Afrika suger investeringer til sig

Værdien af de afrikanske aktiefonde er næsten femdoblet på seks år. Et uroligt arabisk forår har ikke dæmpet interessen for kontinentet

Økonomierne i Afrika – verdens fattigste kontinent – er blandt de hurtigst voksende i verden. Ifølge analytikere blandt andet på grund af effekten af økonomiske reformer i mange lande – selv når de ikke går hånd i hånd med demokratiske reformer. Billedet er fra et olieudvindingsprojekt i Uganda anført af det canadiske firma Africa Oil. –
Økonomierne i Afrika – verdens fattigste kontinent – er blandt de hurtigst voksende i verden. Ifølge analytikere blandt andet på grund af effekten af økonomiske reformer i mange lande – selv når de ikke går hånd i hånd med demokratiske reformer. Billedet er fra et olieudvindingsprojekt i Uganda anført af det canadiske firma Africa Oil. –. Foto: Tullow OilReuters.

Ballade i Tunesien. Konflikt i Mali. Anspændt valg i Kenya. Ingen af delene holder investorerne tilbage i Afrika.

De afrikanske investeringsfonde er næsten femdoblet i værdi i løbet af de seneste seks år. De tiltrækker nye former for kapital lige fra lokale pensionspenge til investeringsfonde.

Konflikter kommer stadig i nyhederne, og korruption er fortsat et problem. Valget i Kenya i næste måned og en sandsynlig afstemning i Zimbabwe i juli vækker også uro. Men investorerne har regnet ud, at økonomier og markeder er vidt forskellige rundt om på dette store kontinent, og at forretningslivet kan fortsætte i svære politiske tider. De ser også længere end til regionens råstoffer.

Favoritinvesteringer omfatter nu bankaktier, især i Nigeria, hvor en voksende middelklasse efterspørger finansielle tjenesteydelser. Teleselskaber, lægemiddelfirmaer og bryggerier er der også efterspørgsel på, mens mine-aktierne fortsat er attraktive de er dog ofte børsnoteret uden for Afrika.

Investorerne er blevet mere vidende om Afrika og fokuserer mere på, hvordan og ikke om de vil investere der.

Da jeg var i Europa for nogle uger siden, lagde jeg mærke til, at folk ikke længere stiller så mange spørgsmål om Afrika. De stiller i stedet spørgsmål om os, fortæller Sven Richter, chef for nye markeder hos Renaissance Asset Managers.

De har indset, at Afrika ikke er ét land. Hvis du hører, at der er problemer i Slovenien, får det dig jo heller ikke til at frygte investeringer i Frankrig, vel, siger han.

Afrikanske aktiefonde havde i 2006 aktiver på under 5,6 milliarder danske kroner ifølge Lipperdata. Summen var i slutningen af 2011 steget til det tredobbelte og var ved udgangen af sidste år på 28 milliarder danske kroner.

Det er ikke meget i sammenligning med de over 213 milliarder kroner, der var i latinamerikanske fonde ved udgangen af 2012. Til gengæld er væksten i Afrika meget stærkere værdien af de afrikanske fonde er steget med næsten 500 procent i løbet af seks år mod mindre end 40 procent vækst i de latinamerikanske fonde.

Økonomierne i Afrika verdens fattigste kontinent er blandt de hurtigst voksende. En del af forklaringen på de høje vækstrater er, at landene kommer fra et lavt niveau, der kun udgør nogle få procent af verdens bruttoprodukt, men forandringerne er også reelle. De er drevet af unge befolkninger i forening med forbedrede levetider og en voksende middelklasse såvel som af eksport til rigere økonomier.

LÆS OGSÅ: Råstofpriser forklarer Afrikas krige

Analytikere peger på effekten af økonomiske reformer i mange lande selv når de ikke går hånd i hånd med demokratiske reformer.

Landene begynder at gå ind i deres anden runde af frie og fair valg, men det vil være at gå for vidt, hvis man påstår, at Afrika er det rene Schweiz.

Sådan siger Gus Macfarlane, leder af det politiske risikokonsulentfirma Maplecroft, og tilføjer, at korruptionen ikke er blevet meget mindre i de senere år.

Alligevel har økonomiske reformer gjort det muligt at etablere lokale pensionsfonde, og også handlen regionerne imellem er taget til.

Investeringsfonde fra især Mellemøsten bliver stadig mere begejstrede for det store afkast på Afrikas mere risikable markeder i sammenligning med industrilandenes markeder. Afrikanske aktier kan godt være ustabile og faldt med 30 procent i 2011. Men de har klaret sig bedre end bredere vækst- og tærskelmarkeder lige siden, idet de steg med 38 procent i 2012 og over ni procent indtil videre i 2013.

Nogle af de aktier, der klarede sig bedst sidste år, var nigerianske banker som Guaranty Trust og Zenith, fordi investorerne regner med, at finansydelserne vil indhente den svulmende efterspørgsel på mobiltelefoner og mærkevarer. Medicinalindustrien tiltrækkes også af mulighederne for at behandle kroniske sygdomme, der rammer den nye middelklasse fremfor altid at agere brandslukker ved infektioner.

Afrikanske markeder har undgået meget af den gåsegangshandel, der har kendetegnet større markeder under den globale krise i de senere år. De er hverken tæt forbundet med de større markeder, sådan som markederne er det i BRIK-landene Brasilien, Rusland, Indien og Kina og heller ikke til hinanden.

Der har været brændpunkter rundt om på kontinentet i de senere år, ikke mindst det arabiske forår og de deraf affødte regimeændringer i Tunesien og Egypten for to år siden.

Det holdt nu ikke den garvede investor Mark Mobius tilbage. Han var på Tahrir-pladsen i Egypten under protesterne i slutningen af sidste år og beholdt egyptiske aktieposter i sin investeringsfond for over fem milliarder danske kroner. Og aktier i det lokale Orascom Construction har tiltrukket Bill Gates opmærksomhed.

I Mali er franske tropper med til at forsøge at knuse islamistiske oprørere i nord, men investorerne peger på de store afstande i det enorme land, der isolerer mineselskaberne baseret i syd. Det senegalesiske telekommunikationsselskab Sonatel har således 64 procent af markedet i Mali og fik større overskud end forudset i 2012.

Lokale Afrika-iagttagere siger, at investorerne måske ikke tager højde for, at den nylige rigdom ikke når ned til den almindelige befolkning. I Nigeria bliver kløften mellem rige og fattige stadigt større, skønt landet forventes at få en vækst på næsten syv procent i år.

Det kan være uklogt af investorerne at se stort på disse forhold, eftersom samfundsuroligheder kan stille sig i vejen for investeringer.

Det bekymrer Alquity In-vestment Management, som kører en afrikansk investeringsfond efter en bæredygtig model, der tager højde for miljømæssige, sociale og ledelsesmæssige faktorer. Tager man ikke højde for risici som disse, kan det ødelægge shareholder-værdien på langt sigt, siger Alquity.

David DcIlroy er Alquitys investeringsansvarlige. Han siger, at investorer i Afrika skal tænke langsigtet og ikke være bange for at ride kortsigtede storme af.

Man må tage tingene, som de kommer, siger han.

Vi er langsigtede investorer, ikke handlende.

Oversat af Sara Høyrup