På plakaten i Silkeborg

Tre nye udstillinger i KunstCenteret Silkeborg Bad spænder vidt. Måske også for vidt

Kunstnergruppen Kontekst vil med sine udstillinger udvide landskabet som overordnet begreb. De handler blandt andet om naturen og kunstværkets forhold til naturen. –
Kunstnergruppen Kontekst vil med sine udstillinger udvide landskabet som overordnet begreb. De handler blandt andet om naturen og kunstværkets forhold til naturen. –. Foto: Kunstcenteret Silkeborg Bad.

4 stjerner

KunstCenteret Silkeborg Bad er nu på plads med tre udstillinger i hovedbygningen. Det er husets styrke, at rummene fra tiden som kurbad med deres moderne tilbygninger kan danne stærke rammer om vidt forskellige udstillinger. Næsten trykkende, koncentreret blandt den gamle kursals jernsøjlers skanderinger er væggene tapetseret med plakater. Pågående, som plakatkunst skal være. Det drejer sig om Aarhus International Poster Show, hvis udstilling af bedømte plakater egentlig har været vist før, nemlig i sommeren 2012 i Aarhus.

LÆS OGSÅ:
Nordlyset er et billede på Jesus

Kunstcenterets leder, Iben From, har valgt at ophænge værkerne under temaer, der dog alle har det givne fælles tema: To be human, at være menneske eller at være menneskelig. Den dobbelthed er god, idet den spænder budskaberne ud mellem det for mennesket givne og det, der fordres for at leve humant i en kompleks og truet verden. Ophængningen fungerer ved sin intensitet. Måske er svagheden, at man sammenligner mere, end man fordyber sig i budskaberne. Det er dystre budskaber af kunstnere, der ikke nødvendigvis kunne sætte disse temaer på plakaten i deres hjemlande. Dermed er det klart en politisk markering.

Plakatens historie grunder på ønsket om at gøre opmærksom på et produkt, der i videste forstand skal sælge. Det skal gribe og overbevise. Mange af plakaterne på denne udstilling er mere meditationer og man vil ikke kunne forestille sig en plakatsøjle i en storby, hvor de hang side om side med reklamer for politikere, cigaretter og damestrømper. Vi er i plakatkunstens verden, hvor plakaten bliver et statement mere end en legen med og anglen efter vort begær.

Fra ønsket om genoprettelse af den naturlige orden går man direkte ind i en verden af problematiseret natur i udstillingen Landet ud af skabet. Gennem et rum med iscenesat natur og jagtscene ved hjælp af bøger kommer man ud i lyset i den store sal, der åbner sig mod Silkeborgsøernes natur eller hvad det nu er derude. Vort natursyn og billede af naturen er selvsagt konstrueret.

Det understreger denne udstilling af gruppen Kontekst. Der er inviteret et par gæster: Karen Gabel Madsen og Morten Barker. Disse to bidrager stærkt med en række malede krydsklip af natur og arkitekturens søjleskove og en videoinstallation om naturen i det artificielle øvelseslandskab i Oksbøl, hvor vildt og kampvogne deler jagtmarker.

Udstillingen spænder vidt: fra Børge Kromann-Andersens grimasserende natur i urtepottestørrelse med uudgrundelige harer som menneskeligt element. Til Marianne Tingholms konfigurationer i centrumsløse collager skabt af tomme havebilleder uden nogen som helst betydning. Rolf Mabillon er den, der eksplicit arbejder med skabet, som noget skal ud af. Man kan sige, at det vælter ud med brokker fra en kompliceret verden af barndomserfaringer. Ina Olsen flænger med sin boremaskine sit medium, som var hun grafiker, der med nålen flænsede papiret. Her er det plader i stor størrelse, der modtager indtrykket af menneske og maskine. Skalaen er imponerende og udtrykket hvilende og virker næsten sugende.

Udstillingen flyder noget, hvilket ikke er sært, når naturens sådan kommer indenfor, men den besøgende kan føle sig lidt usikker, vil jeg tro. Uden et egentligt manifest eller nogle ord til åbning, vejledning eller sammenbinding kan den virke diffus. Det er en udstilling, der i den grad vil råbe os op. Men råbene er rettet i forskellige retninger og betjener sig af meget forskellige medier.

Lone-Lotte Janns er keramiker. Hun er dansk med hjemsted i såvel Midtjylland som i Peru. Hendes stentøj er præsenteret i en tæt opstilling. Værket ligger i en organisk del med underlige dyr, måske variationer over bæltedyret, og en række geometrisk skarpe figurer, der udspringer af en sydamerikansk bygningskultur. Det er det herlige, at der ikke er tale om brugskunst; man kan ikke bruge disse huse til noget men de er næsten ikke til at komme fra. Man falder i bedste forstand i staver over dem. Deres stoflighed i samspillet med deres former fuldender udtrykket. Det er næsten kun i Silkeborg, vi kan møde denne tradition for brænding af korpusstentøj. Her eksperimenterede Jorn og Nyholm og skabte noget nyt i dansk keramiks historie. Lone-Lotte Janns følger i dette spor på en meget egen og dybt original måde.

Der er altså stramme former og klarhed i begge ender af udbuddet på Silkeborg Bad. Indimellem den mere utæmmelige natur med lyd og installationer. Et godt panorama og en god udfordring. Silkeborg Bad er det centrum, hvor tre vidt forskellige udstillinger kan smelte sammen i et herligt hus, og hvor der kompromisløst formidles samtidskunst af stor indbyrdes forskellighed. Det skal ikke kun Silkeborg være stolt af. Silkeborg Bad skræmmer ingen bort, men har sin egen lokken med den udfordrende kunst hvilket naturen hjælper med til. Så det er op af stolen og ind i naturen og kunsten i dette jyske kraftcenter.

Den flertydige overskrift ”Landet ud af skabet” vil synliggøre kunstnernes arbejde i krydsfeltet mellem kunst og natur. Samtidig peger overskriften på det bevidste opgør med traditionen for landskabsmaleri, der fastlægger bestemte positioner for natur, værk og betragter. –
Den flertydige overskrift ”Landet ud af skabet” vil synliggøre kunstnernes arbejde i krydsfeltet mellem kunst og natur. Samtidig peger overskriften på det bevidste opgør med traditionen for landskabsmaleri, der fastlægger bestemte positioner for natur, værk og betragter. – Foto: Ralf Mabillon.
En del af udstillingen præsenterer Lone-Lotte Janns’ virke som keramiker gennem de seneste 15 år. –
En del af udstillingen præsenterer Lone-Lotte Janns’ virke som keramiker gennem de seneste 15 år. – Foto: Kunstcenteret Silkeborg Bad.