Er det muligt at begynde forfra? Spørgsmålet angiver et gennemgående tema i denne roman. Hovedpersonen, en stilfærdig fynsk gymnasielærer på 57 år, Asger Christensen, har en længsel efter at lave et stykke fortid, som han aldrig er kommet fri af, om til nutid. Eller anderledes sagt: til en ny begyndelse.
Længslen bliver skærpet, da han for første gang i mange år atter befinder sig i umiddelbar nærhed af den gamle historie.
LÆS OGSÅ: Komprimeret Kaaberbøl
Er tiden endelig inde til at skrive det vil sige leve det næste kapitel, som stadig mangler? Ender vejen blindt, eller fortsætter den, bare på en anden måde?
Sagen har samtidig et mørkere perspektiv: Asger Christensen blev som ung offer for en vrede, titelpersonens vrede, og har et tvingende behov for at fuldbyrde sin egen, der har været gemt væk i over 40 år.
Den pirrende historie sættes i gang af gymnasielærerens møde med en ung skuespiller, Lea Egå, der viser sig at være datter af en nu afdød kvinde, Astrid Egå, som han i sin ungdom havde et problematisk og uforløst forhold til.
Fra en novelle husker han en passage om, at det eneste, vi aldrig glemmer, er det uopklarede. Den erfaring, der svarer til lærerens egen, tager Jørgen Børglum Larsen op til nærmere undersøgelse.
Hans roman lever på den karakter af nødvendighed, der er en forudsætning for skabelse af nærvær. Jeg ved intet om hans personlige forhold til stoffet, men kan konstatere, at det i hvert fald gløder af personligt engagement. Så behøver man som læser ikke vide mere.
Det er en roman om et meget lokalt nedslag af ungdomsoprøret i 1968, nemlig på en stille villavej i Hjørring. Asger Christensen bliver som gymnasieelev inviteret af den jævnaldrende Astrid til at indtræde som medlem af en hemmelig klub som den eneste ud over stifteren. Astrid bestyrer den enerådigt og er yderst tilbageholdende med at fortælle om sit formål med klubben. Og den forsigtige Asger er ikke den, der presser på.
Astrid lader ham imidlertid forstå, at klubben er rettet mod pænheden. Hun hader at være pæn, siger hun.
Et element af antydet erotik indgår også. Og at Asger er tiltrukket af Astrid som pige, er formodentlig medvirkende til, at han lader sig overtale til en aften efter (til dels med urette) forventet borgerlig sengetid at spraymale ordene Ned med pænheden! på flere af vejens huse. Astrid holder sig udenfor og lader yderligere på anden vis Asger groft i stikken.
De to unge mødes igen som studerende på Aarhus Universitet. Alt er atter på Astrids præmisser, og hun føler sig ikke kaldet til at stå til regnskab for sin fordums handlemåde. Sidste gang, de ser hinanden, er før en besættelse, som Astrid deltager i, af universitetets administrationsbygning samt af rektors kontor. Men hun bliver i hans liv.
Mellem Asger og Astrids datter opstår hurtigt et tilsyneladende ubesværet og spontant forhold. Men hvad de eventuelle dybere konsekvenser bliver, er et åbent spørgsmål. Man håber det bedste. For det er personer, hvis liv kommer én ved.
Tættest kommer vi naturligvis på Asger, hvis eftertænksomme og tøvende måde at forholde sig på skildres overbevisende. Hans stil afspejles i romanens med dens langsomhed og tendens til gentagelser.
Et lille minus i karakterbogen: Jeg er ikke helt overbevist om troværdigheden i den meget aggressive måde, hvorpå Asger fuldbyrder sin vrede. Psykologisk kan den måske begrundes med, at den i mange år har været holdt tilbage og derfor må udløses så voldsomt. Og dog forekommer det tvivlsomt, at den ellers så sagtmodige mand virkelig kan finde på ikke alene at spraymale en gravsten, men endda at vælte den.
Tvivlsomt er det derimod ikke, at stærke kræfter er på færde i romanen.