Forleden dag blev jeg ringet op af en journalist, der ville vide, om jeg ikke jævnligt bliver kaldt ubehagelige ting på nettet. Jeg svarede, at det efter sigende hænder, men at jeg aldrig selv opdager det, for jeg befinder mig ikke på nettet. Jeg har kun en vag fornemmelse af, hvad der foregår ude i det store elektroniske univers de digitale platforme, som det hedder og jeg lever i en slags lykkelig uvidenhed.
Så længe det varer.
Jeg bliver nemlig mere og mere overbevist om, at nogle mennesker kun vil få sværere ved at leve i den teknologiske verden. Der er en udvikling i gang, hvor der sker en opdeling mellem dem, der naturligt tager bolig i det digitale univers, og dem, der aldrig kommer til at føle sig hjemme i det.
LÆS OGSÅ: Er du klar til den teknologiske fremtid?
Vi mennesker er forskellige af sind, men computeren regerer over os alle, uanset om vi vil det eller ej, og også dén, der føler sig grundlæggende utilpas ved dens herredømme, må tilpasse sig. Computeren trækker os væk fra den fysiske verden, den lokker os til at sidde for meget stille, den afliver postkasser og får konfirmanderne til at se måbende på mig, når jeg siger, at man stadig kan skrive et helt bogmanuskript i hånden. Den gør det muligt at udføre adskillige handlinger uden at skulle rejse sig fra sin stol, og den overflødiggør en masse af de små møder mellem mennesker, der ellers dagligt kunne minde os om, at vi lever i et fællesskab.
Og gradvist kan vi blive opdelt i to lejre. En stor og tilpasningsdygtig og en mindre, der mærker det latente opgør, fordi man ikke tror på, at maskinen blot vil os det godt.
Den amerikanske forfatter og redaktør Nicholas Carr taler på vegne af denne mindre flok. Efter flere års eufori over computerens muligheder begyndte han at mærke forandring i sin bevidsthed, og i den Pulitzer-nominerede og storsælgende The Shallows, beskriver han, hvordan maskinen påvirker vores hjerne.
Han oplevede, at han fik sværere ved at samle sig om noget i mere end et par minutter ad gangen, han følte sig under et konstant pres fra strømmen af informationer, og han indså, at forskellen var enorm fra tiden, hvor han sad på et bibliotek omgivet af bøger uden på samme måde at føle sig mast i bund.
Fordi, som han skriver: Der var noget beroligende ved alle disse bøgers fåmælthed, deres villighed til at vente i år, årtier endda, på ,at den rette læser skulle dukke op.
Bøgerne byder sig ikke til med hurtigt og let tilgængeligt stof. De venter på at blive pillet ud af reolen og læst i et roligt, afrundet hele, og Nicholas Carr måtte sande, at maskinens konstant summende nærvær var i færd med at omforme hans personlighed.I samme åndedrag minder han om, hvordan den tyske filosof Friedrich Nietzsche, da han i 1882 fik sin danskproducerede skrivemaskine, ifølge en god ven begyndte at skrive mere kraftfuldt. Du har ret, sagde Nietzsche. Vores skriveudstyr præger tilblivelsen af vore tanker.Måske var skrivemaskinen med til at hidse Nietzsche op til de bastante højder, han som bekendt nåede, og utvivlsomt ville vores samtale i dag være af en anden karakter, hvis vi stadig skulle skrive alt i hånden.
LÆS OGSÅ: De sidder der bag skærmen...
I hvert fald får man den tanke, at samfundsdebatten i fremtiden kan blive domineret af dem, der trives med hurtigheden og blot indgår i den. En mand som politikeren Søren Pind (V) er i de senere år smeltet mere og mere ind i rollen som ham, der konstant på Facebook kommenterer alt og ikke altid tænker, før han skriver.
Hans identitet formes af villigheden til at være i endeløs verbal cirkulation, og mens nogen drages af kraften som bier omkring en smørblomst og frit boltrer sig i det flydende digitale rum, får andre trang til at træde ud af den overfladiske strøm.
Ligesom Nicholas Carr, der mærker et intellektuelt forfald i sig selv, fordi hans hjerne mister evne til at fastholde en dybere refleksion, og naturligvis forestiller han sig, at dette indre fald også kan ske for andre.
Gør man den erkendelse og træder ud af den hektiske samtale og identiteten, der følger med, afsløres det, hvilken lejr man tilhører. Nemlig, den mindre (men måske med tiden voksende), der mærker afhængighed af den fysiske verden og træthed ved maskinen, der med tempo, dominans og stive stilistiske bogstaver præger vore hjerner og tanker.
Spørg bare Nietzsche. Alene forestillingen om, at vi kan omgive os med et så højt tempo og en så intens strøm af ord, udråb, holdninger, tilsvining og eksponerede følelser, uden at det skulle præge vore sind dybt, udgør sit eget maskerede tegn på hovmod.
Tror vi virkelig, at mennesket i en sådan grad er robust og upåvirkeligt? Vel er det ej. Teknikkens tempo gør noget ved os, og mens nogen elsker sorgløst at flyde med, må andre stige af for ikke at falde for dybt. Lykkelig uvidenhed er stadig at foretrække.
Lørdagsrefleksioner skrives på skift af ledende overlæge og tidligere formand for Det Etiske Råd Ole J. Hartling, præst og journalist Sørine Gotfredsen, forfatter og journalist Peter Olesen og journalist og forfatter Kåre Gade