Kristen mindfulness: Med Guds nærvær i åndedrættet

To dage om måneden holder studenterpræsterne på Aarhus Universitet mindfulness-meditation med kristent indhold. Deltagerne får en halv times fokus på åndedræt, nærvær og Gud

Stilheden er intens denne torsdag eftermiddag i stillerummet på Aarhus Universitet. Nordmanden Øyvind Borgsø indleder mindfulness-meditationen med åndedrætsøvelser og opfordrer deltagerne til at mærke efter, hvordan de har det. – Begge fotos: Lars Aarø/Fokus.
Stilheden er intens denne torsdag eftermiddag i stillerummet på Aarhus Universitet. Nordmanden Øyvind Borgsø indleder mindfulness-meditationen med åndedrætsøvelser og opfordrer deltagerne til at mærke efter, hvordan de har det. – Begge fotos: Lars Aarø/Fokus. Foto: ©Lars AArø.

Stilheden sænker sig langsomt i det lille rum. De 10 deltagere lukker øjnene og puster luften roligt ud. Kun stearinlysenes flakken bevæger sig.

Mærk efter, hvordan du sidder. Har du ligevægt i kroppen? Rører begge fødder jorden?.

Øyvind Borgsøs milde stemme fylder rummet, og de studerende lytter opmærksomt. Vi er til mindfulness-meditation på Aarhus Universitet arrangeret af studenterpræsterne og under ledelse af den norske diakon og mindfulness-instruktør Øyvind Borgsø.

LÆS OGSÅ: Præster tilbyder kristen mindfulness

Bliv opmærksom på dit åndedræt. Bliv opmærksom på luften, der strømmer ind i næseborene. Tag imod livet, som gives dig, du behøver ikke at foretage dig noget, bare tag imod. Og når luften strømmer ud, kan du lade bekymring og stress strømme ud sammen med den, lyder Øyvind Borgsøs meditative stemme.

De 10 deltagere sidder i en halvcirkel med front mod stillerummets alter. På væggen over altereret kigger Jesus ud over deltagerne fra et stort maleri. Også ikoner, lysglobe og kors vidner om, at denne mindfulness-meditation ikke foregår i et religiøst neutralt rum. Og det er netop en af pointerne med arrangementet, forklarer studenterpræst Elisa Wejse forud for meditationen.

Mindfulness har rødder i en buddhistisk tradition, som vi tager afstand fra. I stedet giver vi meditationen et kristent indhold. På plakaterne for arrangementet kalder vi det mindfulness-meditation og forsøger dermed at trække folk til, der måske ville blive afskrækket, hvis det lød, som om det var et primært kristent arrangement. Vi vil gerne nå ud til flere end dem, der normalt bruger vores tilbud i stillerummet, forklarer Elisa Wejse.

Men det kristne islæt i meditationen bliver der ikke lagt skjul på heller ikke denne torsdag. Tilbage i meditationen lyder Øyvind Borgsøs rolige stemme igen:

Hvis du tror på Gud og ønsker at trække Gud ind i din meditation, så brug muligheden til at lytte til ham nu. Gud er nærværende her og nu. Der er en del af Guds nærvær i dit åndetræt. Så når du mærker, at luften strømmer ind i dig, tager du imod den som en gave fra Gud. Giv slip på åndedrættet, som om du giver dit liv tilbage til Gud.

Efter en halv times tid afrundes den meditative stemning, og de studerende smutter en efter en ud ad døren igen. En af dem er den 28-årige cand.merc.-studerende Andreas Sondrup, der for første gang har været til arrangementet.

Som specialestuderende sidder jeg alene med meget arbejde, og det kan godt være stressende. Da jeg så så det her opslag, tænkte jeg, at det måske kunne være noget for mig. Nu må jeg så se, om det er noget, jeg også kan få brugt derhjemme, siger han med et skævt smil.

At Gud blev nævnt under meditationen var o.k., synes han, selvom han ikke betegner sig selv som religiøs. Og måske kunne han godt finde på at dukke op igen, fortæller den travle specialestuderende, inden han haster ud i vinterkulden igen.

Mindfulness-meditationen er slut, og Elisa Wejse lukker og slukker. Hun er godt tilfreds med fremmødet, der ligger lidt over det antal deltagere, der plejer at benytte sig af tilbuddene i stillerummet.

Det glæder mig at se nye ansigter. Og forhåbentlig får de ved at deltage mere klarhed over, hvem Gud er, og hvem de selv er. Det står studenterpræsterne gerne klar til at vejlede i, lyder det fra studenterpræst Elisa Wejse med et smil.

Foto: ©Lars AArø