Uddrag af Stefan Zweigs (1881-1942) store fortælling Skaknovelle (1942) indgik før i tiden i gymnasiets tyskundervisning. Mange vil derfor nikke anerkendende til den gode nyoversættelse, som nu er udgivet af den berømte historie. Cirka 100 sider lang er den, og den har derfor fået følgeskab i udgivelsen af en tidlig novelle, Praterforår fra 1900.
Der knytter sig en dramatisk historie til Skaknovelle, idet Zweig som østriger flygtede fra nazisterne og slog sig ned i Brasilien, hvor han begik selvmord sammen med hustruen, kort tid efter at den store novelle var udkommet. Om der nu er en direkte sammenhæng med den fortvivlelse, som førte til selvmordet, og så historien i Skaknovelle det lader sig ikke afgøre. Men i hvert fald er fortællingen om den store skakkamp mellem to spillergrundtyper på et passagerskib mellem New York og Buenos Aires også påvirket af optakten til Anden Verdenskrig og af nazisternes hærgen i de mellemeuropæiske lande. For den ene af spillerne, dr. B., har umiddelbart forinden netop været underkastet forhør af Gestapo og har i sin enecelle i de lange ventetider ud fra en stjålen skak lært sig flere hundrede spil ganske abstrakt udenad.
LÆS OGSÅ: Årstidernes gang i poesien
Det er imidlertid ikke ham, vi hører først om i novellen. Det er hans modstander i spillet, et guds ord fra landet, af skikkelse som en rolig granitblok, der er blevet verdensmester i skak på kun denne ene evne. Vores fortæller vil gerne i kontakt med ham, men han er vanskelig og indelukket, så det er kun ved hjælp af en formuende mand, at han får opsat et simultanspil mellem verdensmesteren og de skakinteresserede ombord.
Dette spil kommer dr. B. tilfældigt forbi og hjælper de forsamlede til at få remis mod verdensmesteren. Og bagefter får vores fortæller sig en langvarig samtale med dr. B. om, hvordan han i Gestapos fængsel havde lært sig de mange skakspil i hovedet. Den store kamp bliver nu sat mellem dr. B. og verdensmesteren, og dr. B. vinder. Over verdensmesteren. Men ved det næste spil bliver han grebet af spillelidenskaben, manien, og må trække sig ud af kampen. Og dermed slutter fortællingen ganske abrupt.
Der er så meget skak i historien, så meget skematik mellem de to spillertyper, at historien udvikler sig til et billede på bevidsthedens måde at fungere på, men også til et billede på den geometri, som hersker i litterære historier og kunstværker som for eksempel musik, hvor stemme og modstemme kæmper om magten.
Det massive jordmennneske mod det lette åndsmenneske, som samtidig befinder sig på vanviddets rand. Og så er der spillelidenskaben, der har optaget mange forfattere som tilfældets mulighed, spillet, det gode indfald, der uforståeligt vokser til et helt værk. Men det er dr. B.s bevidsthedmæssige spil mod sig selv i sin ensomme celle plaget af tanken om kommende forhør, der giver historien dens tyngde: At ville spille mod sig selv i skak er altså et lige så stort paradoks, som at ville springe over sin egen skygge. Denne bevidsthedskamp er det, som lægges ud mellem de to modstandere på skibet, men det er kun en udvendiggørelse af dr. B.s næsten sygeligt udviklede bevidsthed i cellen.
Zweig tegner gennem novellen også et portræt af sin egen bevidsthed, der kan beskrive et sådant forhold så tæt. Var det den bevidsthed om det europæiske menneskes abstrakte selvoptrævling gennem logik og skematik, der førte til hans selvmord i 1942?