Den tyske filosof Immanuel Kant (1724-1804) ville med stor sandsynlighed blive endog særdeles bekymret, hvis han i dag slog op i en dansk avis og gav sig i kast med at læse anmeldelser. Kunsten, det være sig bogen, balletten eller noget helt tredje, ville han næppe gøre indsigelser mod. Hvad han derimod ville være mere negativt stemt over for, er den danske anmelderstab.
Kant mente, at en ægte smagsdommer helt bør holde egne holdninger og følelser udenfor, når han lader sin dom over et givent kunstværk falde.
LÆS OGSÅ: Kants pædagogik er moderne
En af hans samtidige, den skotske filosof David Hume (1711-1776), forlangte både følsomhed og en velkvalificeret oparbejdet viden for at kunne forklare, hvorfor et kunstværk tiltaler eller frastøder. Begge dele har en ikke ubetydelig del af det danske anmelderkorps visse problemer med, mener Jørn Erslev Andersen, lektor i æstetik og kultur på Aarhus Universitet.
Man bør kunne forvente, at professionelle anmeldere til en vis grad sætter sig selv til side, når de skriver en anmeldelse i en avis. Men det er der mange, der ikke formår. Anmelderens egen person kommer ofte til at fylde for meget. I æstetiske vurderinger af kunst er det i dag ofte sådan, at anmelderen i stedet for at komme med en kvalificeret vurdering af kunsten skal sige noget om, hvad han eller hun selv mener og føler, og på den måde bliver kunsten pludselig noget sekundært. Ofte er det en slags vanedannende, men irriterende nødløsning på et stressende tidspres, men det er også en måde hurtigt at blive kendt på, siger Jørn Erslev Andersen.
I en nyantologi, Sansning og erkendelse. Æstetikhistoriske grundtekster fra Baumgarten til Kant, præsenterer Jørn Erslev Andersen en samling tekster fra 1700-tallet, der netop diskuterer begrebet smagsdom et begreb, der opstod som følge af, at flere og flere såkaldt almindelige mennesker uden noget specifikt forhåndskendskab til kunst efterhånden blev præsenteret for kunst op igennem 1700-tallet. Det kaldte på en debat om, hvordan man bedst kunne opkvalificere diskussionen om god og dårlig kunst en debat, som særligt datidens filosoffer gik ind i.
I Jørn Erslev Andersens nye antologi kan man læse, hvordan en halv snes 1700-tals-filosoffer mente, man burde agere, når man ønskede at deltage i det offentlige smagsdommeri. Og generelt var der blandt filosofferne den opfattelse, at man som smagsdommer burde holde sig til at tale om det, man havde forstand på, ligesom man burde undlade at lade sine smagsdomme reducere til rent føleri. Man skulle med andre ord kunne argumentere for sine æstetiske betragtninger.
Havde man bibeholdt 1700-tallets idealer, ville mange anmeldelser i dag se anderledes ud, mener Jørn Erslev Andersen.
For at blive anmelder ved en avis i dag skal man være god til at skrive og have skarpe holdninger, så kan man få sin plads. Men for mig handler den gode anmeldelse om noget andet, end at personen bag er god til at melde skarpt ud og gøre opmærksom på sig selv, siger han og fremhæver et eksempel på en god anmeldelse fra dagbladet Information, hvor en unavngiven skribent for et par dage siden anmeldte to markante bøger af Blanchot og Norén, udkommet i 2012 på nicheforlaget After Hand og totalt fortiet i den kulturelle offentlighed.
Man kan mærke på den her anmelder, at han ved, hvad han skriver om. Han er inde i sagerne, men praler ikke med det. Det er tydeligvis ikke vigtigt, hvad han selv synes, og så er han formentlig en fagperson, siger Jørn Erslev Andersen.
Når anmelderiet i dag er kommet til at se ud, som det gør, skyldes det mestendels, at vi lever i en medieret verden, hvor det handler om, at stoffet i medierne skal være nyt, enkelt og hurtigt fordøjeligt, mener Jørn Erslev Andersen. Men ulemperne ved de idealer er til at få øje på.
Vi, der læser aviserne, bliver på en måde dummere, fordi vi glemmer, at der er noget, der hedder argumentation og omtanke, når vi ene og alene præsenteres for personlige meninger. På aviserne tror man åbenbart, at læserne er dumme, men det er de ikke. Man kan sagtens formidle artikler om kunst og filosofi, som er kompliceret, så folk får noget at arbejde videre med og det vel at mærke uden at skrive ned til læseren. Der er jo heldigvis stadigvæk gode eksempler på at det kan lade sig gøre at skrive sådan, ikke mindst i en avis som Kristeligt Dagblad eller i førnævnte Information, siger han.
Jørn Erslev Andersen mener, at en stor del af kulturredaktørerne i det danske medielandskab bærer en del af ansvaret for den kedelige udvikling. De vælger i stigende grad de komplekse ting fra og er med til at minimere kulturstoffet til at være ren underholdning.
Aviserne skaber jo deres egne læsere, så hvad med om de vænnede sig til at tænke læserne som kvalitetsbevidste borgere og ikke som flade forbrugere, spørger Jørn Erslev Andersen.
Hvis niveauet i kulturstoffet skal blive mere nuanceret, end det er nu, kræver det en satsning i den retning.
Så skal man på en kvalificeret måde turde fortælle læserne andet end det, man tror, de gerne vil høre om. Det sker alt for sjældent. Der skal være plads til det hurtige og populære, men der skal også være noget for nørderne, for der findes jo den der kreativitet og innovation, som politikerne og andre efterspørger, siger Jørn Erslev Andersen.