Er dansk politik nået til vejs ende?

Med den seneste politiske udvikling er forskerne ved at give Francis Fukuyama ret: Den politiske historie går mod en afslutning, i hvert fald i Danmark

Gør det overhovedet nogen forskel, hvem der har regeringsmagten? Er historien slut, som den japansk-amerikanske professor og forfatter Francis Fukuyama sagde efter Berlinmurens fald og erklærede det liberale demokratis endelige sejr over kommunismen? Det diskuterer politisk redaktør Henrik Hoffmann-Hansen nedenfor
Gør det overhovedet nogen forskel, hvem der har regeringsmagten? Er historien slut, som den japansk-amerikanske professor og forfatter Francis Fukuyama sagde efter Berlinmurens fald og erklærede det liberale demokratis endelige sejr over kommunismen? Det diskuterer politisk redaktør Henrik Hoffmann-Hansen nedenfor. Foto: Keld Navntoft.

Erhvervslivet jubler over centrum-venstre-regeringen, og de borgerlige toppolitikere ved knapt, hvad de skal kritisere i den vækstplan, der blev præsenteret i tirsdags.

Jo, måske skulle man også have tænkt lidt mere på at bremse trailertrafikken over grænsen efter øl, slik og sodavand.

Regeringens støtteparti, Enhedslisten, har lettere ved at finde de negative tillægsord frem. Planen er ikke bare hamrende asocial, men en jobdræber, et frontalangreb på børnefamilierne og en foræring af fællesskabets penge til olieselskaberne.

Socialdemokratiske kommunalpolitikere klager over, at deres parti er vendt på en tallerken og pludselig går ind for lettelser i selskabsskatten noget, de borgerlige partier ellers har haft patent på. Og SF pisker sig selv for at finde ud af, om det nu er tid at gå ud af regeringen.

Halvandet år ved magten har været én lang fortælling om løftebrud, i hvert fald i mediernes spejl. Især i den økonomiske politik har regeringen ført en helt anden kurs, end den der blev skitseret i S-SF-oplæggene Fair Løsning og Fair Forandring.

Nøglen til at forstå det finder man på side 9 i regeringsgrundlaget. Her står den berømte linje om, at udgangspunktet for regeringen er VK-regeringens økonomiske politik i bredeste forstand.

Det er derfor, regeringen har gennemført en skattereform med Venstre og Konservative, og det er derfor, reformer af både førtidspension, fleksjob, kontanthjælp og Statens Uddannelsesstøtte kommer til at bære de to partiers signaturer.

Gør det så overhovedet nogen forskel, hvem der har regeringsmagten? Er historien slut, som den japansk-amerikanske professor og forfatter Francis Fukuyama sagde efter Berlinmurens fald og erklærede det liberale demokratis endelige sejr over kommunismen? Den konklusion er professor i dansk og europæisk historie ved CBS i København, Uffe Østergaard, tæt på at drage, når det handler om dansk politik.

Han kæder udviklingen tæt sammen med vores forhold til EU. Her har især små lande mistet indflydelse, fordi unionen er blevet drevet i retning af et mellemstatsligt samarbejde. Dermed lægger de store, stærke lande den økonomiske kurs, og det må de små lande bare rette ind efter, mener han.

Da EU fungerede godt, havde de små lande faktisk indflydelse. Men den har de mistet, efter at det er lykkedes EU-skeptiske borgere at drive unionen i retning af et mellemstatsligt samarbejde, siger Uffe Østergaard med henvisning til for eksempel de danske folkeafstemninger om EUs traktater.

For tiden er den dominerende tanke i EU, at medlemslandene skal spare sig ud af krisen. Der er for eksempel i EUs finanspagt sat meget snævre grænser for, hvor store de årlige underskud på statsbudgetterne og staternes gæld må være.

Pagten er i høj grad præget af de konservative/liberale regeringer, som længe har været i overtal i EU.

En anden løsning kunne være, at staterne tværtimod skulle lade underskuddene vokse og øge det offentlige forbrug. Det kunne sikre, at flere har arbejde og dermed modvirke krisen.

Denne såkaldt keynesianske idé har tidligere ofte båret socialdemokratisk ledede regeringer, for eksempel Nyrup-regeringerne i 1990erne.

Men EU-samarbejde eller ej Danmark har altid været meget afhængig af omverden. Så hvordan føre en markant anden politik end nabolandene?

En lille, åben økonomi som den danske er selvfølgelig afhængig af de betingelser, resten af verden sætter. Alligevel har der været ret god plads til, at man har kunnet dreje på knapperne og etablere et samfund, der adskiller sig meget fra, hvordan man har gjort andre steder, siger Uffe Østergaard.

Han nævner, at Danmark har udbygget en meget stor offentlig sektor, selvom man helt tilbage til 1980erne har sagt, at det ikke kunne lade sig gøre i en verden præget af hård international konkurrence.

LÆS OGSÅ: Politikeres partiskift vækker mindre harme end tidligere

Senest har det britiske tidsskrift The Economist beskrevet den nordiske velfærdsmodel som den næste supermodel, et forbillede for andre. Man har i de nordiske lande undgået økonomisk deroute som Sydeuropa og ekstrem økonomisk ulighed som i USA og har samtidig kunnet sikre social og sundhedsmæssig tryghed, påpeger bladet.

Regeringens forklaring på, at der skal reformeres og spares, er, at det netop er denne velfærdsmodel, den gerne vil redde på længere sigt.

Det bliver altså med næsten samme midler som de borgerlige partier ville have gjort.

Betyder det, at den politiske kamp er ved at forsvinde?

Det er der meget, der tyder på. Det kan være udtryk for, at små og mellemstore lande og endda også de rigtigt store lande er blevet til det, som min kollega, professor Ove Kaj Pedersen, har kaldt konkurrencestaten. Alle tænker på nationalstater som firmaer, hvor alle må yde mest muligt for at klare sig i konkurrencen. Så måske havde Fukuyama alligevel lidt ret, siger Uffe Østergaard.

Seniorforsker Henning Grelle fra Arbejdermuseet i København er enig i, at alle lande kæmper for at få arbejdspladser for sig selv. Det har ført til en konkurrence om at spare og skære ned.

Venstrefløjen i Europa, ja, i hele verden har det da dårligt. Vi troede, at det kunne vende, da den store Obama kom, men han har også skuffet, siger Henning Grelle.

Han ser en tæt sammenhæng mellem krisen, og det at vælgerne rykker til højre, og at der overordnet er blevet en vældig trængsel på den politiske midte.

Det er en udbredt misforståelse, at folk rykker til venstre under kriser. Det gør de ikke, og det er vel noget med, at man bliver nervøs for at miste sit arbejde, og så er der en tendens til, at man hytter sig selv. I opgangstider er det lettere at være ideologisk let på tå, siger Henning Grelle.

Ifølge ham må arbejderpartierne imidlertid også forholde sig til de store økonomiske udfordringer, samfundet står med.

Jeg blev selv chokeret, da jeg for nylig hørte, at under 50 procent af befolkningen arbejder. Det duer ikke, og det er nok også derfor, at fagbevægelsen bakker op om de tiltag, regeringen kommer med for at få gang i væksten, siger han.

Ifølge lektor Johannes Andersen fra Aalborg Universitet er en af konsekvenserne af den store trængsel på midten, at følelser er blevet meget mere bestemmende for vælgerne.

I dag er det kun halvdelen, som holder fast i det samme parti fra valg til valg. Resten kan godt skifte parti, også hen over midten, siger han.

Det skyldes først og fremmest, at middelklassen er blevet altdominerende siden 1980erne.

Alligevel kan man stadig høre forskellige ideologiske røster i debatten. SFere vil træde ud af regeringen, fordi den ikke er venstreorienteret nok, og på den modsatte fløj vil Liberal Alliance gå meget længere for at sænke skatterne og spare på det offentlige.

Det er klart, at de politikere, der selv er stærkt engagerede, holder stadig fast i de klassiske dyder. De har det skidt med, at politik skulle gøres til en håndboldkamp, siger Johannes Andersen.

Han tror ikke, at den politiske kamp er helt forbi.

Politik, som den findes i ideologierne, er forbi. Men der kan stadig være modsætninger i spørgsmålene om, hvordan man ser på blandt andet klimaudfordringen og fordelingen af goderne i verden. Det er områder, som mere lægger op til moralske valg end til ideologiske valg, og dem vil der stadig være kamp om, siger han.

Lederuddrag:

Det er måske for vidtløftigt at tolke ugens danske politiske begivenheder ind i et så stort perspektiv som det, der opridses af Fukuyama. Men det er relevant at spørge, om det politiske liv, vi oplever i disse år, er politikkens endeligt og afslutningen på de ideologiske forskelle, som vi har kendt dem i de sidste halvandet hundrede år.