eftertanke
Ved dette års begyndelse bragte fjernsynet et program om skuespilleren Frits Helmuth (1931-2004). Det var lavet af Per Wennick og havde titlen Frits Ølhundens søn.
Dets høje seertal 720.000 vidner om, at Frits Helmuth stadig huskes af mange. Selv husker jeg ham som en fremragende karakterskuespiller, for eksempel i teaterstykket Hvem er bange for Virginia Woolf og filmen Det forsømte forår.
I et interview udtalte Frits Helmuth engang, at han var glad for at have været for ung til under Besættelsen at blive modstandsmand. Jeg er bange for, at jeg ville have været for meget af en hare, var hans begrundelse. Mon ikke, der er mange andre, som også har været usikre på, om deres mod havde rakt til at sætte livet på spil? Det spørgsmål kan man jo ikke få noget sikkert svar på, heller ikke hvad Frits Helmuth angår. Det er dog værd at bemærke, at det kræver et vist mod offentligt at udnævne sig selv til potentiel hare. Dertil kan føjes, at han valgte at blive skuespiller, en profession der kræver en god portion mod.
I krigstid tvinges mange af omstændighederne til at gå til modstand eller i flyverskjul. Lægen, professoren og politikeren Mogens Fog (1904-90) valgte det første. I sin erindringsbog (Efterskrift 1904-45) skriver han, at denne beslutning fik ham til at tænke på pressebilleder fra Den Spanske Borgerkrig af advokater, der foran en mur afventede salven fra en henrettelsespeloton. Men samtidig faldt der en mærkelig ro over ham: Flygtige kuldegysninger, men vejen var betrådt, dens vilkår accepteret. Det gav på mærkelig vis en tryghed, blottet for daglig nervøsitet, der varede tiden ud.
I fredstid tvinges nogle af tilfældige omstændigheder til at tage stilling til, om de vil løbe en risiko, eksempelvis ved at springe i havnen for at redde en druknende. Men det er jo de færreste, der udsættes for sådanne situationer, og hvordan finder man så ud af, om man er ørn eller hare?
LÆS OGSÅ: Scavenius kunne ikke vide, hvad der kom
En mulighed er at opsøge farlige situationer. Det må være en af drivkræfterne for folk, der dyrker sportsgrene som bjergbestigning og styrtløb. Det mest ekstreme eksempel, jeg har set inden for denne genre, er østrigeren Felix Baumgartner, der i oktober 2012 sprang ud fra en ballon i 39 kilometers højde og små 10 minutter senere udløste sin faldskærm og landede velbeholden i New Mexico.
Men hvad så med alle os andre? Hvordan afgør vi, om vi er modige eller frygtsomme? Det kan man måske få et fingerpeg om ved at se på, hvordan vi reagerer på de uheld, vi alle før eller siden løber ind i. Lad mig give to lette eksempler fra mit eget liv.
En aften rakte min hustru mig en flaske vinaigre og bad mig om at trække proppen op. Det viste sig at være meget svært. Pludselig knækkede halsen på flasken, og derefter sprang en gejser af blod op fra min hånd. På skadestuen var min optræden ganske uheroisk: Da lægen, der skulle sy mig, spurgte om min smertetærskel, svarede jeg, at den var meget lav, og derefter valgte han straks at bedøve mig.
Mit næste besøg på samme skadestue fandt sted, da jeg en aften på cykel kørte direkte ind i en høj kantsten. Det fik cyklen til at stå bomstille, så efter en flyvetur over styret landede jeg på fortovet. Et ungt, overrasket par spurgte, om de kunne hjælpe, og da jeg blødte fra hoved og hænder, og min ene langefinger så helt forkert ud, besluttede jeg at se bort fra både taxa og ambulance. Jeg spurgte dem derfor om skadestuen på hospitalet i nærheden var åben. Det bekræftede de, hvorefter jeg besteg min cykel og kørte derhen.
Da lægen spurgte mig, om jeg ville bedøves, svarede jeg denne gang kækt nej. Så greb han fat om min langefinger og bad en erhvervspraktikant om at hjælpe til med at trække. Smerten var voldsom, men kortvarig. Der lød et klik, og så var fingeren på plads.
Du har været så tapper, at jeg måske også må sy dig uden bedøvelse?, spurgte lægen mig. Da jeg havde bemærket, at en smuk svensk, kvindelig lægepraktikant iagttog mig med en vis beundring, måtte jeg selvfølgelig også nikke ja til det.
Dramaet, der ligger i at vælge mellem ørn eller hare, er fornemt beskrevet i Fred Zinnemanns film High Noon ( Sheriffen) fra 1952. Her tvinges hovedpersonen (Gary Cooper) til at tage stilling til, om han samme dag, som han er blevet gift (med Grace Kelly!) vil forsvare sig mod dem, der er på vej for at dræbe ham. Båret af moralsk integritet som han viser sig at være, ender han med at tage kampen op mod fire modbydelige banditter.
Det havde jeg næppe turdet selv med en smuk svensk læge på tilskuerpladserne.