På afveje med William Burroughs

Beatgenerationsklassiker fra 1950erne holder flot i ny oversættelse. Bogen er en tidløs meditation over livet, hvor der er skåret helt ind til benet

Man bør afgjort læse William Burroughs’ ”Junkie”, som nu foreligger i nyoversættelse fra det lille, men kvalitetsbevidste Løvens Forlag. –
Man bør afgjort læse William Burroughs’ ”Junkie”, som nu foreligger i nyoversættelse fra det lille, men kvalitetsbevidste Løvens Forlag. –. Foto: Paul Bruinooge.

Jack Kerouacs On the Road er sammen med Allen Ginsbergs digt Howl 1950ernes amerikanske beatgenerations mest udbredte og højkanoniserede værk. Men man bør så afgjort også læse William Burroughs Junkie, som nu foreligger i nyoversættelse fra det lille, men kvalitetsbevidste Løvens Forlag.

Burroughs og Kerouac skrev deres romaner stort set samtidig i begyndelsen af 1950erne, og de rammer begge i forholdsvis traditionelle og selvbiografisk inspirerede fortællinger en tone af nonkonformitet og tomhed, som jo dog ikke forhindrer verden i at bevæge sig. Men hvor Kerouac beretter om rejser rundt i det store nordamerikanske kontinent, er Burroughs bog en bevægelse ind i de snævre grænser og korte mål, livet som heroinmisbruger skaber:

Efterhånden som afhængigheden bider sig fast, mister junkien sine øvrige inter-esser. Livet kommer udelukkende til at handle om junk, om fixet og tanken om det næste, om gemmesteder, recepter, kanyler og pipetter. Junkien føler selv, han lever et helt almindeligt liv, og at han kun tager junk en gang imellem. Han er ikke klar over, at han ikke længere har hjertet med i de gøremål, der ikke har noget med junk at gøre.


Burroughs skriver med stor klarhed om, hvad misbruget gør ved folk, fra helt praktiske forhold til mere eksistentielle og filosofiske overvejelser over tilstanden. Der spekuleres i, at man vil kunne leve længere som misbruger end ikke-misbrugere, bare man sørger for at holde styr på indtaget, og de forskellige stoffers effekter på psyke og seksualitet beskrives nøje, ligesom der tidstypisk inddrages konspirationsteorier om kommunismens rolle i narkotikamisbruget.

LÆS OGSÅ: En alkymist fra Amerika

Der skrives om abstinenserne ved afvænning og mødet med de offentlige myndigheder, som står magtesløse over for misbrugets tag i folk.

Romanen er nøgtern i sit udtryk, hvad enten det gælder de fysiske konsekvenser af misbruget eller den hårde og ukærlige tone mellem folk. New York og New Orleans er de to centrale byer, hvor livet ikke blot er hårdt som misbruger, men også som homoseksuel. Men allermest hårdt er livet som eksjunkie, som for mange ender med selvmord.

På sin vis er den velskrevne, velreflekterede fremstilling af en tilstand af apati, dårligdom og hustling for at skaffe det næste fix en performativ selvmodsigelse, men det er netop køligheden, klarheden og den sprøde prosa, som paradoksalt gør junkietilstanden nærværende.

Junkie er en fremragende roman, både som en klassiker, der skildrer en periode med opbrud uden retning, og som en tidløs meditation over livet, hvor der er skåret helt ind til benet i form af junkens brutale syrebad.