Israels fredsfløj har høje forventninger til den amerikanske præsident, Barack Obamas, kommende besøg i Israel, Jordan og på Vestbredden i slutningen af marts. Ikke kun fordi man er begejstret over, at Obama endelig kommer til Israel, men også fordi man tolker offentliggørelsen af besøget kort tid efter det israelske valg som et tegn på, at den amerikanske præsident har besluttet sig for at droppe sin afventende politik over for Israel og palæstinenserne og erstatte den med en mere aktiv politik, der skal fremme fredsprocessen.
På den politiske midte og det, der ligger længere til venstre, spores en begejstring over det pres, Obamas besøg allerede placerer på skuldrene af den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu. Netanyahu er travlt optaget af at etablere sin kommende regering, og meldingen om Obamas besøg menes at være med til at presse Netanyahu til at gå efter en moderat regering, da det modsatte vil være en klar udmelding fra Netanyahus side om, at han ikke er interesseret i et gennembrud i forhold til palæstinenserne.
Endelig begrunder de israelske optimister den gode fornemmelse med det faktum, at Obama selv ankommer med en ny udenrigsminister i form af John Kerry. I Israel ses John Kerry som en moderat politiker, der besidder al den tålmodighed, Hillary Clinton ikke havde, når det gælder konflikten mellem Israel og palæstinenserne. Derfor tror mange, at John Kerry kan blive en vigtig brik, hvis den amerikanske ledelse beslutter sig for at forsøge at presse parterne til forhandlingsbordet igen.
LÆS OGSÅ: Valgresultatet er skidt for forholdet mellem Israel og USA
Rygter om, at Barack Obama undersøger muligheden for at holde en tale på Bar Ilan Universitetet under sit besøg, er også med til at forstærke troen på, at Obama kommer for at tale fred. Efter amerikansk pres på Netanyahu for snart fire år siden holdt den israelske premierminister sin berømte Bar Ilan-tale, hvor han erklærede sin støtte til idéen om en tostatsløsning. En tale fra Obama samme sted under sit første besøg i Israel som præsident vil på tydeligste måde understrege, at USA forventer, at Netanyahu lever op til den tale, han har forsøgt at glemme, lige siden den dag han holdt den.
I sin tid som Israels premierminister er det ikke lykkedes for Netanyahu at sidde med den palæstinensiske præsident, Mahmoud Abbas, ved forhandlingsbordet. I stedet har Israels regering udvidet de jødiske bosættelser på den besatte Vestbred og givet Iran, Syrien og de arabiske omvæltninger højeste prioritet. Det er heller ikke noget tilfælde, at Netanyahu i begyndelsen af denne uge valgte at sige, at Obamas ventede besøg handler om tre emner: Iran, Syrien og muligheden for at genstarte fredsprocessen med palæstinenserne. Netanyahus rækkefølge er ikke improviseret, men nøje planlagt. Han vil først og fremmest tale om Iran. Så det nye trusselsbillede fra Syrien, og hvis der er tid tilbage efter det, er han villig til at tale om mulige fredsforhandlinger.
Sagt anderledes tror Netanyahu ikke på det mulige gennembrud, den israelske fredsfløj drømmer om. Han har forpligtet sig over for den israelske befolkning til at stoppe det iranske atomprogram, og de mange omvæltninger i den arabiske verden opfatter Netanyahu som et bevis på, at det er en alt for ustabil periode til at tale om fred. Han opfatter præsident Abbas som en svag partner, der ikke har gennemslagskraft til at sælge en eventuel aftale til sin egen utilfredse befolkning.
Men Netanyahu ønsker ikke at skuffe den amerikanske præsident og gøre samarbejdet med Israels vigtigste allierede utåleligt de kommende fire år. Hvad Obamas besøg angår, betyder det, at Israels regering nok vil være villig til at gå med et stykke hen ad vejen mod forhandlinger, indtil de store beslutninger skal tages. Nogle måneders fastfrysning af byggeriet i bosættelserne eksempelvis, eller et møde mellem Abbas og Netanyahu for at signalere god vilje.
Umiddelbart synes overskriften for Obamas besøg at være, at fredsprocessen forbliver på sidelinjen og under Irans og de arabiske landes tungere skygge. Det eneste, der kan ændre ved det, er, hvis Obama overrasker parterne med en omfattende plan og en stram tidsfrist med tilpas amerikansk pres. Men hverken Netanyahu eller den palæstinensiske ledelse, der hørte om besøget i medierne, synes at mene, at det er tilfældet.