I skrivende stund har over 8000 hollændere sat deres navn på en underskriftsindsamling, der skal få de hollandske politikere til at spørge borgerne ved en folkeafstemning, før de sender mere magt til Bruxelles.
Det lyder måske ikke af så mange i et land med 16 millioner indbyggere. Men ophavsmanden, debattøren og retsfilosoffen Thierry Baudet, der står i spidsen for projektet, er godt tilfreds. Indsamlingen på nettet har kun været i gang en uges tid. Serverne har været nede i længere tid ad gangen, og han og de andre bag initiativet er endnu ikke begyndt at slå på tromme for projektet.
Da den britiske premierminister, David Cameron, i januar stillede sig op og holdt sin længe ventede tale om Europa, hvor han lovede en folkeafstemning til det britiske folk, stillede Baudet sig i spidsen for en gruppe af ni meget forskellige medlemmer af den hollandske intelligentsia og forlangte det samme i et åbent brev i den finansielle avis NRC Handelsblad. Gruppen tæller medlemmer fra syv forskellige universiteter og en enkelt socialdemokratisk tænketank, spænder fra højre til venstre på det politiske spektrum og over en række akademiske discipliner fra filosofi over økonomi til jura. De er uenige om meget, men det, der samlede dem, var et oprør imod det, der i debatindlægget beskrives som tvivlsomt mikro-management fra Bruxelles, og imod den overførsel af magt, der foregår fra hovedstæderne mod Bruxelles, især på det økonomiske område.Fra politisk hold har blandt andre udenrigsminister Frans Timmermans kritiseret kampagnen for at forsøge at vildlede befolkningen ved at bede om et anderledes Europa i stedet for en reel udmeldelse af unionen. Det kan han få rig lejlighed til at diskutere.
Hvis borgerinitiativet når over 300.000 underskrifter kan det udløse en vejledende folkeafstemning, men allerede ved 40.000 signaturer er politikerne bundet til at diskutere dens indhold. Ingen af delene er decideret bindende for den politiske klasse, men det er heller ikke pointen, lyder det fra Baudet. Det handler om at få mobiliseret befolkningen, og det er allerede sket.
Efter avisartiklen modtog vi hundredvis af e-mail fra folk, der tilbød deres hjælp, siger Thierry Baudet, der til hverdag er tilknyttet Tilburg Universitet som postdoc.
Det er faktisk rørende at få mail fra folk, der skriver, at vi er deres sidste håb, og at de er glade for, at der endelig er nogen, der gør noget. Det er et signal om den utilpashed, der er i det hollandske folk lige nu.
Den 29-årige debattør og akademiker kunne være en mørkhåret udgave af den danske politiker og medlem af Europa-Parlamentet Morten Messerschmidt, hvis denne havde lagt Dansk Folkeparti-medlemskabet på hylden og var blevet på universitetet efter sin juraeksamen.
Thierry Baudet bruger samme argument om at være for Europa og derfor mod EU. Og han synger fra den samme euroskeptiske sangskat om mere lukkede grænser, afskaffelse af den fælles mønt, opgivelse af den fælles udenrigspolitik, renationalisering af asylpolitikken, lukning af Europa-Parlamentet og returnering af en række beføjelserne til hovedstæderne.
Det er sange, som Baudet føler, at stadig flere nynner med på både i hans hjemland og i resten af Europa.
I 2005, da 61 procent af befolkningen i Holland stemte nej til Forfatningstraktaten, var EU stadig omgærdet af en efterkrigsidealisme. Idéen om, at vi endelig er sammen igen efter Anden Verdenskrig. Hvis du da var imod idéen om europæisk integration, så var du for krig og intolerant nationalisme og måske endda antisemitisme. Det var bare ikke helt o.k. at være skeptisk over for EU. Den mytiske følelse, som lå rundt om unionen, forsvinder hastigt lige nu. Nu kan vi endelig have en rationel diskussion om, hvorvidt det er en god idé, og om det overhovedet er den bedste måde at forhindre krig og skabe samarbejde i fremtiden på, eller om EU måske netop har den modsatte virkning, siger han.
LÆS OGSÅ: Højt britisk spil om EU
Det hollandske folk er pragmatikere, pointerer Baudet. Ligesom danskerne ifølge ham er det. Hollænderne er ikke tossede med idéen om et unionsprojekt, der indebærer en version af Europas Forenede Stater. De er med i klubben for at høste frihandelsfordelene og arbejde sammen med deres naboer som en lille, åben økonomi.
EU har været befordrende for disse mål, som det hollandske folk sætter højt. Men det bliver stadig mere klart, at EU bliver et mere politisk projekt, som har et urealistisk højt selvværd. Når José Manuel Barroso, Herman van Rompuy og Martin Schulz (lederne af EUs tre vigtigste politiske institutioner, Kommissionen, Det Europæiske Råd og Europa-Parlamentet, red.) tager imod Nobels Fredspris, holder taler og poserer på billeder, hvor de ser stolte og selvtilfredse ud, så stryger det hollænderne mod hårene, og mange andre europæere for den sags skyld, for det var ikke det, vi ville. Idéen om frihandel, fredeligt samarbejde og sameksistens er blevet kapret af disse mennesker i Bruxelles. Bureaukrater, der er interesserede i noget helt andet, som vi aldrig har stemt for eller har villet have, og det vil vi ikke finde os i. Den følelse finder vi også i mange andre lande, og jeg tror, det er derfor, vi ser euroskepsissen vokse. Jeg synes, det er på tide, at politikerne begyndte at lytte, siger han.
Siden finanskrisen i 2008 fik sat gang i svingningerne under det europæiske fundament, har EU-lederne desperat forsøgt at få styrket konstruktionen under unionen. Opskriften på at forhindre en sammenstyrtning har været at forsøge at samle magten over særligt den fælles mønt på centralt hold. Der arbejdes stadig på at finde den rette model for en snævrere union, men ifølge Baudet har det været tydeligt længe, at det ikke kan lykkes uden en massiv magtoverførsel til EU.
Efter 1986 er det europæiske projekt blevet fundamentalt mere politisk, og efter min mening må det udvikle sig til en føderal stat, hvis det skal virke ordentligt. Det vil folk ikke have, og de gør ret i ikke at stole på, at man kan lægge den magt i hænderne på Bruxelles, for forskellene mellem landene er for store. Vi har for mange forskellige kulturer, vi har forskelligt syn på strafferet, på arbejdsmoral, vi har forskellige interesser på verdensscenen, og jeg tror ikke på, at det kan fungere, siger han og pointerer, at han der faktisk er ekstremt enig med hardcore EU-føderalister.
Han deler deres analyser om, at hvis euroen skal overleve, må man skabe fælles gældshæftelse og solidaritet mellem landene. At fri bevægelighed kræver fælles asylpolitik og retspolitik. At fælles udenrigspolitik kræver en fælles hær.
Lige så uenig jeg er med dem om, hvorvidt vi burde have et føderalt Europa, lige så enige er vi om, at hvis man har ambitionen om at optræde som én på verdensscenen, så må man også acceptere konsekvenserne af det. Når man har åbnet sine grænser, så må man også acceptere, at man bliver nødt til at have en føderal offentlig anklager. Når man har en fælles mønt, så må man også acceptere euroobligationer. Så vi er ikke intellektuelt uenige. Vi er bare uenige om, hvorvidt det er ønskværdigt. For jeg tror, at det er umuligt. Det projekt vil falde fra hinanden og blive til et nyt Jugoslavien, eller Tjekkoslovakiet eller måske endda Belgien. Det kommer ikke til at virke, siger han.
De dystre takter ser han komme fra nogle af de lande, hvor befolkningerne for alvor har kunnet mærke sparekniven de senere år, og hvor reaktionerne heller ikke er udeblevet.
Vi går fra en krise, som fra at være økonomisk bliver stadig mere politisk og endda måske kulturel, og hvor hele befolkninger ikke længere vil acceptere den politiske orden. Hvis man ser på Grækenland og Spanien, eller Holland for den sags skyld, så vokser manglen på respekt for politikerne, pointerer han.
Han ser vreden mod de europæiske politikere som en naturlig reaktion på de hestekure, som landene har været igennem på foranledning af Bruxelles og omegn, blandt andet fordi den eksterne indblanding piller ved den nationale identitet.
Idéen er, at vi ender med en Michael Jackson-humanisme, hvor alle krammer og holder hinanden i hænderne. Men hvis man tager folks identitet væk fra dem, så får man ikke et universelt menneske, som er ven med alle. Jeg tror, man får det modsatte. Hvis man tager identiteten fra folk, bliver de aggressive og voldelige og vrede, siger han.
Det er det, som de europæiske politikere i hans optik ikke har forstået.
Den politiske elite er i fuld gang med at tabe deres autoritet over befolkningerne og deres ret til at tale på deres vegne, fordi de ikke vil anerkende absurditeten i deres egne planer. Det er, som om de lever i en parallel virkelighed.
Det gælder også i hans eget land, mener han.
Da hollænderne i september gik til urnerne, var det efter en valgkamp, hvor EU faktisk havde spillet en langt større rolle end normalt. Fra det yderste højre til det yderste venstre havde partierne med ganske få undtagelser flokkedes om at undsige mange af de takter, der lød fra Bruxelles.
Den liberale statsminister, Mark Rutte, talte om EU-forbehold på linje med de danske på asylområdet. Venstrefløjen talte om at blæse på sparekravene fra Kommissionen for at kunne give plads til en økonomisk kickstart. Alle var enige om, at det måtte være nok med diktaterne fra EU-hovedkvarteret.
Det er ekstremt populistisk. Og det kommer fra en, som selv bliver kaldt populist. Men den slags euroskepsis, vi så i valgkampagnen i august sidste år, hvor partierne fra højre til venstre gjorde klart, at de ville blive i eurosamarbejdet og beholde EU, som det er, men at de ikke ville overføre mere magt til Bruxelles, er umulig. Det er som at undsige tyngdekraften. Det er en naturlov, at man har brug for at centralisere meget store magtbeføjelser, hvis man vil have ting som åbne grænser og en fælles valuta. Og enten forstår politikerne det ikke, eller også lyver de, siger han og understreger, at han håber på det første.
Men han mener, det er på tide, at de vågner op, ellers vil virkeligheden komme og overraske dem.
Det står klart for mig, at EU ikke kan overleve. Spændingerne er for høje. Forskellene i økonomisk, politisk og kulturel sammensætning er for store, derfor vil det bryde sammen på et tidspunkt. Det er svært at forudse præcis hvorfor. Men 25 procent af franskmændene stemte på Front National (EU- og immigrationsfjendsk højreparti, red.) ved præsidentvalget sidste år. Næste år har vi valg til Europa-Parlamentet i hele EU, og det er meget muligt, at radikale og anti-establishment-partier vil gå betydeligt frem. Sådanne ting skaber nogle dynamikker, som er svære at forudse. Berlinmurens fald var også svært at forudse. Men også der var Sovjetunionen et politisk uholdbart system.
Hvis man tager kombinationen af eurokrisen, arbejdsløsheden og splittelsen mellem befolkningsgrupperne i Europa, så har man næsten den perfekte storm.