Socialdemokrat om venstrefløjen og Grundtvig

– Den klammeste manifestation var, da det yderste højre og det yderste venstre i fællesskab lavede en menneskekæde ved den tyske grænse i 1997. Heldigvis har venstrefløjen siden taget afstand fra at samarbejde med Dansk Folkeparti om anti-EU kampagner. Tilbage står Dansk Folkeparti som har taget patent på at definere det særligt danske, både på det politiske plan og det symbolske. Og partiet definerer jo bare, hvad det danske ikke er.

Christine Antorini elsker at være dansk.

– Men jeg siger det ikke højt. Min politiske og familiære historie gør, at jeg har en dansk sten, der gnaver i skoen. Ikke mindst fordi grænsen mellem at være stolt af at være dansker og egentlig nationalisme flyder i øjeblikket.Og på et besøg hos det danske mindretal i Slesvig lærte jeg, hvad forskellen på national stolthed og nationalisme er. Det sidste hævder at være det bedste, mens det første er at åbne sig op og dele med andre.

Christine Antorini mener i dag, modsat tidligere, at deltagelse i internationalt samarbejde giver mere indflydelse – ikke mindre.

– Og her ser jeg den positive Grundtvig. Det er på grund af det skolesystem, han fremmede, at en dansk specialarbejder i dag ikke er evig arbejdsløs, hvis arbejdspladsen globaliseres til et andet land. Den danske arbejder er veluddannet, omstillingsparat og kan lære nyt. Og det er hun på grund af det skolesystem, Grundtvig fremmede i 1800-tallet.

Aftenens største succes indhøstede en veloplagt Christine Antorini nok, da hun mod slutningen måtte indrømme, at hun ikke har læst Kierkegaard.

– Jeg købte SAK, da den udkom. (Joachim Garffs roste og senere omdiskuterede Kierkegaard-biografi). Og den ligger på mit bord. Jeg sværger her foran videokameraet, at jeg nok skal få den læst. Jeg er sikker på, at mange af jer har det på samme måde.

Det bekræftede den selverkendende latter fra salen.

benteclausen@kristeligt-dagblad.dk