De danske byer udvikles for fuld drøn i øjeblikket. Der bygges glasmættede lejlighedskomplekser på havnene, der oprettes kunsthaller i industriområder, og socialt belastede områder får kvarterløft med sportsfaciliteter og nye, åbne pladser.
Et eksempel på et sådant byudviklingsprojekt er Landskab in between, som snart skydes i gang i Aalborg Kommunes socialt tunge forstad Aalborg Øst.
LÆS OGSÅ: Danske byer udvikles kun til den kreative elite
Hvis man tager et kig på en af arkitekttegningerne for projektet sammen med Hjørdis Brandrup Kortbek, ph.d. og kulturforsker ved Syddansk Universitet, er det tydeligt at se, hvem kommunen forestiller sig skal bo her i fremtiden:
Tegningen skal forestille den gode by. Men det, den reelt forestiller, er den gode by for den kreative klasse. Det ses blandt andet i torveboden her kan man kun få sunde ting som grøntsager og frugt. Der er lagt op til aktivitet i form af basketball og cykling. Der er etnisk diversitet og mangfoldighed. Og den butik, man har valgt at fremhæve, er en livsstilsforretning. Det er alt sammen ting, som den kreative klasse er optaget af, mener hun.
Den ph.d.-afhandling, Hjørdis Brandrup Kortbek netop har forsvaret, handler om byudvikling i Danmark i forbindelse med den har hun set rigeligt med tegnebrætseksempler på, at byudviklernes og borgernes forestilling om det gode liv ikke altid stemmer helt overens:
Man kan spørge sig selv: Hvor er bænkene her må man ikke sidde ned? Og hvorfor er bussen, et funktionelt element, der får byen til at hænge sammen, trængt i baggrunden? Spørgsmålet er, hvem der egentlig vil føle det naturligt, at begå sig i det meget åbne rum, som det ses på tegningen. Jeg vil argumentere for, at en byudviklingsvision som denne kun tilgodeser den kreative elite og glemmer at skabe nogle rum, flere forskellige befolkningsgrupper kan få glæde af, siger hun.
Når det er tegninger som disse, der vinder arkitektkonkurrencer rundt omkring i provinsbyerne, er der en særlig grund, og den ligger i statistikken.
I en kommune som Sønderborg vælger 8 ud af 10 unge at flytte til storbyen efter deres ungdomsuddannelse, og for nylig viste tal fra Danmarks Statistik, at især unge kvinder flytter samme vej. For at vende den udvikling har kommunerne undersøgt, hvilken mennesketype der kan skabe vækst og liv i deres by, forklarer Hjørdis Brandrup Kortbek.
Kommunerne har fundet ud af, at det især er folk, der i deres daglige virke i særlig høj grad tænker nyt og innoverer, som for eksempel forskere, kunstnere, iværksættere, ledere og ingeniører, der skaber vækst. Og derfor gør de alt, hvad de kan, for at appellere til dem.
Samtidig ved man også, at disse mennesker bedst kan lide at bo i storbyen. Derfor prøver provinsbyerne nu at få deres bykerner til at ligne metropolens med for eksempel parkourbaner og grafittivægge, forklarer hun.
Én ting er, at det kan være svært for hr. og fru Hansen at forstå, hvorfor deres by begynder at ligne et multikulturhus. Noget andet er, at de kreative, som kommunerne så gerne vil have fat i, slet ikke gider disse steder i længden:
De kan godt lide det rå, fordi de føler, at de i højere grad kan udfolde deres kreativitet der. Når man først har omdannet det rå og industrielle som siloer og forladte bygninger i havneområderne til det meget opstillede storbyrum, så er den kreative klasse for længst smuttet videre.
Professor ved Statens Byggeforskningsinstitut, SBI, Claus Bech-Nielsen mener også, at der er en storbytendens i byudviklingen lige nu. Han ser det som en slags lemming-effekt, hvor alle løber efter det samme, noget der er set tidligere:
For fem år siden ville alle danske provinsbyer, for eksempel en lille by som Rønde på Djursland, have et højhus, fordi det udstråler dynamik og vækst. På den måde ville byerne gerne blive synlige og komme på landkortet.
Heldigvis, kan man sige, kom finanskrisen og forhindrede den idé for mange.
I Aalborg regner stadsarkitekt Peter Baltzer Nielsen med, at projektet i Aalborg Øst, der forventes færdigt i 2020, kommer til at skabe en positiv omfordeling af de ressourcestærke mennesker, som universitetet i Aalborgs syd-østlige del tiltrækker:
De oprindeligt gode intentioner i 1950-60erne var at skabe mange boliger med lys og luft omkring sig. Men så vandt bilen mere og mere indpas, og parkeringspladser fylder meget i det område nu. Og hvor skal børnene så lege? Vores tanke er, at hele landskabet, så vi kan få nogle naturområder ind i byen og nogle mødesteder i det åbne rum. Forstadens mødested er parkeringspladser ved discountbutikkerne, og som arkitekter i dagens Danmark bliver vi nødt til at spørge os selv: Kan vi ikke gøre det lidt bedre?
Når Odense Kommune har skullet præsentere sit næste stort opsatte byudviklingsprojekt, nemlig projektet Fra gade til by, der skal omdanne den firsporede Thomas B. Thrigesgade til en byplads lignende den på billedet fra Aalborg, tales der også om bydelen som et sår der skal heles. Ifølge en meningsmåling foretaget af Gallup mener 43 procent af fynboerne, at det er en dårlig løsning at lukke vejen, og borgerne gør modsat brug af positive ord som trafikåre og navlestreng, når de skal beskrive stedet, forklarer Hjørdis Kortbek.
Annika Agger, der er lektor i bystudier ved Institut for Samfund og Globalisering på Roskilde Universitet, mener det er en klassisk teknik, at kommuner forsøger at sygeliggøre områder, hvor en forandring vil være dyr for skatteborgerne:
Kommunerne er udfordret af en dagsorden om at skabe vækst, og det kræver forandringsprocesser som disse. Derfor tages der ofte afsæt i en retorik, som er meget problematiserende, og som lægger op til, at der er brug for forandring. Dem, der bor i områderne og har deres hverdag der, synes sjældent, det er så slemt. For eksempel synes borgerne i en ghetto ikke nødvendigvis, at deres bydel er frygtelig, men mange forbinder den med tryghed og fællesskab, forklarer hun.
Det er klart, at der skal tænkes i vækst. Men kommunerne trænger til at tjekke op på virkeligheden, når de lægger planer for fremtidens provinsby, mener professor Claus Bech-Nielsen:
Vi skal blive bedre til at tage udgangspunkt i den enkelte by og spørge os selv: Hvem er de mennesker, der bor her i forvejen, og hvilke særlige kvaliteter har vi her i byen? Hvem kan vi tiltrække, og hvem kan vi godt skyde en hvid pil efter? Og hvad kan vi så stille, roligt og tålmodigt gøre for at udvikle denne her by i stedet for at gøre det, 50 andre byer har gjort lige for nylig.