De danske koloniherrers måde at fortolke to sygdomssymptomer på tjente især til at få grønlænderne til at holde sig for sig selv - og ikke mindst blive i deres traditionelle liv og skaffe masser af sælskind til indbringende handel for deres koloniherrer. Det skriver Videnskab.dk.
»Lægers diagnoser var og er ikke kun videnskabelige. De farves af samfundet omkring og af deres historiske periode. Diagnoser har gennem tiden været brugt til at få lavere klasser og indfødte folk til at opføre sig på den måde, der tjente middel- og overklassens interesser mest,« siger historiker Søren Rud fra Saxo Instituttet ved Københavns Universitet til Videnskab.dk.
Han skal de næste år forske i, hvordan alt andet end helt konkret lægefaglig viden bl.a. køn, race, kultur og økonomi har spillet ind omkring de specielle grønlandske diagnoser, arktisk hysteri og kajaksvimmelhed, i perioden fra 1864 til 1940 i Grønland. Forskningsprojekt er støttet af Det Frie Forskningsråd (DFF).
LÆS OGSÅ: 100 år gamle billeder viser tidlig forskning på Grønland
Projektet starter officielt først i 2014. Men Søren Rud er tyvstartet med udgangspunkt i resultaterne fra et andet forskningsprojekt, også støttet af DFF. Det har haft hovedfokus på lovgivning og straf i Grønland i nogenlunde samme periode.
Den foreløbige forskning omkring de to diagnoser har også givet Søren Rud indsigt i andre kulturbundne diagnoser.
»Ofte er eksotiske kulturbundne diagnoser blevet brugt og misbrugt på forskellig vis til at styre bestemte grupper af folk og deres levevis. Og til i samfundets forståelse at adskille racer og klasser fra hinanden i et os og dem. Vi er dem, som lever i et avanceret samfund og kan nyde luksusvarer og stimulanser med måde. De er de primitive, som ikke kan klare den hurtige udvikling i samfundet eller styre brugen af luksusvarer, hvis de får adgang til dem,« forklarer Søren Rud.
LÆS OGSÅ: Tidlige mennesker dyrkede bjørnekult
Som eksempel nævner han en sejlivet myte, som lever i bedste velgående i dag:
»Mange mener stadig, at grønlændere tåler alkohol dårligere end for eksempel vesteuropæere, hurtigere bliver påvirkede og har vanskeligere ved at sige stop. Mig bekendt er der ingen forskning, der understøtter en sådan teori. Måske virker det sådan, fordi grønlændere er mere offentlige. De skjuler sig ikke hjemme, når de er påvirkede,« siger Søren Rud.
LÆS OGSÅ: De ældste trommer fundet på Grønland
»Da lægerne først stillede diagnosen kajaksvimmelhed, mente de, at grønlænderne led af forgiftninger: De kunne ikke tåle kaffe og sukker, som fangerne brugte løs af ude på kolde jagter. Så fulgte tobaksteorien, hvor tobak var årsagen. Man krydsede også en forklaring omkring epilepsi, der dog hurtigt blev forkastet,« siger Søren Rud og fortsætter:
»Derefter skiftede diagnosen til, at sygdommen hang sammen med, at grønlænderne med deres race og deres kultur ikke var skabt til et moderne, hurtigt forandrende samfund og dets luksus; og det endte med - efter den freudianske påvirkning - at der mere bredt var tale om en mere generel nervelidelse.«
De første forklaringer passede fint ind i de politiske og økonomiske interesserer før og efter år 1900. Der havde man brug for, at de grønlandske fangere forblev i deres traditionelle liv som jægere og derfor også helst holdt sig på afstand af danskere og deres indflydelse.
LÆS OGSÅ: Arkæologer går på jagt efter bopladser på Grønland
Omkring de lægelige diagnoser af grønlænderne opstod der hurtigt et paradoksalt forklaringsproblem:
»For på den ene side postulerede man, at der var tale om et primitivt folkefærd, og at grønlænderne kun formåede at leve i nuet; på den anden side hed det, at deres sygdomme var tæt forbundet med en moderne livsstil, og at de måske var nogle af de første, som led af moderne livsstilssygdomme, der svækkede deres nerver,« siger Søren Rud.
I forklaringerne bag diagnoserne hed det, at personer - og hele folk - bliver mere berørt af mødet med et moderne samfund »jo lavere deres kulturelle niveauer er«.
LÆS OGSÅ: Brandtomt giver ny viden om Grønland under krigen
Ifølge Søren Ruds forskning og mange andre studier hænger diagnoser sammen med både levevilkår, og med hvilken type opførsel man tolerer i et samfund.
»I samfund, hvor føde er en mangelvare, er der ingen, der lider af spiseforstyrrelser. Sygdomme som skizofreni ytrer sig vidt forskelligt i moderne by-velfærdssamfund og blandt folk på Java tilbage omkring 1904, hvor man studerede den,« siger Søren Rud og understreger:
»Det spiller helt klart ind, hvilken adfærd det er acceptabelt at vise - og ikke mindst, hvordan man fortolker forskellige former for adfærd.«
LÆS OGSÅ: Brystkræft på fremmarch i Grønland
»De kulturbundne diagnoser, der er blevet brugt på oprindelige folk, er ofte de mere eksotiske. I de civiliserede samfund et stykke oppe i det 20. århundrede talte man om nervelidelser eller fobier, når noget var nervøst eller hysterisk betonet,« siger Søren Rud.
De kulturbundne diagnoser havde deres storhedstid på begge sider af år 1900 over alt i verden.
Som eksempler på andre eksotiske kulturbundne lidelser nævner Søren Rud koro, som betyder frygt for, at penis skrumper ind, og dhat, som betegner sygelig angst for et overdrevent tab af sæd. Det kan du læse mere om i artiklen på Videnskab.dk.
Fakta
Kajaksvimmelhed
Ude på havet - især under klar, blå himmel og med havblik i vandet - kunne fangerne blive alvorligt svimle. De fornemmede, at hav og horisont gik i et, og nogle fik hallucinationer. Det fik kajakken til at ligge ustabilt, og mange druknede. En del af de, som reddede sig i land, turde aldrig senere tage ud i kajak igen.
Alfred Bertelsen - en af de første læger, som beskæftigede sig med kajaksvimmelhed - mente, at op til 15 procent af de mandlige fangere led af sygdommen. Til slut, efter flere forskellige diagnostiske forklaringer, blev den rubriceret som en nervelidelse.
Arktisk hysteri
Arktisk hysteri ramte især eskimokvinder og viste sig ved, at de begyndte at skrige, nogle gik i trance, smed deres tøj og kunne finde på at løbe ud på isen.
I modsætning til kajaksvimmelhed findes der kun få førstehåndsbeskrivelser af tilfælde af arktisk hysteri. Men mange polarforskere overtalte ofte eskimokvinder i fjerne bebyggelser til at drage med på ekspeditioner langt væk fra deres familier. Nogle blev måske dårligt behandlet af ekspeditionsdeltagerne, kunne ikke klare adskillelsen og brød sammen. Det er en af de mulige mere jordnære forklaringer.