I sommeren 1894 bliver den tredje franske republiks præsident, Marie François Sadi Carnot, stukket ned af en italiensk anarkist. Og da en ung italiensk prostitueret kort efter bliver fundet brutalt myrdet og skamferet i en baggård i provinsbyen Varbourg, er det nærliggende at tro, at det kunne være en mere eller mindre tilfældig hævnakt.
LÆS OGSÅ: Den overflødige mand
Men ikke for Madeleine Karno, Kadaverdoktorens datter, der har en klar fornemmelse af, at der er noget helt andet på spil. Den prostitueredes livmoder med dertil hørende foster er nemlig blevet fjernet, og den driftige Madeline indleder sin egen efterforskning, der blandt andet fører hende til hemmelige barselsklinikker og diverse lyssky etablissementer for til sidst at ende lige lukt i armene på den mand, som hun for alt i verden ønsker at undgå: sin forlovedes tidligere (mandlige) elsker.
Der er smæk for skillingen på de 300 forholdsvis korte sider, der udgør Lene Kaaberbøls Det levende kød. Romanen er en selvstændig efterfølger til Kadaverdoktoren fra 2010 om Varbourgs retsmediciner Karno og hans datter og assistent, Madeleine, som er romanens ærgerrige og empatiske jeg-fortæller og i høj grad den, der bærer det hele hjem.
Madeleine er nemlig en kvinde af sin yderst brydningsfyldte tid, hvor der blev eksperimenteret med køn, videnskab, familieformer, sæder og skikke. Hun er en kvinde, der er drevet af sit videbegær. Hun forsøger med næb og kløer at blive frigjort fra alle kønslige antagelser og ønsker alt andet end blot at blive gift, besvangret og besejret af biologien. Og da hun som den første kvinde har held til at blive optaget på byens universitet hos professor Adrian Althauser, ser det ud, som om hendes lykke er gjort.
Hvad hun dog ikke ved, er, at han ikke betragter hende som en studerende på linje med de mandlige af slagsen, men derimod som den helt afgørende brik i hans vanvittige plan om Fædrelandets frelse og hans kamp mod det faldende franske fødselstal
Lene Kaaberbøl er ikke bange for det trivielle og det melodramatiske og ej heller for de skematiske modsætninger i kategorierne fødsel-død, mand-kvinde, tro-videnskab, natur-kultur, som hun elegant turnerer og gør vedkommende. Kedeligt bliver det aldrig nogensinde, det går over stok og sten i en syntaks, der er så enkel, at alle kan være med, og man kan kun blive imponeret over hendes evne til med forholdsvis få virkemidler at skabe så stemningsfulde miljøer og personer.
Men den korthuggede stil er sine steder så komprimeret, at det efterlader et indtryk af at være noget vite fait: Scener bliver hurtigt og behændigt bygget op og afviklet i en ruf, og man sidder tilbage med en længsel efter en større grad af dramaturgisk opbygning, en kælen for detaljer og ikke mindst for de fantastiske og groteske personer, der udgør universet i Det levendes kød. De kunne sagtens tåle at være blevet foldet endnu mere ud, om end Lene Kaaberbøl bedre end de fleste mestrer kunsten at finde de helt rette og yderst enkle trædesten, der kan føre hendes personer videre i teksten.