Modstandsmand og museums-enmandshær

Som direktør opbyggede Jørgen H. Barfod Frihedsmuseet til at blive et professionelt museum. Selv er han en af de få store modstandsmænd, der stadig lever. I dag fylder han 95 år

Jørgen H. Barfod bliver beskrevet som et tolerant menneske, der respekterer andres holdninger, selvom han selv har sine egne faste holdninger. –
Jørgen H. Barfod bliver beskrevet som et tolerant menneske, der respekterer andres holdninger, selvom han selv har sine egne faste holdninger. –. Foto: Leif Tuxen.

Jørgen H. Barfod var kun en stor dreng, da han meldte sig ind i partiet Dansk Samling i 1938. Og under krigen blev han en af modstandsbevægelsens ledere mod nazisterne. Han var selv ung historiestuderende ved Københavns Universitet, da han i maj 1942 forlod studierne for at lære våbenbrug i forsvaret.
I august 1943 blev han som andre soldater interneret, men da aktionen mod de danske jøder var gennemført i oktober, blev soldaterne løsladt igen.

LÆS OGSÅ: "Matador glemmer krigens rigtige helte"

Det var det dummeste, tyskerne kunne have gjort, for dermed løslod de alle de unge mænd, som var senest uddannet i våbenbrug, og som alle var opsat på at gå ind i modstandsbevægelsen, har Jørgen H. Barfod selv fortalt her i avisen.

Trangen til at forsvare sit fædreland lå formentlig i blodet på ham. For han var søn af en kommandør, og hans opvækst i et forsvarsbevidst hjem har altid præget hans livssyn. Det var også via sin bror, at Jørgen H. Barfod blev medlem af gruppen Holger Danske, og han var ikke et øjeblik i tvivl om, at det var det, han skulle.

Som ungt menneske spekulerer man ikke over faren. Man tror, at alting kan klares, som han har udtrykt det.

Alt kunne også klares indtil den 5. december 1944. Jørgen H. Barfod var blevet leder af en gruppe og var ved at undervise i våbenbrug, men blev stukket af et nyt gruppemedlem og arresteret af Gestapo, som havde omringet det hus, gruppen befandt sig i. Én af modstandsfolkene forsøgte at flygte og blev skudt i underlivet, så han resten af sine dage var lam fra livet og nedefter.

Resten af os blev taget hen i Shell-huset. De andre blev straks sendt til Neuengamme. De var klar over, jeg var lederen, så jeg fik en ordentlig omgang klø og blev holdt tilbage, mens de overvejede, om der var mere, de kunne bruge mig til. Jeg kom derfor først derned i januar og var kun 100 dage i koncentrationslejr. Men det var rigeligt. Mange af kammeraterne overlevede det ikke så længe, fortæller han.

Efter krigen blev Jørgen H. Barfod færdiguddannet fra universitetet og underviste som gymnasielærer i historie, inden han i 1971 overtog ledelsen af Frihedsmuseet, der dengang mest havde haft karakter af en udstilling om modstandsbevægelsen, siden det blev stiftet i 1957. Og det er i høj grad Jørgen Barfods fortjeneste, at museet blev et professionelt museum. For da han satte samlingen i system og registrerede og udviklede den løbende ved at indsamle mere materiale, indtil Frihedsmuseet blev et moderne museum med en skoletjeneste og et arkivapparat, der i dag stadig er videreført efter Jørgen Barfods store arbejde, som han fortsatte til 1987.

Jeg nåede at arbejde sammen med Barfod en del år, mens han var leder. Og han var en fremragende museumsmand, der virkelig brændte for at bevare historien om den danske modstandsbevægelse, fortæller Esben Kjeldbæk, der efterfulgte Jørgen Barfod som leder af museet og netop er fratrådt. Og han kan se frem til mange aktive år, hvis han også vil følge i Barfods fodspor som pensionist. For den gamle frihedskæmper slap ikke modstandsbevægelsen, efter han gik på pension, men har i stedet været mangeårig formand for foreningen Frihedskampens Veteraner, ligesom han i årenes løb har skrevet adskillige bøger blandt andre Helvede har mange ansigter om sit ophold i Neuengamme. Jørgen Barfod har desuden arbejdet flittigt med opbygning af gamle fangeforeninger og blandt andet været medstifter af Bernadottefonden.