Kinas ledere lover bod og bedring

Uhæmmet økonomisk vækst og miljøødelæggelse skal erstattes af en politik, der forbedrer befolkningens levevilkår, lover de nye ledere

Partileder Xi Jinping (tv.) vil på mødet i Den Nationale Folkekongres blive indsat som Kinas præsident efter Hu Jintao (th.). –
Partileder Xi Jinping (tv.) vil på mødet i Den Nationale Folkekongres blive indsat som Kinas præsident efter Hu Jintao (th.). –. Foto: Lan HongguangXinhua.

Smoggen hang tungt over den kinesiske hovedstad, da det årlige møde i Den Nationale Folkekongres blev indledt i går. Mens Beijings hårdt prøvede indbyggere måtte kæmpe sig igennem endnu en dag med akut luftforurening, sad de næsten 3000 delegerede trygt inden døre i Folkets Store Hal.

Her optrådte Wen Jiabao for sidste gang som ministerpræsident og erkendte i sin tale om nationens tilstand, at det ikke står godt til.

Wen Jiabao tordnede mod den ubalancerede, ukoordinerede og ikke-bæredygtige vækst, som Kina har oplevet i de seneste årtier, og som har skabt enorme problemer, ikke mindst forureningen.

Så netop miljøproblemerne fik særlig opmærksomhed af Wen Jiabao, der talte om nødvendigheden af at reducere energiforbruget og løse landets alvorlige forurening af luft, vand og jord. Sidstnævnte er så slemt, at miljøministeriet har stemplet en rapport om omfanget af jordforureningen som en statshemmelighed.

Som svar på folks forventninger om at have et godt nærmiljø bør vi i høj grad styrke miljøbeskyttelsen, sagde Wen og tilføjede, at det påvirker niveauet af folkets velfærd og også eftertiden og fremtiden for vores nation.

Hele tre gange opfordrede han til at ændre vækstmodellen, så man reducerer spild og udbygger servicesektoren med henblik på at skabe nye og hårdt tiltrængte arbejdspladser. Derudover nævnte han boligstøtte og andre sociale programmer, der kan sætte gang i det private forbrug og forbedre folks liv.

LÆS OGSÅ: Etbarnspolitikken sættes under nyt pres i Kina

Selvom talen blev holdt af den afgående regeringsleder, må man formode, at den også afspejler holdningen hos den nye ledelse, der blev udnævnt på partikongressen sidste efterår. På mødet i Den Nationale Folkekongres vil partileder Xi Jinping blive indsat som Kinas præsident, mens Li Keqiang, der er næstkommanderende i kommunistpartiet, overtager posten som ministerpræsident.

Forventningerne har været store til den nye ledelse, og mange håber, at den vil tage fat på de mange problemer, som har hobet sig op i det seneste årti. Talen kan være et signal om, at man faktisk vil forsøge at ændre på økonomien og dreje den mod mere bæredygtighed og indenlandsk forbrug.

Den nye ledelse har også indledt en kamp mod korruptionen, og ifølge Wen fortsætter den:

Vi bør urokkeligt bekæmpe korruption, styrke den politiske integritet, etablere institutioner til at afslutte den overdrevne koncentration af magt og mangel på kontrol med magten og sikre, at embedsmænd er ærlige, regeringen er ren og politiske anliggender håndteres med integritet, sagde Wen Jiabao.

Målet er en økonomisk vækst på 7,5 procent i år, mens udgifterne til forsvaret vil stige med 10,7 procent. Udgifterne til den indre sikkerhed politi, retsvæsen og sikkerhedstjenester stiger kun med 8 procent, men posten er for tredje år i træk højere end det ydre forsvar. Måske et signal om, at et skift mod at forbedre befolkningens levevilkår er på høje tid.