Følelsen af fuldkomment nærvær

Der er situationer, hvor livet kalderen ud af egen hule. Sådan oplevede forfatteren Jens Christian Grøndahl det at få og være ved at miste sine første børn

Man er kun sin lykkes smed i det omfang, at man forstår at gribe dét, man får, mener forfatteren Jens Christian Grøndahl. –
Man er kun sin lykkes smed i det omfang, at man forstår at gribe dét, man får, mener forfatteren Jens Christian Grøndahl. –. Foto: Leif Tuxen.

en scene fra mit liv

Hold fast, hold fast!, sagde jeg for mig selv som en bøn, der kom helt inde fra kernen af mit jeg.

Det var i efteråret 1985, og jeg sad under et æbletræ midt om natten. Min daværende kone var blevet indlagt, fordi hun var ved at tabe de tvillingebørn, der lå i hendes mave. Vi var kørt fra hendes forældres sommerhus i Nordsjælland i huj og hast. Det viste sig at være i sidste øjeblik, og da jeg sad dér under træet, var jeg fuld af frygt for at miste de ufødte børn, der allerede var kommet til at betyde så meget.

I sådan en situation kommer man helt ud af den hule, man ellers forskanser sig i som menneske. Man kommer helt frem til det sted, hvor man ikke kun er sig selv. Dér, hvor tilværelsen føles allerstærkest, hvor livet bliver definitivt. Den følelse oplever man ellers kun ved et dødsfald.

LÆS OGSÅ: Færre ønsker at drive familievirksomhed

To måneder senere kaldte livet igen på mig. Børnene blev født en vinternat på Rigshospitalet, fredag den 13. december. Jeg husker tydeligt, hvordan det var at træde ud af mastodontbygningen sammen med min kone nogle aftener senere og stå med en moseskurv i hver hånd, hvor der lå to små drenge. Det var en kold og blæsende aften, og jeg følte, at det var en barsk verden at tage dem med ud i, men jeg var også selv ubeskyttet. Jeg var 26 år og anede ikke, hvad det ville sige at være far. Alligevel var jeg parat, fuldstændig parat. Inderst inde vidste jeg måske også godt, at jeg aldrig ville blive mere parat. Så jeg kunne lige så godt springe ud i det.

Det var et definerende moment, hvor jeg oplevede, at jeg blev synlig for verden, fordi jeg ikke havde noget at gemme mig bag. Jeg stod helt blottet og sårbar. Der skulle ingenting til for at ødelægge det, men samtidig var det så stærkt. For mig er det i sådan nogle øjeblikke, at det gamle begreb at kende sin besøgelsestid får mening. Øjeblikke, hvor livet besøger én, og man kun kan svare ja eller nej. For det er nu, det sker. Der er ikke tid til at tænke sig om. Man er nødt til at vove alt og vise sit engagement.

Det er de øjeblikke, der fortæller, hvem man er. Resten er jo gratis. Der er noget kierkegaardsk over det, bortset fra at det for mig ikke er troen, men livet selv, der udgør de tusind favne. En gang imellem må man kaste sig ud, hvor man ikke kan bunde, for at gribe livet.

To måneder tidligere havde jeg siddet og anråbt min kone, der slet ikke kunne høre mig, om at holde fast på de børn. Nu var de her, nu var det også mit ansvar.

Øjeblikket rummede også en svimlende lethed. Det er vel det tætteste, man kommer på lykke. Ikke salighed, men en oplevelse af fuldkomment nærvær. Måske er det en mere nøgtern definition på lykke, men for mig er den mere relevant. Man er jo kun sin lykkes smed i det omfang, at man forstår at gribe dét, man får. På den måde er hver dag en prøve i forhold til, om man kan være nærværende dér, hvor man er, over for de mennesker, man møder og lever sammen med.

Der er øjeblikke, der kalder på fuldkomment nærvær. Dem skal man gribe.