Ved du, kære læser, hvad Androgen alopeci er? Afhængigt af hvem man spørger, er det en sygdom, som rammer 7 ud af 10 mænd og 4 ud af 10 kvinder. Halvdelen af os bærer genet for sygdommen, som kan behandles med ikke færre end to receptpligtige lægemidler. Andre vil dog mene, at androgen alopeci er en naturlig fysisk forandring hos store dele af befolkningen i takt med, at alderen skrider frem. Bag den fine betegnelse gemmer sig nemlig noget så almindeligt som skaldethed.
Sygeliggørelsen af vigende hårpragt var et af de mere underholdende eksempler på en velbesøgt konference, der for nylig fandt sted med titlen Modediagnoser og indikationsskred smart markedsføring eller oversete behandlingsbehov? arrangeret af Institut for Rationel Farmakologi (IRF) et rådgivende organ tilknyttet Sundhedsstyrelsen, der arbejder for at forbedre information om lægemiddelbehandling.
Mødet satte fokus på et fænomen i vækst ikke bare i Danmark, men også internationalt hvor tilstande hos borgere bliver sygeliggjorte, får et navn og en tilhørende medicinsk behandling. Og som samtidig vokser i eksplosivt omfang, så tusindvis af borgere pludselig lider af det. ADHD, overaktiv blære og urolige ben er nogle af de diagnoser, som de seneste årtier har været i kolossal vækst. Og gjorde flere fra talerstolen gældende ikke mindst på grund af god markedsføring fra medicinalindustrien. Sundhedspolitisk seniorrådgiver i Forbrugerrådet Sine Jensen var en af de kritiske oplægsholdere:
Vi bliver konstant opfordret til at forbedre vores sundhed fra alle sider og platforme. Og vi har brug for hjælp til at navigere i sundhedsjunglen. Derfor er der brug for grundig overvågning, stram lovgivning og uvildig information fra sundhedspersoner, lød det fra Sine Jensen, der blandt andet viste eksempler på, hvordan appelsinhud i 20 lande var blevet markedsført som en sygdom, der kunne behandles medicinsk.
Enhedschef for Institut for Rationel Farmakologi præsenterede markedsføringssloganet: If you cant sell the pill sell the ill. Hvis du ikke kan markedsføre pillen så markedsfør sygdommen. Det er nemlig forbudt at reklamere for receptpligtig medicin i Danmark, men man må gerne promovere sygdomme. Og Søren Brostrøms påstand var, at en række lidelser bliver lanceret som nye sygdomme, selvom der blot er tale om en sundhedstilstand, man enten kan leve med eller som måske går væk af sig selv. Og som ikke kræver medicinering.
Kendetegnende for modediagnoser er, at de ofte befinder sig i grænselandet mellem, hvad der er normalt, og hvad der en sygdom eksempelvis skaldethed. En risikofaktor kan blive til en sygdom i sig selv for eksempel kan man ofte høre højt kolesterol omtalt som en lidelse. Det bliver ofte sprogligt koblet sammen med ordet syndrom frem for sygdom for eksempel ADHD-syndrom. Symptomerne bliver beskrevet meget vagt med adjektiver som svær eller nyt hyppigt eller overset. Og tilmed bliver virkningen af behandling ofte overdrevet, mens bivirkningerne underdrives.
LÆS OGSÅ: Afskaffelse af Aspergers kan betyde færre autister i Danmark
De nye diagnoser kan man eksempelvis finde omtalt på hjemmesider, camoufleret som lødig information, selvom de er betalt af medicinalindustrien, eller via facebook, i foldere i lægens venteværelse eller i avisartikler og ugeblade. Og som oftest er det uigennemskueligt, hvem afsenderen er. Fænomenet er ikke nyt, og det er ret velbeskrevet, men ifølge flere af oplægsholderne er det i stigning.
Michael Lange, driftsøkonom i medicinalfirmaet Novartis, afviste dog blankt, at industrien skulle tænke i at opfinde og markedsføre diagnoser for at kunne sælge bestemte produkter.
Vi forsker selvfølgelig, fordi der er et behov, ellers begynder vi slet ikke at forske, sagde han og pegede på, at selvom medicinalindustrien er kommerciel, bruger firmaerne store summer af deres overskud til forskning samlet set 8,5 milliarder kroner mod statens 1,5 milliarder kroner om året.
ADHD, som blev nævnt af flere oplægsholdere som en tilstand, der blev medicineret i langt flere tilfælde, end der var grund til, var ifølge Michael Lange på ingen måde en modediagnose. Tværtimod, mente Michael Lange, er industrien med til at udvise et socialt ansvar, når man støtter forskning og uddannelse inden for netop dette område.
Lisbeth Kortegaardmed 20 års erfaring som speciallæge i børne- og ungdomspsykiatrien mente, at der muligvis var både brug for diagnosen og medicinen men ikke i den grad, Danmark har set det siden 2005, hvor antallet af tilfælde nærmest er fordoblet. Hun pegede dog ikke på en enkelt faktor som mulig forklaring. For eksempel ønsker mange forældre et navn på deres barns tilstand, for uden diagnose, ingen støtte. Det kunne også være, anførte hun, strukturer i skolesystemet, der gør denne type børn mere synlige.
Der er ikke en enkelt forklaring på, at ADHD stiger. Og medicinalindustrien skal ikke have hele skylden. Men det er naivt at tro, at de ikke har en andel, sagde Lisbeth Kortegaard.
Hendes råd til lægerne lød at være mere årvågne, når de diagnosticerer, og passe på med ikke at give urolige børn medicin uden at følge op på, om pillerne rent faktisk har effekt. For ved at give et barn en ADHD-betegnelse er der altid en risiko for at overse andre mulige faktorer som eksempelvis sociale problemer, misbrug eller hjerneskader overlægens liste over problemer og sygdomme, der viser samme symptomer, er lang.
Det, som en anden foredragsholder kaldte en tsunami af overdiagnosticering, risikerer også at sygeliggøre raske mennesker eller give mennesker, der alene har en risiko for at udvikle en sygdom, et patientstempel. Og det er ikke bare lægerne og medicinalindustrien, men også patientforeninger, forbrugerorganisationer og borgerne, der er aktører i modediagnoseshowet.
Søren Brostrøm brugte eksemplet overaktiv blære, en tilstand, hvor man ofte skal tisse. For 15 år siden var det ikke en diagnose, men de seneste 10 år er antallet af danskere diagnosticeret med sygdommen steget voldsomt. I samme periode er både forbrug af medicin samt antallet af videnskabelige artikler om fænomenet en stor del finansieret af medicinalindustrien vokset tilsvarende.
Søren Brostrøm har selv forsket i overaktiv blære som farmaceut og deltaget i stribevis af konferencer om sygdommen. Men han har også været med til at dokumentere, at patienter ofte stopper med at tage medicinen mod vandladningstrangen. Enten fordi den ikke virker, eller fordi den har mange bivirkninger, eller fordi patienterne ganske enkelt bliver raske.
Med andre ord er der i hans optik tale om en tilstand, man måske bør være mere tilbageholdende med at behandle medicinsk. Og han opfordrede generelt til en mere restriktiv holdning og nøjere overvejelser blandt lægerne om, hvorvidt behandling for en given sygdom er nødvendig, eller om man lidt oftere skal vælge blot at se tiden lidt an:
Modediagnoser er farlige, fordi vi overser alvorlige diagnoser og glemmer, at der kan være komplikationer ved medicin, sagde han.