Da pave Benedikt XVIs første bog i hans tid som pave udkom i 2007, blev den øjeblikkelig en bestseller med over en million solgte eksemplarer inden for få måneder. Sådan er det ikke gået alle hans flere end 60 bøger, men forfatterskabet står under alle omstændigheder som enestående blandt kirkelige ledere både nutidige og fortidige.
Sådan lyder den generelle internationale vurdering af den afgående paves forfatterskab. Den ære tilfalder ham ikke blot på grund af forfatterskabets store omfang og enorme læserskare, men fordi han anses for en af de mest prominente og klarest formulerende teologer i sin generation.
Da han blev sat over for en af tidens største tænkere, den tyske filosof og sociolog Jürgen Habermas, i bogen Fornuft og religion fra 2005, var det således Joseph Ratzinger, der kom bedst ud af det intellektuelle opgør. Det mener blandt andre Steen Piper, forlægger på forlaget Hovedland, som udgav den danske oversættelse af samtalebogen.
Oprindelig valgte jeg at købe rettighederne til en dansk oversættelse, fordi jeg syntes, at det var spændende at have to intellektuelle kapaciteter med modstridende livsholdninger over for hinanden. Men jeg synes, at bogen viser, at paven er den, der er mest klart tænkende af de to. Ratzinger argumenterer godt for sin verdensopfattelse, mens Habermas faktisk til sammenligning virker mere tågehornsagtig, siger Steen Piper.
Mens ingen betvivler pavens intellektuelle formåen, har hans bøger dog sine begrænsninger, mener Peter Lodberg, teolog og leder af den teologiske uddannelse ved Aarhus Universitet. Han har læst en række af pavens bøger og ser en klar fællesnævner i forfatterskabet, nemlig et dybfølt ønske om, at det moderne kristne menneske bliver mere sikker i sin tro. Af den grund er paven meget optaget af at skabe klarhed, orden og sikkerhed omkring omgangen med den kristne tros mysterier.
LÆS OGSÅ: Paven: Min afgang er for kirkens bedste
Det ses blandt andet i den første bog i trilogien Jesus af Nazaret (2007), hvor han argumenterer for, at den historisk-kritiske bibelvidenskab har ført til en for dyb kløft mellem den historiske Jesus og troens Kristus. Ifølge Ratzinger kan man godt bruge den historisk-kritiske bibellæsningsmetode, forklarer Peter Lodberg. Men der er en klar grænse, der hvor den sætter spørgsmålstegn ved, om Kristus har antaget menneskelig skikkelse. For det har han.
Netop denne type historisk forankring er et eksempel på det budskab, der gennemløber hele hans forfatterskab: at enhver teologi, der skaber usikkerhed om troens historiske indhold, er gået for langt. På den måde er det lige meget, hvor han begynder sin argumentation han ender altid i en bekræftelse af, hvad den katolske kirke altid har sagt. Og derved forbliver forfatterskabet meget internt. Han siger, at han åbner den katolske kirke, og han ser da heller ingen modsætning mellem tro og fornuft. Eller mellem historisk-kritisk bibelvidenskab og den kristne tros indhold. Han forsøger hele tiden at anvende de temaer, der er oppe i tiden, men han bevæger sig alligevel altid fra nutiden og tilbage til den katolske kirkes maskinrum, som bekræftes igen og igen, siger Peter Lodberg.
Et andet eksempel på det ser han i bogen Sandhed og tolerance fra 2004. Her mener Ratzinger, at oplysningstiden medførte en usikkerhed ved at stille spørgsmål ved centrale dele af den kristne tro. Samtidig skabte den en aggressiv ateisme, og tilsammen har de to udviklinger reduceret menneskets frihed ved i stedet at skabe den største ufrihed i form af de totalitære frihedsreligioner og ideologier.
Jeg læser ham med stor fornøjelse. Også fordi han udfordrer mine egne holdninger. Men han svarer på alle sine egne spørgsmål, før de er stillet. Facit er hele tiden givet på forhånd, og derfor får han aldrig rigtig taget livtag med modernitetens problemstillinger. Og han flytter ikke kirken. Hvis han virkelig lod sig udfordre af moderne eksistentielle problemstillinger, kunne det jo være, at facit blev, at kirken var nødt til at rykke sig. Sådan er det ikke, og af den grund er jeg ikke sikker på, at der er tale om et stort forfatterskab. Og jeg tror ikke, det vil blive stående som et referencepunkt, siger han.
Peter Lodberg understreger dog samtidig, at Ratzingers forfatterskab er en udbytterig og meget vidende indføring i, hvad den katolske kirke tænker og mener. Men det er en forståelse, som ikke er til diskussion.
Og det er sådan, fordi hans store projekt i de mange bøger netop er at skabe mere sikkerhed, klarhed og lovmæssighed omkring den kristne tro.
Slutter Joseph Ratzingers rolle som forfatter og tænker så med positionen som pave? Ja, formentlig.
Det mener i hvert fald Peter Seewald, tidligere redaktør af ugemagasinet Der Spiegel og forfatter til flere interviewbøger med pave Benedikt, herunder den internationale bestseller Licht der Welt (Verdens lys) fra 2010.
Under et af deres mange møder har pave Benedikt således fortalt Seewald, at det tredje bind i trilogien om Jesus af Nazaret fra 2012 bliver den sidste bog fra hans hånd.
Pavens forfatterskab