afrika syd for Sahara forventes fattigdommen, målt på antallet af mennesker, der lever for under en dollar om dagen, at vokse fra 227 millioner i 1990 til 340 millioner i 2015.

Der er sket markante forbedringer de seneste år, men behovet for støtte er fortsat enormt. Verdens 10 fattigste lande ligger alle i Afrika og særligt i landene syd for Sahara lever mange mennesker under forhold, vi danskere har svært ved at forestille os, siger Line Grove Hermansen, der er talsmand for Danmarks Indsamling og kommunikationschef i SOS Børnebyerne.

LÆS OGSÅ: Fra afrikansk jord til dansk bord

SOS Børnebyerne er en af de 12 hjælpeorganisationer, som sammen organiserer den landsdækkende indsamling og deler de penge, der kommer ind. Sidste år blev det til 87 millioner kroner, og siden den første Danmarks Indsamling i 2007 har danskerne givet over 500 millioner kroner til udviklingsprojekter i Afrika, som er kommet 4,7 millioner mennesker til gode.

Med seks indsamlinger bag os kan vi nu se tilbage på de projekter, pengene er gået til. Og vi kan konstatere, at det nytter. For eksempel har Unicef vaccineret 1,4 millioner børn mod mæslinger i Somalia, hvor hvert femte barn dør af banale sygdomme, inden de bliver fem år. Og Læger uden Grænser har nedbragt mødredødeligheden i et af Burundis distrikter med tre fjerdedele, siger Line Grove Hermansen.

I aften vender Danmarks Indsamling netop tilbage til et af de steder, som har mærket effekten af danskernes mobilisering. Værtsparret Louise Wolff og Nikolaj Koppel vil lede aftenens live-show på tv fra den skole i Kayonza i Rwanda, som blev finansieret af indsamlingen i 2009.

At få alle verdens børn i grundskole er et af Årtusindmålene, og i Kayonza kunne de første børn i maj 2011 sætte sig ind i de splinternye klasseværelser, som prinsesse Benedikte havde indviet.

Denne skole er en generøs gave fra den danske befolkning via Danmarks Indsamling 2009, står der på mindepladen på den røde murstensmur.

Vi byggede en landsby, der blev hjem for 120 børn, men også et sundhedscenter, der hvert år behandler 17.000 børn fra hele lokalområdet, og et socialcenter, der rådgiver familierne om for eksempel sundhed og uddannelse og oplyser om deres rettigheder. For selvom vi som udgangspunkt bygger hjem for forældreløse børn, støtter vi også lokalbefolkningen, og skolen tager imod elever fra nabolandsbyerne, siger Line Grove Hermansen.

Skolen er så stor en succes, at alle eleverne sidste år bestod den eksamen, der afslutter grundskolen, svarende til folkeskolens yngste klasser. Et resultat, som meget få skoler i landet kan præstere.

Denne eksamen giver adgang til overbygningen, der svarer til folkeskolens ældste klasser og gymnasiet. Men en sådan skole findes ikke i området. Endnu. For SOS Børnebyernes projekt for årets indsamling er at bygge dette næste trin i Kayonzas uddannelsesraket.

Hvis ikke eleverne kan fortsætte deres skolegang, har de ikke anden fremtid end at blive bønder. Men befolkningstætheden er så stor i Rwanda, at de kun vil få en meget lille jordlod, som ikke er nok til brødføde en familie. De børn, som begyndte i første klasse, da skolen i Kayonza åbnede, er nu 12 år. Og hvis investeringen i grundskolen for alvor skal give resultater, er det derfor vigtigt, at vi skaber mulighederne for, at eleverne kan fortsætte med at gå i skole, siger Line Grove Hermansen.

De projekter, som vil blive finansieret i 2013, spænder fra bekæmpelse af underernæring blandt børn under fem år i Burkina Faso eller støtte til opbygningen af verdens nyeste land, Sydsudan, hjælp til unge i Somalia og modelskoler med kvalitetsundervisning i Mozambique.

I Den Demokratiske Republik Congo er det kvinderne, der kan håbe på hjælp. Læger uden Grænser vil behandle kvinder for fistula, en lidelse, der opstår, når de føder, og som betyder, at kvinderne ikke kan holde på afføring og urin og derfor ikke blot lider under alvorlige fysiske gener, men også bliver forstødt på grund af den stank, der følger med sygdomen. Og adventisternes hjælpeorganisation, Adra, vil støtte kvindegrupper, så de kan producere radioudsendelser om deres rettigheder og bekæmpe vold og voldtægt.

Den Demokratiske Republik Congo er et aldeles frygteligt sted at være kvinde. Måske det værste sted i verden. Voldtægt er et helt ualmindeligt udbredt fænomen, ikke mindst fordi de væbnede grupper, der hærger landet, i særdeleshed i Nordkivu-provinsen, benytter voldtægt som en krigsstrategi, siger Signe Lund Christensen, programkoordinator i Adra.

Voldtægt eller døden er det kyniske valg, kvinderne stilles over for, når en væbnet gruppe krydser deres marker, hvor de arbejder.

Disse brutale massevoldtægter kan være med til at banalisere voldtægt og vold mod kvinder i befolkningen som helhed, og derfor er det vigtigt, at kvinderne kan blive klar over, at de har ret til at være i fred for vold og voldtægt. Og at det budskab spredes, at vold mod kvinder ikke er i orden, siger Signe Lund Christensen.

Det skal ske via radioudsendelser, som kvinderne skal have hjælp til at udtænke og producere, og pengene fra indsamlingen vil gå til både udstyr og uddannelse af radioteknikere, ligesom journalisterne ved de pågældende radiostationer skal trænes i kvinders rettigheder.

Kvinderne og kvinders rettigheder er også i centrum for Care Danmarks strategi for forebyggelse af hungersnød i Niger.

Niger har oplevet tre fødevarekriser i de seneste syv år. Hver gang er familierne nødt til at sælge deres dyr og nogle gange også deres jord for at overleve, og det betyder, at de bliver endnu mere sårbare ved den næste tørke, siger Marianne Haahr, koordinator for Cares projekter i Niger.

3000 kvinder i Niger vil få hjælp takket være Danmarks Indsamling. Nogle vil modtage geder, andre jordlodder, som Care hjælper lokale kvindeorganisationer med at købe og stille til rådighed for kvinderne.

Traditionelt får kvinderne tildelt et stykke jord af deres mand, når de bliver gift. Men befolkningspresset betyder, at jordlodderne bliver mindre, så der ikke er nok til, at kvinderne også kan få. Og samtidig siver en fundamentalistisk islam op fra det tilgrænsende Nigeria og legitimerer en praksis, der skubber kvinderne væk fra jorden, så de bliver mindre selvstændige, end deres mødre var. En af løsningerne, som vi tilbyder, er at hjælpe kvinderne med at få skøde på den jord, de har, så den ikke kan tages fra dem, siger Marianne Haahr.

I modsætning til tidligere år har Danmarks Indsamling ikke noget fælles tema. Men fælles for de fleste projekter er hjælp til, at modtagerne kan blive bedre til at kræve deres ret. Uanset om det er retten til at eje jord eller et liv uden vold.

Årtusindmålene handler om rettigheder. Til at gå i skole, til at føde uden at dø af det. Vi sætter disse rettigheder i spil, så befolkningerne selv kan gå ud og sørge for, at de bliver indfriet og selv kan bære udviklingen videre, siger Line Grove Hermansen fra SOS Børnebyerne.

mennesker side 18

Landsdele konkurrerer om indsamling

For første gang er Danmarks Indsamling rykket både ud i landet og ud til den virkelighed, hvor indsamlingspengene skal bruges. Indsamlingen kulminerer med et tv-show på DR 1 i aften, og slagets gang ledes af Nikolaj Koppel og Louise Wulff fra en skole i Kayonza i Rwanda.

Samtidig vil live-indslag blive transmitteret fra de fire scener landet over i Aalborg, Horsens, Odense og Roskilde. Her vil Mads Steffensen og Pernille Rosendahl være værter for den nordjyske indsamling, mens Sisse Fisker og Thomas Skov dækker den midtjyske. Fra Odense styrer Peter Qvortrup Geisling og Jim Lyngvild Syddanmarks indsats, mens Ulla Essendrop og Peter Mygind er værter for showet i Roskilde.

Landsdelsværternes opgave bliver især at opildne hver deres landsdel til at vinde konkurrencen om at blive aftenens mest generøse giver.

Dagens show bliver et af de største, som nogensinde er vist på tv, med kunstnere som D-A-D, TV-2, The Storm med Pernille Rosendahl og The Blue Van, men også Wafande og Klumben & Raske Penge.

Et musikalsk medley, der er lavet specielt til Danmarks Indsamling 2013, vil blive præsenteret af Rasmus Walther, Barbara Moleko og Clemens, mens Peter Frödin, Ulf Pil-gaard, Bodil Jørgensen, Jonas Schmidt og Troels Malling er blandt de entertainere, der vil sørge for, at seere og publikum også får et rigtig godt grin i løbet af aftenen.