Problemer i de blå brillers lejr

Efterretningstjenester har ikke længere patent på avanceret teknologi, og selv spioner efterlader spor og kan ikke snyde overvågningskameraer. Ifølge den israelske militær- og efterretningsjournalist Ronen Bergman fremstår efterretningstjenesternes svage punkter endnu tydeligere end tidligere

Listen er lang. Navne, ansigter og identiteter, som burde være hemmelige, men som af en eller anden grund er blevet offentligt kendt, vokser. Efterretningstjenester verden over kæmper for at finde nye måder at arbejde på, men det er vanskeligt i en tid, hvor computere og kameraer findes overalt. Hvor biometrisk paskontrol gør det sværere at krydse grænser, og hvor sager og fejltrin afsløres og offentliggøres på et hav af forskellige medier – og langt hurtigere, end selv de mest trænede efterretningstjenester kan følge med.

LÆS OGSÅ: ”Fange X” stak sine Mossad-kolleger

Et eksempel er sagen om Israels såkaldte ”fange X”. Ben Zygier, en 34-årig australsk-israeler med 10 år på bagen som Mossad-agent, var angiveligt på vej til at afsløre Mossad-hemmeligheder over for den australske sikkerhedstjeneste. Han blev fængslet og begik selvmord i en enecelle i 2010. Israel ønskede at holde sagen hemmelig, men en australsk journalist, der havde fået et tip om Zygier, offentliggjorde sagen. I løbet af få dage var Mossad på forsiden af aviser verden over.

I 2010 havnede Mossad også i medierne efter likvideringen af Mahmoud al-Mabhouh, bindeleddet mellem Iran og Hamas, i Dubai. Efter en usædvanlig grundig efterforskning kunne Dubais politichef præsentere videooptagelser fra et af de mest overvågede steder i verden, der viste noget, der mest af alt mindede om en hel Mossad-enheds årlige udflugt. Tennisketsjere, parykker, falske pas, kreditkort, telefonopkald og 25-26 agenters ansigter. Alt blev offentliggjort.

Det samme gælder den umiddelbart mystiske terrorbombning af israelske turister i den bulgarske by Burgas. Dna-spor, telefonaflytninger og en meget intens indsats fra flere efterretningstjenesters side peger nu på to Hizbollah-medlemmer med australsk-libanesisk statsborgerskab.

De nye udfordringer er ikke forbeholdt Israel. Siden den 11. september 2001 har USA mistet agenter i kampen mod al-Qaeda. I Danmark har Politiets Efterretningstjeneste fået forklaringsproblemer, efter at Morten Storm henvendte sig til offentligheden med historien om sin deltagelse i likvideringen af den yemenitiske terrorleder Anwar al-Awlaki. Listen fortsætter.

Men pointen er, ifølge den anerkendte israelske militær- og efterretningsjournalist Ronen Bergman, at efterretningstjenesternes svage punkter fremstår endnu tydeligere end tidligere, hvor man måske kunne slippe af sted med en fejl eller to under en operation. I dag bliver fejltrin afsløret.

Han placerer Morten Storm-sagen og ”fange X”-skandalen i samme kategori. En kategori for fejlslagne agenter, der i første instans nok aldrig burde være blevet rekrutteret.

”Ben Zygier gennemgik en række psykologiske prøver, men ingen siede ham fra. Det var fra begyndelsen en fejl at rekruttere ham,” siger Ronen Bergman.

Mange af Mossads medlemmer vil nok give Bergman ret. I hvert fald har hele sagen givet den ellers respekterede efterretningstjeneste en kolossal hovedpine.

Den danske Morten Storm-sag har samme eftersmag. En tidligere rocker og konvertit er måske en mand med adgang til visse kredse. Men i sidste ende har han ikke den profil, der kræves af en agent. Og så bliver efterdønningerne ofte voldsommere end den likvidering, vedkommende tog del i.

Ifølge Ronen Bergman bærer vor tids fokus på de digitale og teknologiske sider en del af skylden.

”De seneste 20 års teknologiske revolution har ændret efterretningsverdenen radikalt. Før det teknologiske gennembrud havde verdens efterretningstjenester patent på teknologien. Det har de ikke længere. Hver person med en iPhone er som en agent, men samtidig har efterreningstjenester nye og avancerede måder at aflytte, skygge og overvåge folk på.”

Ubemandede fly kan kredse over mål i timevis og levere opdaterede billeder til soldater, der sidder foran en computer. Med et enkelt tryk på knappen kan de likvidere fjender uden selv at få snavs på støvlerne. Aflytning og overvågning af telefoner, elektronisk post og sociale medier er så omfattende, at de terrorister, der virkelig ønsker at gemme sig, smider al elektronik langt væk for at undgå at blive opdaget.

Men de digitale aspekter har fået efterretningstjenester til at nedprioritere, hvad der på fagsprog hedder Humint (human intelligence), altså informationer leveret direkte fra kilder, der er blevet nøje udvalgt.

Den digitale overvågning er en lettere og renere måde at operere på. Ingen agenter skal sendes ind bag fjendens linjer med risiko for at blive afsløret. Planlægningsprocessen er kortere. Ofte er det et spørgsmål om prioritering, og om der er mandskab nok til at sortere i den strøm af relevante oplysninger, computeren spytter ud.

Bergmans pointe er, at efterretningstjenesternes digitale overlegenhed forenklet sagt har fået nogle til at sove i timen. Forstået sådan, at man har stolet på sine evner til at bruge elektroniske metoder og dermed glemt at holde sig selv og sit kildenetværk opdateret.

”Efter 11. september havde USA stort set ingen kilder i al-Qaeda. Det var et stort problem for CIA. For at løse det problem kombinerede man sine omfattende og overlegne elektroniske metoder til at indhente oplysninger med udlevering af mistænkte til lande, hvor CIA kunne bruge hårdere afhøringsmetoder. I sidste ende leverede det de ønskede resultater. Men det tog lang tid,” siger Ronen Bergman.

Samtidig har CIA’s udlevering af fanger været med til at skæmme efterretningstjenestens omdømme. Mangel på rettergang og tortur af uskyldige personer er toppen af isbjerget i de CIA-relaterede sager, der bliver ved med at dukke op i europæiske lande, hvor CIA’s fly har tanket op og mellemlandet. I den muslimske verden er metoderne med til at forstærke mistilliden over for USA og dets allierede i Mellemøsten.

Krigen mod al-Qaeda symboliserer ikke kun efterretningstjenesternes svaghed, når det gælder infiltrering af fjendens rækker. Den såkaldte asymmetriske krig sender signaler om nye udfordringer.

”Mange af verdens sikkerhedstjenester har bevæget sig fra at forberede sig på traditionel krig til at bekæmpe terror. Det er en helt anden krig, som kræver en anden måde at operere på. Det er den store udfordring i dag,” siger han og bruger Israel som eksempel, selvom krigen mod terror har ændret prioritering hos mange efterretningstjenester, inklusive de danske.

Israel fører, ifølge Ronen Bergman, konstant krig på tre felter. Mod terror, mod missiler og mod spredning af atomvåben. Alle tre punkter kræver en hårfin balance mellem elektronisk overvågning og menneskeligt kildenetværk, fordi krigen udkæmpes hele tiden.

”Likvideringen af Mahmoud Mabhouh var et led i den krig,” siger Ronen Bergman, der selv har skrevet en bog om Israels omfattende skyggekrig mod Iran.

”Men det vigtigste for at forstå, at noget somme tider går galt, er, at Israel befinder sig i en langtrukken og konstant krig på disse områder.”

Han antyder, at billederne fra likvideringen i Dubai og den seneste sag om Ben Zy-gier bestemt hører til i kategorien over Mossads fejltrin.

Men de operationelle aspekter og Ben Zygiers hyppige navneændringer, der fik den australske sikkerhedstjeneste til at spærre øjnene op, er ikke den eneste fejl i sagen om ”fange X”. Mange efterretningstjenester opfører sig på nogle punkter, som om verden ikke har ændret sig siden den kolde krig. De bruger forældede metoder, især når det gælder censur og den udfordring, brugen af nye medier udgør.

Ifølge Ronen Bergman var det en katastrofal beslutning, da man besluttede at censurere omtale af sagen i Israel.

”Vi lever i en verden, hvor et tryk på knappen i Australien kan aflæses i næste sekund fra en sofa i Danmark, Israel eller USA. Det er blevet sværere at holde informationer hemmelige. I sagen om Ben Zygier burde Israel have spillet sin egen version af sagen ud mod den australske journalists rapport, der afslørede Ben Zygier. Det ville have forhindret sagen i at udvikle sig. Det var dumt og dødsdømt på forhånd at bruge gammeldags censur.”

På den måde balancerer verdens efterretningstjenester hele tiden mellem brug af den moderne verdens teknologi, solide og pålidelige menneskelige kilder og redskaber, der kan sikre, at hemmelige informationer forbliver hemmelige.

Eksemplerne på, at det kan gå galt, er ifølge Ronen Bergman næsten altid relaterede til skødesløs planlægning, som ved likvideringen af Mabhouh i Dubai, der endte med diplomatisk irettesættelse af Israel for brug af vestlige landes pas. Eller skødesløs brug af kilder, der viser sig at være uegnede. Som Ben Zy-gier eller Morten Storm. Eller ved udelukkende at fokusere på teknologi, som i USA’s tilfælde i krigen mod al-Qaeda, hvor gode menneskelige kilder ville have leveret bedre resultater på kortere tid.