Blid rollemodel med præcis pen

Henrik Wivel er en af landets mest vidende og velskrivende kulturskribenter. Nu vender han tilbage til Kristeligt Dagblad, hvor hans karriere begyndte

Henrik Wivel har blandt andet skrevet doktorafhandling om Selma Lagerlöfs forfatterskab og siddet i salmebogskommissionen ud over sine mange års erfaring som kulturredaktør på forskellige aviser. –
Henrik Wivel har blandt andet skrevet doktorafhandling om Selma Lagerlöfs forfatterskab og siddet i salmebogskommissionen ud over sine mange års erfaring som kulturredaktør på forskellige aviser. –. Foto: Leif Tuxen.

Hvis man sprængte en bombe her, ville der være magtskifte på samtlige topposter i det danske kulturliv, hviskede en af Weekendavisens journalister ved Henrik Wivels reception i anledning af hans 50-års fødselsdag. Bemærkningen havde noget på sig, for det virkede, som om cremen af kulturlivet var flyttet hjem i Wivels have den dag. Det var i 2004, og dengang havde han allerede været kulturredaktør i fire år på Wivelavisen, som Weekendavisen blev kaldt af spydige tunger på Pilestræde i København, hvor Berlingske-koncernen har hovedsæde.

For ikke alene var Henrik Wivel med sin skarpe pen, sin doktorgrad i den svenske forfatter Selma Lagerlöfs forfatterskab og sin imponerende viden om kunst en højt respekteret kulturredaktør på Weekendavisen. Men hans bror Peter Wivel havde været chefredaktør der før Anne Knudsen, og Peter Wivels søn Klaus Wivel var tilmed litteraturredaktør på stedet dengang.

LÆS OGSÅ: Dette er et dagblad ikke et fagblad

Wivel-slægten har i det hele taget trukket dybe spor gennem det danske åndsliv. Henrik og Peter Wivels bror, Mikael Wivel, er en anerkendt kunsthistoriker, og deres onkel Ole Wivel var en toneangivende figur i dansk litteraturhistorie som digter, medredaktør af tidsskriftet Heretica i årene efter Anden Verdenskrig og siden mangeårig litterær direktør for Gyldendal.

Det var dog gennem Kristeligt Dagblad, at Henrik Wivel fandt sin egen vej ind i dagspressen. Allerede inden han havde afsluttet sine studier i nordisk litteratur ved Københavns Universitet, blev han kritiker på avisen i 1982, og som nyuddannet mag.art. blev han i 1984 kulturredaktør på Kristeligt Dagblad.

Det gjorde han så godt, at han allerede i 1988 blev hentet til Berlingske Tidende som kunst- og litteraturskribent og senere kulturredaktør, inden han blev kulturredaktør og medlem af chefredaktionen på Weekendavisen fra 2000 til 2012.

Fra denne uge er han så vendt tilbage til kulturavisen for livets store spørgsmål som fast skribent. Og det bliver en stor gevinst for Kristeligt Dagblads læsere, mener en af avisens andre kulturskribenter, litteraturprofessor Nils Gunder Hansen, der tidligere har arbejdet sammen med Henrik Wivel på Berlingske Tidende.

Henrik Wivel er en af landets mest vidende og velskrivende kulturskribenter, så han kommer uden tvivl til at løfte niveauet yderligere. Og så passer han perfekt til Kristeligt Dagblad med sin store indsigt i både kristendom og kunst, siger Nils Gunder Hansen, der peger på, at Henrik Wivel blandt andet har siddet i den seneste salmebogskommission, ligesom han med sit forfatterskab, sine bestyrelsesposter og sin store erfaring som kulturskribent har en viden om dansk kunst, der formentlig er større end de fleste kunsthistorikeres, selvom han er uddannet litterat.

Henrik Wivel har været en rollemodel for mange af os akademikere, der er blevet beskæftiget i dagspressen. For selvom han aldrig har været fastansat på universitetet, har han altid holdt fanen højt fagligt og fået sin doktorgrad alligevel. Men samtidig har han altså skrevet om alt fra finkultur over rockmusik til sport, siger Nils Gunder Hansen, der i øvrigt beskriver Henrik Wivel som en venlig, nærmest blid mand som menneske.

Privat er Henrik Wivel gift, har to sønner og bor i København. Hans anden hjemby er imidlertid Stockholm, som han jævnligt besøger og senere på året udgiver en stor kulturhistorisk bog om. Wivels første nye artikler i Kristeligt Dagblad, hvor han vil skrive om kunst, film og andre kulturelle fænomener, bringes i næste uge.